Efterskrift


Da jeg skrev ”Om mennesket”, var jeg meget opsat på at få afrundet ideen om disse handlingsbilleder, så det fremstod som et samlet hele. Derimod havde jeg svært ved at sætte "Om mennesket" ind i en filosofihistorisk sammenhæng. Resultatet blev derfor en tilgang med udgangspunkt i egne iagttagelser og stort set uden henvisninger til anden filosofi. Men i dag er jeg ikke i tvivl og er tilfreds med, at jeg dengang valgte denne tilgang, thi i dag betragter jeg ”Om mennesket” som et værk, der på afgørende punkter adskiller sig fra den del af den filosofiske tradition, der beskæftiger sig med mennesket. Det er simpelthen en anden måde at tænke filosofi på. Og hvorfor så det? Hvad er det, der gør ”Om mennesket” så meget anderledes, at det berettiger en sådan omtale?


To slags teoretisk grundlag


Nu er filosofi ikke en veldefineret aktivitet, men der er alligevel nogle typiske kendetegn. Først og fremmest er filosofi en teoretisk aktivitet, dvs. man ikke laver forsøg eller foranstalter undersøgelser. Man tænker. For det andet er det ikke blot en opremsning f.eks. af tilfældige meninger, men derimod et forsøg på at præsentere en større sammenhæng. Det kan selvfølgelig lykkes mere eller mindre godt. Først og fremmest skal man undgå at modsige sig selv. Det, man producerer, skal med andre ord være konsistent. Et forbillede har siden oldtiden været matematikken. Det skyldtes ikke mindst Euklids "Elementer" fra det 3. århundrede f.Kr. Her lykkedes det nemlig for Euklid at bevise alle geometriens sætninger ud fra fem grundsætninger, som i matematikken benævnes aktiomer. Det var en stor intellektuel præstation, som siden har stået som forbillede for al teoretisk fremstilling. Således også for filosofi.

På samme måde tilstræber man i filosofi en fremstilling, der hviler på nogle få grundsætninger, men her er det ofte mennesket, der er i fokus. Et eksempel er empirisme, som er en filosofiske retning, der går ud fra, at al vor viden har sit udspring i vores sanseerfaring. Dette gælder for alle uden undtagelse, også for en indianer, som lever langt inde i Amazonas jungle uden kontakt til den vestlige verdens filosofi. En sådan indianer er, ifølge empirismen, kun i besiddelse af viden, der kan afledes af sanseerfaringen. Dermed er princippet gældende for alle mennesker til alle tider og i alle forhold. Og dette er netop karakteristisk for filosofien om mennesket, at man til grund for sin tænkning lægger almene udsagn om menneskets handlinger, tanker, viden ect. Det er måske ikke altid formuleret så eksplicit, som i dette eksempel med empirisme, men der er altid et eller flere gennemgående træk, som danner et grundlag for de filosofiske overvejelser.

Metaforisk kan man forestille sig et sådant teoretisk grundlag, som et fast punkt fastlagt en gang for alle. Et sådant punkt benævnes også et archimedisk punkt efter oldtidens store matematiker, fysiker og opfinder Archimedes. Blandt mange ting formulerede han vægtstangsprincippet, som vi alle kender fra vippen på legepladsen. Det er også det princip, man benytter sig af, når man med en lang stang og et fast punkt flytter tunge genstande:

For at illustrere effekten skulle Archimedes have sagt: ”Giv mig et fast punkt, og jeg skal bevæge hele verden”.


Om mennesket” er også en teoretisk fremstilling, og derfor er værket også funderet på et teoretisk grundlag som i den traditionelle filosofi. Men så ophører enhver lighed også, thi grundsætningerne i "Om mennesket" udtaler sig ikke om handlinger, tanker, viden ect. Tværtimod henvises til, at der kan forekomme spring, hvor alt kan ændres. Dermed kan handlinger, tanker, viden ect. spontant ændre karakter, og dermed får man et helt andet teoretisk grundlag end i den traditionelle filosofi.


Det har store konsekvenser for en teori, om det teoretiske grundlag er traditionelt eller ikke-traditionelt. Hvis teorien hviler på et ikke-traditionelt grundlag, kan man intet sige om mennesket andet end, at der kan forekomme disse spring. De kan forekomme i menneskets handlinger, men selvfølgelig også i tanker, følelser, viden, måden vi får viden osv. Visuelt kan man forestille sig, at teorien hviler ikke på et, men derimod på flere archimediske punkter. Hvert af disse punkter må af natur være traditionelle, da der netop ingen spring er i et punkt, i hvert fald på et mere fundamentalt niveau.

