Den sene Wittgenstein - noter


I efterskrift til "Om mennesket" forsøger jeg at sætte bogen i relation til den etablerede filosofi, dog på et meget overordnet plan. Pointen er her, at stort set alle filosoffer bygger deres filosofi på almene udsagn om mennesket. En af de få undtagelser er Wittgenstein repræsenteret ved værkerne "Filosofiske undersøgelser" og "Om vished". En anden grund til at interessere sig for Wittgenstein , er at et af de centrale begreber hos Wittgenstein er sprogspil, som på mange måder minder om handlingsbilleder. Først vil jeg dog nævne et par afgørende forskelle på Wittgenstein og tankegangen i "Om mennesket":

De to bøger af Wittgenstein har karakter af undersøgelser, der ikke består af en sammenhængende tekst, men derimod består af korte bemærkninger, såkaldte aforismer, ordnet mere eller mindre tilfældigt. Ifølge forordet til "Filosofiske undersøgelser" har Wittgenstein flere gange forsøgt at sammenfatte sine resultater, men måtte til sidst opgive. Jeg har derimod bestræbt mig på at skrive et systematisk værk. Denne forskel fremgår næsten også af titlerne: "Filosofiske undersøgelser" og "Om mennesket".

En anden forskel er, at Wittgenstein undersøger sproget, hvor jeg under et undersøger mennesket og dets handlinger. Men ifølge Wittgenstein er sproget uløseligt knyttet sammen med aktivitet eller livsform, så derfor er der alligevel ikke så stor forskel, som man umiddelbart skulle tro. FU, bem. 19, 23


Ligheder er der er del af. Her er de ordnet kronologisk efter "Om mennesket":

Wittgenstein siger, at en anskuelse er en tilstand. FU, bem. 573. Deri er jeg enig. Se f.eks. mit eksempel med corn flakes side 1.

Jeg afviser, at man kan sige noget alment om mennesket. Wittgenstein afviser, at sprog har en almen form. FU, bem. 65, 66, 67, 71

Dernæst fastslår jeg, at handlinger ikke kan betragtes isoleret, men skal ses i sammenhæng med de omstændigheder, hvori de indgår. Wittgenstein taler også om "omstændigheder". FU, sidst i bem. 33, 35

På et tidspunkt behandler Wittgenstein spørgsmålet om "at se". I den forbindelse taler Wittgenstein om billedord og billedgenstand i nogenlunde samme betydning, som jeg taler om indre billede. FU, bem. 167, II del, kap. XI.


Kort fortalt vil vi altså begge lidt det samme, nemlig undersøge henholdsvis sprog og handling. Vi finder ingen almen form, men til gengæld indfører vi begge et begreb, nemlig henholdsvis sprogspil og handlingsbillede, der er en slags enheder til at beskrive sprog og handling. Ved lidt nærmere eftersyn er der en del ligheder mellem handlingsbilleder og sprogspil:

Handlingsbilleder har ingen baggrund. De er der bare. De er unikke størrelser. Side 86. Helt sådan formulerer Wittgenstein sig ikke, men meningen må være den samme:

Sprogspillene er mangfoldige. FU, bem. 23

Sprogspillene er "urfænomener", dvs. fænomener man ikke kan gå bag om. FU, bem. 654

Man kan ikke forklare sprogspil. De skal konstateres. FU, bem. 655

Der kan opstå nye sprogspil og andre forældes og glemmes. FU, bem. 23

Men der er også afgørende forskelle mellem handlingsbilleder og sprogspil. Sprogspil er et begreb til beskrivelse af sproglige udtryk. I begyndelsen af min bog tildeler jeg mine handlingsbilleder lidt samme rolle, men lidt efter lidt giver jeg dem en mere aktiv rolle, således det ikke blot er et begreb til at beskrive handlinger, men derimod enheder der ligger til grund for vore handlinger, ja, nærmest skaber vore handlinger.

Derved kan jeg f.eks. genskabe individet og de begreber man normalt forbinder hermed, såsom sansning, tænkning, hukommelse osv. I modsætning hertil kan Wittgenstein ikke rigtigt få sig frigjort fra sproget. Eksempelvis siger Wittgenstein, at "sproget er køretøjet for at tænke", FU, bem. 329. Om sansning siger Wittgenstein, at man ikke bør opstille fine distinktioner til at begribe sansning, men snarere acceptere det dagligdags sprogspil. FU, II del, kap. XI. Lidt forenklet kan man altså sige, at Wittgenstein opløser individet i sproget.




Tilbage