Kommentar til temanummeret om videnskabshistorie

Efter at have læst jeres temanummer om videnskabshistorie kom jeg til at tænke på en historie fortalt af fysikeren John Wheeler: Man træder ind i et lokale, hvor der sidder 10 andre personer, som smiler underfundigt, idet man nu kommer ind i lokalet. Straks begynder man at udspørge dem for at finde ud af, hvorfor de smiler, men forståelsen udebliver. De svarer simpelthen i øst og vest, indtil der endelig er een, der fremstammer, hvorfor man egentlig spørger, for hvem siger, de tænker på det samme?
    Nu brugte Wheeler historien til at illustrere kvantemekanik, men i mine øjne passer den meget godt på videnskabsteori, som den er fremstillet i Slagmarks temanummer om videnskabshistorie. Det virker som om, man leder efter den videnskabelige metode, som måske slet ikke findes. Ligesom i Wheelers historie er de sidste 10 års videnskabshistorie præget af "en forvirrende mangfoldighed af metoder, programmer og specialer"(1). Jeg er godt klar over, at "vores videnskabssyn i dag er meget mere nuanceret og langt fra det billede af den enhedsvidenskabelige kultur, der var fremherskende i starten af det 20. århundrede"(2). Alligevel er der en retning med udgangspunkt i kognitionsvidenskaben, der vil "opstille modeller for den videnskabelig forskningsproces"(3). Laudan vil be- eller afkræfte en række videnskabsteoretiske teser på baggrund af den faktiske videnskabshistoriske udvikling(4). I forskningsprogrammet "computationel philosophy of science" vil man også teste opstillede teser(5). Et andet sted efterlyses "studier, der i tilstrækkelig grad beskriver vekselvirkningen mellem teorier, eksperimenter og instrumenter i bred forstand"(6) og senere igen hedder det, at ingen er i tvivl om, at videnskaben har en social dimension, men at der ingen enighed er om, hvad det indebærer(7). Spørgsmålet er, om man ikke stadig i en eller anden forstand leder efter essensen i videnskaben. Sådan virker det på mig, når jeg læser det omtalte temanummer. Det skal her pointeres, at mit ærinde ikke er at kritisere det faglige indhold i temanummeret, men derimod at problematisere tidens videnskabsteori.

Selvfølgelig er der hist og pist lidt forkølede forbehold over en sådan essentialisme. Eksempelvis anlægger O. Pedersen nærmest et komplementaritetssynspunkt på intern kontra ekstern debatten(8). Spørgsmålet er derfor, om man ikke skulle gå mere radikalt til værks og simpelthen opstille en helt ny teori, hvor man forsøger at undgå denne essentialisme. Helt analogt med dengang kvantemekanikkens fædre blev klar over, at man måtte begynde helt forfra og opstille en ny teori for at opnå en sammenhængende beskrivelse af atomare fænomener. Bohr gør det klart ved at skeldne mellem den hidtidige fysik, der er karakteriseret ved at antage eksistensen af selvstændige fysiske realiteter såsom sted og impuls, og kvantemekanik, der ikke opererer med sådanne selvstændige realiteter.