Med et sådant anderledes teoretisk fundament får man en teoretisk struktur med en helt anden opbygning. En af de største forskelle er, at man i konkrete situationer på forhånd ikke kan sige noget som helst om de involverede og deres handlinger andet end, at der måske vil forekomme momentane ændringer. Vil man sige mere, må man først igennem en såkaldt beskrivelsesproces, hvor man giver indhold til de involverede, inden man kan udtale sig. Og en sådan beskrivelsesproces på dette helt fundamentale niveau finder man ikke eksempler på i den traditionelle filosofi. Problemet er, at man altid har betjent sig af teorier, der hviler på et traditionelt grundlag, dvs. der ikke forekommer disse spring og derved behøves heller ikke en beskrivelsesproces. Sådanne teorier kan man derfor benævne ”nedefra og op” teorier, fordi det teoretiske grundlag udstikker de begreber der indgår til at håndtere konkrete eksempler. Hviler teorien derimod på et ikke traditionelt grundlag må man først igennem en sådan beskrivelsesproces. Derfor kan man benævne en sådan teori for en ”oppefra og ned” teori, fordi man først skal give indhold til den konkrete teori inden, den kan bringes i spil.

Om mennesket” er en sådan ”oppefra og ned” teori, og derfor passer ”Om mennesket” heller ikke ind i de traditionelle filosofihistoriske skemaer såsom empirisme, rationalisme osv. Jeg er dog faldet over en filosofisk retning med nogle fælles træk med "Om mennesket". Her tænker jeg på hermeneutik, som med en mere danskklingende betegnelse også benævnes "fortolkningslære". Oprindeligt var hermeneutik en disciplin til at læse og forstå teologiske og juridiske tekster. Med Dilthey blev hermeneutik i 1800-tallet udvidet til at omfatte alle tekster. Hos Gadamer og Heidegger blev hermeneutik i 1900-tallet igen udvidet til at omfatte alt forståelse overhovedet, dvs. ikke kun tekster, men også andre af menneskets frembringelser og handlinger. Men det bliver ved snakken. De taler mere om hermeneutik, end de teoretiserer. Det kommer tydeligt til udtryk hos den franske filosof Poul Ricoeur, som levede fra 1913 til 2005. Jeg har altid fundet Ricoeur interessant, fordi han er den filosof, som mest konsekvent fastholder fortolkning som værende et grundvilkår for mennesket. Ricoeurs filosofiske produktion er stor og består primært af analyse af andre filosoffer og filosofiske skoler, og disse analyser ender altid med at henvise til hermeneutik.

Tilgangen i ”Om mennesket” er dog en helt anden. Faktisk henvises slet ikke til hermeneutik i Om mennesket”, og det behøves heller ikke, da fortolkning er indbygget i den teoretiske konstruktion. Det ligger i disse handlingsbilleder, som så at sige er grundløse, og derfor vil mennesker som udgangspunkt udlægge ellers ens situationer forskelligt. Den teoretiske tilgang i "Om mennesket" er derfor en helt anden end i den traditionelle hermeneutik.

Jeg har dog fundet en filosof med en teoretisk tilgang, der minder lidt om tilgangen i "Om mennesket". Her tænker jeg på den sene Wittgenstein, som jeg både er meget inspireret af, men som også tegner et landskab, der minder om det, der skitseres i ”Om mennesket”. Det følgende afsnit er derfor viet en kort præsentation af den sene Wittgenstein.


Wittgenstein


Jeg har ikke henvist til mange filosoffer i ”Om mennesket”, men der er alligevel en, som jeg føler mig inspireret af, og det er den sene Wittgenstein med værkerne ”Filosofiske undersøgelser” og ”Om vished”. Det skyldes ikke mindst Wittgensteins centrale begreb, sprogspil, som har mange fælles træk med handlingsbilleder.

Men lad os først se lidt nærmere på Wittgenstein, som levede fra 1889 til 1951. Wittgenstein fokuserede i sin tænkning på sproget og har været ophav til hele to sprogteorier. Den tidlige Wittgenstein mente, at sproget havde en indre struktur, hvor de enkelte ord præcist kunne defineres. Sproget var simpelthen et redskab for os mennesker til at udtrykke synspunkter, værdier, sanseindtryk osv. Alt dette er den sene Wittgenstein ikke enig i. Sproget er ikke præget af orden og struktur, og de enkelte ord kan ikke defineres præcist. Tværtimod kan de enkelte ord kun forstås i den sammenhæng, som de bliver brugt i. Lad os lige se på et eksempel: I mine unge dage hørte jeg en mand sige til en anden: ”Du tør ikke kalde din kone for en varan.” Svaret kom prompte: ”Jo, det tør jeg fandeme godt”. Derpå gik han til sin kone, lagde blidt højre arm om skuldrene på hende, og sagde med den kærligste stemme: ”Min lille varan”. Eksemplet demonstrerer, at ord godt kan have flere betydninger. Ord er som et kort i et sæt spillekort. Det kan bruges på flere måder ved at indgå i forskellige spil. Kortets betydning afhænger af det spil, man spiller. På samme måde kan et ord indgå i flere sprogspil. Et sprogspil er et sammenhængende system af regler, f.eks. for brug af bestemte ord, som benyttes i bestemte sammenhænge. Eksempelvis kan ordet ”varan” benyttes til at betegne et dyr, men det kan altså også benyttes, når man taler kærligt til sin kone.

Videre siger Wittgenstein bl.a. følgende om sprogspil:

Det minder til forveksling om, hvad der i ”Om mennesket” er sagt om handlingsbilleder. I forbindelse med sprog er den sidste bemærkning interessant, fordi den tyder på, at Wittgenstein tildeler sproget en mere central rolle, end blot at være redskab. Med bemærkningen pointerer Wittgenstein nemlig, at sproget ligger til grund for vor måde at tænke på. Det er altså det medie, hvori vi strukturerer vor verden, og som dermed er svær at sætte sig ud over.
Det lyder meget teoretisk, men det er nu ikke svært at finde eksempler fra dagligdagen. Her har jeg fundet et eksempel fra nyere dansk politik: Den økonomiske krise fra 2008 har i Danmark udviklet sig værre og ser ud til at blive mere længerevarende, end i vore nabolande. En af årsagerne til det er, at vore kære politikere valgte at indføre afdragsfrie realkreditlån i 2003. Når man ikke længere skulle betale afdrag, blev det pludselig muligt at købe langt dyrere huse end tidligere. Det lyder jo besnærende, men resultatet blev, at huspriserne steg voldsomt i løbet af meget kort tid. Og så kom krisen i 2008, som gav store prisfald på huse. Havde man eksempelvis ventet med de afdragsfrie lån til krisetider, havde prisstigningen ikke været så voldsom. Det var som at hælde benzin på et bål, der i forvejen brændte godt.

Hvorfor gjorde politikerne egentligt det? Man kan kalde det dumhed, leflen for husejerne, håbløst naivt, at ligge under for finanssektoren eller nepotisme. Men med Wittgenstein in mente kunne man også sige, at politikerne lod sig lede af sproget. På daværende tidspunkt havde Danmark en liberal regering, som fokuserede meget på liberalisering. Og der blev liberaliseret, og det var også en begrundelse for at indføre de afdragsfrie lån. Det er dermed et eksempel på, at sproget er mere, end et redskab til at udtrykke os med. Det leder os også. Her kan man så inddrage en anden af Wittgensteins metaforer, som jeg også holder meget af:

Vort sprog kan betragtes som en gammel by; der er en snørklen af gyder og pladser, gamle og nye huse, og huse med tilbygninger fra forskellige tider; og alt dette omgivet af en mængde nye forstæder med lige og regelmæssige gader og ensartede huse5.

Her understreges sprogets snørklede natur, selvom det umiddelbart kan virke regelret. Ydermere giver metaforen indtryk af, at man ofte lader sig narre af sproget. Sådan gik det eksempelvis vore politikere. I dag har man travlt med at minimere ulemperne ved de afdragsfrie lån. Det viste sig langtfra at være så god en ide, som man oprindeligt troede.

Men kan man det? Kan man på den måde stille sproget til regnskab for vore politikeres gøren og laden? I mine øjne var det ren og skær dumhed. Jeg peger herned på individet og politikernes ansvar. Mennesket er andet og mere, end en sprogspiller. Hermed har jeg fremført en ofte hørt indvending imod den sene Wittgenstein: Alt er sprog, men der må et eller andet sted være en person, et individ, som sætter nogle sproglige handlinger i gang?