At opstille en sådan videnskabsteori uden at antage en eller anden form for essens er selvfølgelig lettere sagt end gjort, men jeg vil nu alligevel forsøge mig her med et udkast.
    Først vil jeg henvise til Kragh og hans nye bog "Videnskabens væsen", der bl.a. diskuterer konstruktivisme. Ifølge Kragh er det centrale ved konstruktivisme, at "videnskabelig erkendelse ikke er givet via naturen, men på en eller anden måde er konstrueret i specifikke sociale og kulturelle sammenhænge."(9) I første omgang afviser Kragh dog den herskende konstruktivisme, som han kalder socialkonstruktivisme, men sidst i bogen argumenteres for en konstruktivisme uden socialkonstruktivismens sociale udgangspunkt.(10)
    Her vil jeg simpelthen overtage og forsøge at give dette standpunkt mere teoretisk indhold. Først og fremmest vil jeg opfatte videnskabens erkendelse som noget menneskeligt konstrueret, men vil man undgå denne essenstænkning, må man tilføje, at disse konstruktioner opstår tilfældigt, thi i det øjeblik, man henviser til sociale, historiske, empiriske, logiske eller andre forhold, forsøger man at gå bag om disse konstruktioner og får derved listet en form for essens ind i videnskaben.
    Men derved opstår allerede mit første problem. Så tilfældig er videnskaben altså heller ikke. Eksempelvis er mange videnskabelige teorier flere hundrede år gamle, og mon ikke de fleste vil være enige med Kragh, når han siger, at "det må på det nærmeste betragtes som udelukket, at de mere udviklede videnskaber kommer til at opleve et paradigmebrud af samme grundlæggende karakter, som da det aristoteliske verdensbillede blev afløst af den newtonske version."(11) Selv om nogle teorier kan bestå i århundrede, kunne der godt tænkes at være uenighed blandt udøvende forskere om forskellige teorier og deres status, men en sådan uenighed er på det nærmeste ikke eksisterende om eksempelvis Newtons love.
    Alt dette harmonerer ikke særlig godt med mit tilfældighedsprincip, som jeg lancerede ovenfor. Dilemmaet er altså inden for samme teori, både at kunne tale om tilfældighed og kontinuitet. Benytter jeg nemlig kontinuiteten som et faktum, får jeg igen listet en essens ind i videnskaben med mindre, jeg modificerer lidt på mit udgangspunkt. Nye teorier opstår tilfældigt, men dertil må tilføjes, at det er svært at danne nye teorier. Derfor er der en tendens til, at unge forskere overtager allerede etablerede teorier. Derved kunne man forklare denne kontinuitet og konsensus, man også ser i videnskaben.
    Men har jeg derved sagt noget interessant? Egentligt ikke. Konsekvensen er blot, at man ikke kan gå ud fra, at nogle givne teorier vil holde til evig tid. Der skal simpelthen mere teoretisk indhold til for at gøre denne teori mere interessant.
    Først og fremmest vil jeg påstå, at disse konstruktioner er opbygget af enheder, som jeg vil kalde handlingsbilleder. Jeg benytter dette navn, fordi de hver især er afsluttede størrelser, der i en bestemt sammenhæng udstikker en ramme for, hvorledes man sanser og handler (og tænker). Nærmest som Kuhns paradigmer, men hvor Kuhns paradigmer benyttes til at karakterisere hele forskningsprogrammer, har jeg mere konkrete situationer i tankerne som f.eks. eksperimentelle teknikker, teoretiske metoder og tankegange osv. Det skal ikke forstås som de konkrete elementer eksempelvis en teori er opbygget af, dvs. postulater, hypoteser m.m., men derimod en slags mentale enheder, der i nogle tilfælde godt kan svare til postulater m.m. Jeg vil dog godt skeldne, fordi megen videnskabelig erkendelse er uudtalt, og dette ønsker jeg også at kunne beskrive.
    Men disse handlingsbilleder kan sammensættes til større strukturer (konstruktioner), der minder om Kuhns paradigmer. Dermed har jeg givet Kuhns paradigmebegreb et helt andet grundlag. Hvor han så at sige var tvunget til at betragte paradigmer som grundlæggende og dermed statiske størrelser, har mit begreb en langt mere dynamisk karakter. Eksempelvis brugte Kuhn paradigmer normativt til at anbefale forskere at dyrke normalforskning. Et sådant råd kan jeg ikke give på baggrund af mit begreb. Til gengæld skulle det gerne kunne beskrive forskningsprocessen bedre, end Kuhns paradigmer. F.eks. at der findes "paradigmer" i paradigmet, og at forskere fra forskellige paradigmer faktisk ofte er i stand til at tale med hinanden.

Det kan måske virke lidt vidtløftigt, at jeg sådan mener mig i stand til at beskrive den faktiske forekommende videnskabsproces, men bemærk, hvor simple midler, jeg bringer i anvendelse, og hvor alsidigt et begrebsapparat, jeg opstiller. Jeg har ikke sagt noget om, hvilke handlingsbilleder, der er involverede, hvor de kommer fra, hvorledes de opstår, hvorledes de sammensættes, og om den enkelte forsker har nogle til fælles med andre forskere. Det betyder, at man faktisk kan tillægge den enkelte forsker individuelle handlingsbilleder. Dermed er der i det teoretiske grundlag indbygget en enorm fleksibilitet. Man kan med andre ord både beskrive situationer med mange foreliggende teorier, og situationer med stor konsensus om de enkelte teorier forskerne imellem.