Men hvad med handlingsbilleder? Kan man fremfører de samme argumenter imod handlingsbilleder, som ovenfor er fremført imod sprogspil? Her må man huske på, at der også er markante forskelle imellem handlingsbilleder og sprogspil. Først og fremmest er sprogspil et forsøg på at karakteriserer sproget, hvorimod handlingsbilleder er et forsøg på at beskrive handlinger i det hele taget, herunder altså også sproglige handlinger. En anden forskel er, at handlingsbilleder er funderet i det enkelte individ, hvorimod sprogspil er funderet i sproget og dermed noget mellemmenneskeligt. Netop derfor har Wittgenstein svært ved at håndtere en forbindelse til det enkelte individ. Han bliver så at sige hængende i sproget, som vi så ovenfor. Dette problem undgår man med disse handlingsbilleder, fordi de har deres rod i det enkelte individ, hvilket netop giver en mulighed for at pege tilbage på den enkelte.

Sidst, men ikke mindst, er et handlingsbillede en struktur i det enkelte individ, hvorimod sprogspil er en række sammenhængende sproglige handlinger – en slags overordnet ramme. Det leder straks tanken hen på generelle handlingsbilleder. Man kunne måske gå så vidt som at påstå, at man får et sprogspil, når der ligger et handlingsbillede til grund for en række handlinger, så disse handlinger i kraft af det fælles handlingsbillede får nogle fælles træk.


Men definerer man et sprogspil på denne måde, betyder det, at man godt kan spille et sprogspil i et andet sprogspil, da handlingsbilleder som bekendt kan sammensættes. Det tror jeg ikke, Wittgenstein ville være uenig i, selvom han ikke direkte opstiller en syntaks for sammensætning af sprogspil, som der er gjort med handlingsbilleder i ”Om mennesket”. Han er i hvert fald opmærksom på, at der kan forekomme forskydninger, dvs. at sprogspil kan ændre status, som man f.eks. ser det i Wittgensteins flodbillede fra ”Om vished”6, men lad os overlade ordet til Wittgenstein selv:


94. Men mit verdensbillede har jeg ikke, fordi jeg har overbevidst mig om dets rigtighed; heller ikke, fordi jeg er overbevist om dets rigtighed. Derimod er det den overleverede baggrund, hvorpå jeg skelner mellem sand og falsk.


95. De domme, der beskriver dette verdensbillede, kunne tilhøre en form for mytologi. Og deres rolle ligner spillereglers, og spillet kan man også lære rent praktisk, uden udtrykkelige regler.


96. Man kunne forestille sig, at visse domme, der efter deres form er erfaringsdomme, var stivnet og fungerede som ledere for de ikke stivnede, flydende erfaringsdomme; og at dette forhold ændrede sig med tiden, idet de flydende domme stivnede, og de stivnede blev flydende.


97. Mytologien kan vende tilbage til flydende tistand, tankernes flodleje forskyde sig. Men jeg skelner mellem vandets bevægelser i flodlejet og forskydelsen af dette; skønt der ingen skarp adskillelse er mellem de to.


99. Og flodbredden består dels af hårdt sten, der slet ikke eller kun umærkbart forandres, og dels sand, der snart vaskes herhend, snart derhen.


Men der er langt fra at tale om forskydninger til at opstille en egentlig syntaks, dvs. regler for sammensætning af handlingsbilleder, men det er et vigtigt skridt, thi det er netop i kraft af denne syntaks, at det er muligt at opstille et systematisk værk. I modsætning hertil har de to omtalte bøger af Wittgenstein karakter af undersøgelser, der ikke består af en sammenhængende tekst, men tværtimod består af korte bemærkninger, såkaldte aforismer, ordnet mere eller mindre tilfældigt. Ifølge Wittgensteins eget forord til "Filosofiske undersøgelser" har han flere gange forsøgt at sammenfatte sine resultater, men måtte til sidst opgive. Men man skal ikke underkende Wittgensteins skrifter. De har en søgen og en autencitet, som er svær at opnå i en systematisk tekst. Her er f.eks. en sætning fra "Om vished", som jeg holder meget af:


Kan man sige: "Hvor der ingen tvivl er, er der heller ingen viden"7.

Nævnes skal det også, at man kan interessere sig for Wittgenstein af andre grunde, end af de rent filosofiske. Wittgenstein og hans liv er næsten en uendelig kilde til fortælleværdige anekdoter. Her er en, som jeg holder meget af: I sine unge dage på Cambridge blev Wittgenstein inviteret til at holde et foredrag i Moralvidenskabens Klub. Titlen på foredraget var ”Hvad er filosofi?”. Det varede fire minutter, og slog dermed den hidtidige klubrekord med hele 2 minutter. Alligevel gav hans oplæg anledning til en stor diskussion blandt de tilstedeværende8.


I det hele taget er Wittgenstein en omdiskuteret herre, som er svær at sætte i bås, og det tror jeg heller ikke, man skal gøre. Jeg opfatter ham som en ener, som har præsteret en tænkning, der ligger hinsides den traditionelle filosofi. Dermed skal man også være varsom med at placerer Wittgenstein i en af den traditionelle filosofis kasser. Eksempelvis mener mange, at den sene Wittgenstein er et eksempel på relativisme, men det er en tvivlsom konklusion, fordi man derved pådutter Wittgenstein en systematik. Her må man huske på, at Wittgenstein ikke selv påberåber sig en systematik. Jeg opfatter snarere hans tekster som en undersøgelse af sproget, af begrebet ”sprogspil” og dets rækkevidde. Faktisk synes jeg, at Wittgenstein holder denne linje forbavsende længe. Det er ikke mange steder, at han henviser til den traditionelle filosofi, og når han gør det, er der tale om en afstandtagen.


Oppefra og ned


Nu vi taler om Wittgenstein, har jeg bemærket en interessant lille detalje. Selvom hans tekster og tanker ikke altid er lige lette at forstå, er det i praksis rimelig nemt at finde eksempler på sprogspil. Faktisk er det nemt at afdække sprogspil, fordi det ikke kræver lange og dybdeborende analyser. Det er sǻdan set bare at gå i gang. Hvor sprogspillene kommer fra og deres baggrund, behøves man ikke bekymre sig om. De er der bare. Sådan er det for øvrigt også med handlingsbilleder. Det kræver heller ikke den store baggrundsviden og analysearbejde at afdække handlingsbilleder.

Og hvorfor så denne lighed? Ja, baggrunden er selvfølgelig ligheden mellem de to tankesæt, men jeg tror, der ligger mere bag. Snarere end en tilfældig overensstemmelse tror jeg, det skyldtes ligheden i strukturen af de to teoribygninger. Jeg opfatter nemlig begge som ”oppefra og ned” - teorier, dvs. teorier, som man kan bringe i anvendelse uden at bekymre sig om grundlæggende begreber og strukturer. Dette er i klar modsætning til den traditionelle filosofi. Her skal man forstå hele den teoretiske opbygning af en filosofisk tanke for at kunne anvende den. Derfor kan disse teorier ikke bringes i anvendelse uden, at man skal igennem grundlag og baggrund. Det er baggrunden for at benævne strukturen i den traditionelle filosofi for ”nedefra og op”.

Som tidligere omtalt har man sikkert overtaget denne teorikonstruktion fra matematik. Eksempelvis har Euklids ”Elementer” gennem de seneste to tusind år stået som eksempel på en god teoretisk fremstilling, men faktisk er det også et eksempel på en ”nedefra og op” - teori. Her lykkedes det nemlig at fremstille hele geometrien på baggrund af 5 aksiomer eller grundsætninger, som man også kan benævne disse aksiomer, fordi alle geometriens sætninger kan vises med udgangspunkt i disse 5 aksiomer.


Disse overvejelse ligger op til at se lidt nærmere på filosofihistorien. Det gør vi derfor i det følgende afsnit.



Oldtidens dilemma


Med udgangspunkt i oldtidens naturfilosoffer i det gamle Grækenland er det faktisk muligt at lave en ret enkel fremstilling af filosofihistorien. Det er en fremstilling, som jeg selv holder meget af, måske fordi den på en naturlig måde indplacerer ”Om mennesket” i filosofihistorien. Ydermere giver det også en god forståelse af forskellen mellem traditionel filosofi og den teoretiske tilgang, som ”Om mennesket” betjener sig af. I oldtiden var det verden og ikke kun mennesket, som var i fokus. Men bortset fra det var de meget moderne i deres tankegang. De undgik religiøse henvisninger, men ville begribe naturen, ikke ved at remse op, men ved at give en mere sammenhængende beskrivelse, dvs. en teoretisk beskrivelse.