Men hvad er så konsekvensen af alt dette? Ja, først og fremmest kan jeg intet sige til videnskaben af normativ karakter, fordi jeg også for disse handlingsbilleder må gøre mit tilfældighedsprincip gældende. Vi ender i en slags "anything goes", eller gør vi nu også det? Faldt jeg ikke selv i her og hengav mig til en slags essentialisme, nemlig at alt er tilladt og dermed slut? En ting er nemlig at sige noget om videnskaben i almen forstand, og det afviser jeg, men det er ikke det samme, som at man overhovedet intet kan sige om videnskaben. Jeg siger faktisk temmelig meget, nemlig at videnskabelig viden er mentale konstruktioner, jeg uddyber, hvorledes disse konstruktioner opbygges, ændrer sig osv.
    Men selvfølgelig kan jeg ikke sige, hvorledes den enkelte videnskabsmand bør handle, kun afdække de betingelser, hvorunder han handler. Men skulle det ikke også være tilstrækkeligt. Videnskaben er meget mere end en blind udførelse af nogle bestemte procedurer, som man udfører uafhængigt af tid og sted. Snarere er det en kreativ proces, hvor løsninger og metoder afhænger af det man beskæftiger sig med. Eksempelvis er betingelserne helt andre for vore dages fysikere, end da Newton satte sig til skrivebordet. I dag arbejder man ofte i store teams, nogle arbejder eksperimentelt og andre arbejder kun teoretisk osv. Derfor er det måske mere interessant for den udøvende videnskabsmand at kende eksempler og problemstillinger fra videnskabshistorien med relevans for hans felt, end det er at få foreskrevet endegyldige arbejdsanvisninger. I den forbindelse tror jeg det er lige så uinteressant at få forelagt en bestemt metode, som det er at blive affærdiget med Feyerabends "anything goes". Begge dele er i en eller anden forstand lige snærende.
    Problemstillingen er lidt den samme, som når en pædagog bliver spurgt til råds af forældrene til et barn. Pædagogen har en stor erfaring med mange børn, men er det nu den "rigtige" erfaring, vedkommende har opbygget, eller er den mere et udtryk for pædagogen selv og den institution, hvor vedkommende arbejder. Desuden er det ikke sikkert, at det pågældende barn og dets problemer passer ind i pædagogens erfaringer. Så hvad skal den stakkels pædagog svare? Giver vedkommende et konkret svar, er der (ofte stor) fare for fejltagelser, og undlader vedkommende at svare, er forældrene lige vidt, og et stort erfaringspotentiale udnyttes slet ikke. Men disse to yderligheder udelukker da ikke, at pædagogen kan give et kvalificeret svar, nemlig ved at nævne forskellige forslag til forklaring og problemløsning, selvfølgelig krydret med diverse forbehold, således svaret mere bliver et idekatalog til forældrene, end et svar i absolut forstand.
    Men hvad med spørgsmålet om relativisme? Det er også at essensgøre videnskaben. Selvfølgelig kan videnskaben udvikle sig til det rene sociale vrøvl og rygklapperi, hvis man ikke passer på, men den kan altså også udvikle mere og mere forfinede teorier om eksempelvis atomernes verden. Der er bare intet på forhånd givet. Siger man derimod relativisme, siger man også, at den ene teori altid er lige så god som den anden, og sådan er det ikke altid.

Men er disse sidste overvejelser ikke trivialiteter sagt et utal af gange før? Jo, men ovenstående er ikke et resultat af mine private holdninger, men derimod konsekvensen af et teoretisk grundlag for en videnskabsteori, og det er noget ganske andet. Og det er vel at mærke en videnskabsteori med udgangspunkt i videnskabshistorien, eller rettere en teori, som er i stand til at beskrive videnskaben, som den faktisk forekommer, uden at ende i en eller anden ekstrem opfattelse af videnskaben, som f.eks. at den er eksternalistisk ect.

Nu er det ikke, fordi jeg tror, at jeg dermed har løst alle de videnskabsteoretiske problemer. Det eneste, jeg vil påpege med denne teoretiske konstruktion er, at det er muligt at lave teorier, så man undgår nogle af de problemstillinger, der er opridset i Slagmarks temahæfte. Jeg må også indrømme, at jeg ikke bare læste temahæftet og deraf fik ideerne til denne artikel. Faktisk kan mine kritik af videnskabsteorien også fremføres på nærmest hele filosofihistorien, og man kan opstille en teori om mennesket efter de samme principper som ovenfor skitseret. Det har jeg skrevet en bog om, som man kan læse mere om på www.oafi.dk


1 H. Kragh, Slagmark nr. 28-29, side 20
2 P. Kjærgaard, Slagmark nr. 28-29, side 141
3 H. Andersen, Slagmark nr. 28-29, side 75
4 H. Andersen, Slagmark nr. 28-29, side 76
5 H. Andersen, Slagmark nr. 28-29, side 77
6 J. Tapdrup, Slagmark nr. 28-29, side 100
7 P. Kjærgaard, Slagmark nr. 28-29, side 141
8 O. Pedersen, Slagmark nr. 28-29, side 46
9 H. Kragh, Videnskabens væsen, side 71
10 H. Kragh, Videnskabens væsen, side 129
11 H. Kragh, Videnskabens væsen, side 130



Tilbage