Ifølge Platon var man i oldtiden meget optaget af dilemmaet mellem foranderlighed og uforanderlighed. Kigger vi os omkring, kan vi observerer begge dele. Træer vokser og bliver år for år større og større. På et tidspunkt ældes de og dør, men der dannes stadig nye træer. Dette er et udtryk for den foranderlighed, vi ser omkring os. Men der er også noget uforanderligt, som f.eks. at de træer, der til stadighed dannes, minder meget om hinanden. Selvfølgelig kan træer være meget forskellige, men inden for samme art er der ret stor lighed imellem de enkelte træer. Så selvom vi ser meget forandring omkring os, ser vi også noget uforanderligt omkring os. Det er to modstridende synspunkter, som repræsenteret ved hver sit punkt i følgende figur:

OLE-objekt

Platon omtaler selv Heraklit, som eksempel på en filosof, som mente, at alt er forandring, og intet er det samme. Heraklit henviser selv til en flod, som tilsyneladende hele tiden er den samme, men alligevel er i evig forandring. Vi kan nemlig aldrig stige ned i den samme flod to gange, fordi vandet i floden flyder, og derfor er det aldrig det samme vand, man går i. Heraklit levede 540-480 f.Kr.

Et mere interessant synspunkt leveres af Permenides, som levede 515-450 f. kr. Han mente, at alt, som er til, er uforgængeligt, evigt og uforanderligt. Det er ikke i overensstemmelse med, hvad vi ser, men et sådant argument prellede af på Parmenides, thi han havde den opfattelse, at den virkelige verden er forskellig fra det sanselige. Den forandelighed, vi ser omkring os, er en illusion. Men Platon må have været optaget af Parmenides. I hvert fald lader han Permenides komme til orde i en af hans dialoger, hvor han lader Parmenides møde den unge Sokrates. I Platons dialoger er det ellers altid Sokrates, som ender med det sidste ord, men sådan er det ikke i dialogen med Parmenides, thi her ender Permenides med at få det sidste ord. Og man forstår godt Platon, thi synspunktet er overraskende og bryder helt med vore vante forestillinger. Faktisk forsøgte Zenon, som var en af Parmenides elever, at vise, at antagelsen om bevægelse fører til et paradoks. Det gav Zenon nogle eksempler på, og et af de mest berømte er Arkilles og skildpadden. Eksemplet er rørende enkelt: Arkilles skal løbe om kap med en skildpadde, men skildpadden får lov at starte med et lille forspring. Arkilles når hurtigt det sted, hvor skildpadden startede, men i mellemtiden er skildpadden nået endnu et lille stykke osv. Derfor vil Arkilles aldrig nå skildpadden, og dermed mente Zenon at have vist, at alt bevægelse er en illusion.

Ja, det dilemma kan man tænke længe over, men vore sanser er ikke i tvivl: På et tidspunkt indhenter Arkilles skildpadden. Med et konkret eksempel og lidt moderne matematik er det nu heller ikke svært at vise, at Zenons argument ikke holder.


Platons eget svar på dilemmaet mellem det foranderlige og det uforanderlige er at dele verden op i to: Ideernes verden og fænomenernes verden. Her repræsenterer ideernes verden det uforanderlige og fænomenernes verden det foranderlige. Forholdet mellem fænomen- og ideverdenen illustrerer Platon med den berømte hulelignelse. Man skal forestille sig en hule med nogle fanger fastspændt i bunden af hulen, så de kun kan se bagsiden af hulen. Dermed kan de kun se de skygger, der bliver kastet op på bagsiden af hulen, og dermed får de aldrig indsigt i det, der ligger bag skyggerne. På samme måde er fænomenernes verden blot en afspejling af ideerne. Ifølge Platon er vi som fangerne i hulen. Vejen til indsigt er ikke at studere fænomenerne, men derimod vha. tanken at frigøre sig fra lænkerne og bevæge sig op i og ud af hulen for at få indsigt i ideernes verden. Egentligt er ideer derfor et misvisende ordvalg. At tale om former ville være en bedre betegnelse, men de fleste tekster om Platon benytter ordet ide, så derfor benyttes denne betegnelse også her.

Et andet eksempel på en filosof, der løser dilemmaet mellem foranderlighed og foranderlighed på en elegant måde er Demokrit, som levede ca. 460-400 f.Kr. Ifølge Demokrit er alt stof opbygget af nogle mindste dele, atomer, som er udelelige og uforanderlige. At verden alligevel af os opfattes som foranderlig skyldtes, at disse atomer kan samle sig på forskellig måde, således at nye ting kan opstå og gamle kan forgå. I oldtiden fik den tanke ikke den store betydning, men med fremkomsten af den moderne kemi fik atomteorien pludselig ny aktualitet.


Moderne filosofi


Faktisk holder den ovenfor omtalte problematik helt til vore dage. I renæssancen ændrede man godt nok fokus fra at behandle verden og mennesket under et til udelukkende at fokusere på mennesket selv, men dilemmaet består. Selvom dilemmaet er det samme, er det nu alligevel lidt interessant at kigge lidt nærmere på renæsseancen og specielt på den erkendelsesteori, der naturligt fulgte med den større fokusering på mennesket.

Med en frase siger man, at den moderne filosofi startede med Descartes. Det er sikkert lidt overdrevet, men den moderne filosofi kommer i hvert fald meget tydeligt til udtryk hos Descartes, fordi han først og fremmest rettede sin opmærksomhed imod mennesket selv i stedet for verden omkring os. Han mente nemlig, at menneskets erkendelse burde afklares inden, man afdækker verdens indretning.

Først og fremmest søgte Descartes viden, som man kan være sikker på, og han fandt det også: Lige meget hvor meget, man tvivlede, var eet sikkert: Der måtte være én, der tvivlede. Og den, der henvises til, må være det ”Jeg”, som tvivler. Dermed kan man være sikker på, at man selv eksisterer. Desuden mente Descartes, at Guds eksistens var sikker, for hvor skulle denne lysende og klare ide ellers stamme fra, hvis det ikke var fordi, der virkelig findes en gud. Ideen om en gud var altså medfødt. På den måde søgte og fandt Descartes viden, som var almen og uafhængig af både person og personens tilstand og dermed uafhængig af subjektet. En sådan viden siges at være objektiv.

Modsætningen til objektiv er subjektiv, som er viden med et individuelt og personligt præg. Dermed har vi igen en modsætning imellem to yderpositioner, hvor den ene er, at alt vor viden er subjektiv og den anden, at alt vor viden er objektiv:

OLE-objekt

Det er selvfølgelig to meget ekstreme synspunkter. Jeg kan da heller ikke nævne eksempler på filosoffer, der har forfægtet, at alt vor viden er objektiv. Baggrunden er selvfølgelig, at det er nemt at give eksempler f.eks. på oplevelser, som er individuelle. Et eksempel er et stykke musik, som mange vil opleve forskelligt. Nogle synes, det er godt og andre synes, det er mindre godt, og sådan kunne man ellers fortsætte. I hvert fald demonstrerer eksemplet, at der findes oplevelser, der er individuelle og dermed er subjektive.

Det er straks nemmere at finde eksempler på det andet synspunkt, nemlig at alt vor viden er subjektiv, thi det mente allerede sofisterne, som var samtidige med Platon. En af de mest kendte sofister er Protagoras, og er kendt for at have sagt følgende ”Mennesket er alle tings målestok”. Med det mener han, at vi alle har forskellige perspektiver på livets forhold, og det kan man ikke komme bag om.

Descartes mente også, at der findes subjektiv viden, men som omtalt mente han også, at der findes objektiv viden. Derfor placerer Descartes sig i et punkt imellem de to yderpositioner. Det samme kan man sige om Platon. Dermed placerer de sig i et archimedisk punkt imellem de to yderpositioner, som illustreret i denne figur:

OLE-objekt

Om mennesket” har en helt anden tilgang til forholdet mellem subjektiv og objektiv viden. I stedet for at postulere noget alment om menneskets erkendelse, er tesen blot, at man intet alment kan sige om vor erkendelse, som Platon og Descartes forsøger. Tværtimod er vor erkendelse knyttet til nogle bestemte situationer, og dermed har man ikke et fælles teorigrundlag. Der er så at sige tale om flere uafhængige archimediske punkter. Forskellen kan derfor illustreres med følgende figur:

OLE-objekt

Hver af disse traditionelle archimediske punkter repræsenterer hver især en lille erkendelsesteori hver med sit helt eget forhold imellem subjekt og objekt. Det betyder i praksis, at i nogle situationer kan den viden, man besidder, være meget objektiv og meget lidt subjektiv, og i andre situationer kan det være lige omvendt. Et godt eksempel er den dygtige læge, som er god til at behandle sine patienter. Her er hans viden meget objektiv. Men kommer han i en situation, hvor han skal behandle et familiemedlem, kan det pludselig vende op og ned på forholdet mellem de to yderligheder, og han ændrer sig fra at være en god behandler til at være en mindre god behandler, dvs. han er mere subjektiv, end objektiv. Eksemplet demonstrerer, at forholdet mellem subjekt og objekt godt kan ændre sig, dels fra person til person, men også fra situation til situation. Det er selvfølgelig sådanne tilfælde, som er nemt at håndtere ifølge tankegangen i ”Om mennesket”. Man får altså ikke i ”Om mennesket” præsenteret en løsning på dilemmaet. Tværtimod opretholdes dilemmaet, men dilemmaet indlemmes så at sige i teorien.

Og hvordan så lige det? Ja, det ligger i denne beskrivelsesproces, som man altid skal igennem, inden man kan udtale sig om konkrete situationer. Men beskrivelsesprocessen kan aldrig afsluttes helt, dels fordi subjektet beskriver på baggrund af egne handlingsbilleder, dels fordi objektet kan ændre sig. Dette er i modsætning til den traditionelle erkendelsesteori, som altid giver et definitivt bud på forholdet mellem subjekt og objekt.


Når man formulerer sig således, er det utroligt så stor en overensstemmelse, man finder mellem moderne filosofi, her eksemplificeret ved erkendelsesteori, og oldtidens filosofi. Genstandsområdet er forskelligt, men dilemmaet er det samme, og i begge tilfælde søger man et traditionelt teoretisk fundament. Hvorfor er der egentligt denne overensstemmelse? Ja, jeg er ikke i tvivl. Ligheden skyldtes ikke evt. ligheder mellem de to genstandsområder. Ligheden er tværtimod af logisk karakter. Når man opbygger en teori, som man traditionelt gør, så søger man jo netop et archimedisk punkt ofte imellem to yderligheder. Jeg tror ikke, de to yderligheder er det væsentlige. Det er det archimediske punkt, der her er det centrale, dvs. om det er et traditionelt archimedisk punkt, eller det ikke er. Men det er selvfølgelig svært at finde gode eksempler. Problemet er, at man traditionelt i filosofi har holdt sig til teorier med et klassisk teoretisk udgangspunkt, dvs. med et archimedisk punkt. Derfor passer ”Om mennesket” heller ikke ind i de traditionelle skemaer såsom empirisme, rationalisme osv.

Faktisk skal man til et helt andet felt for at finde teoribygninger, der minder om strukturen i "Om mennesket". Her tænker jeg på fysik, nemlig den gren af fysikken, der beskæftiger sig med atomernes verden, dvs. kvantemekanik, som vi derfor skal se lidt nærmere på i næste afsnit.



Kvantemekanik


Afslutningsvis skal vi se lidt nærmere på kvantemekanikken, som har mange fælles træk med tankegangen i "Om mennesket". En af pionererne var danskeren Niels Bohr, som i 1913 skrev tre meget berømte artikler om strukturen af atomet. Først i 1925-30 lykkedes det at opstille en matematisk formalisme, der siden har vist sig at være endog særdeles succesrig. Men interpretationen diskuterer man stadig. Denne diskussion vil jeg dog ikke berører her, men udelukkende henvise til Bohrs interpretation.

Når Bohr skal karakterisere kvantemekanik, tager han næsten altid udgangspunkt i det, han kalder klassisk fysik. Denne er karakteristisk ved, at de fysiske begreber opfattes som havende selvstændig fysisk realitet. En partikel er en partikel uafhængig af tid og sted. Ligeså f.eks. med elektromagnetiske bølger. Disse vil også besidde de egenskaber, som karakteriserer bølger, uafhængig af tid og sted. Dermed har de anvendte begreber ubegrænset anvendelse. Er et fysisk begreb en realitet til et tidspunkt, vil det også være det til et andet tidspunkt. De fysiske begreber opfattes derfor som noget uomgængeligt ved det, man beskriver.

I kvantemekanik er det helt anderledes. Her har de fysiske begreber kun begrænset anvendelse. Eksempelvis opfører en elektron sig ikke altid som en partikel. Under nogle omstændigheder kan den godt opføre sig som en bølge og under andre omstændigheder som en partikel. Begrebet partikel eller bølge kan således ikke have selvstændig fysisk realitet. Ifølge Bohr kan man heller ikke finde andre begreber, der kan siges at have selvstændig realitet hos eksempelvis elektronen. Man er henvist til udelukkende at beskrive, hvorledes elektronen opfører sig under forskellige omstændigheder. Begreberne partikel og bølge er altså komplementære, dvs. det er to begreber, der gensidigt udelukker hinanden, men som alligevel beskriver væsentlige sider af elektronen. At de to begreber udelukker hinanden vil sige, at noget ikke både kan være en partikel og en bølge. Det er umuligt. Alligevel er de begge nødvendige begreber for at beskrive, hvorledes elektronen opfører sig. Det er da underligt!

Lad os se på nogle forsøg, der illustrerer dette. I det første forsøg sendes elektroner mod en fluorescerende skærm. Se figur 1. For hver elektron, der rammer skærmen, vil man se en lysende plet. Man kan således pege på et sted på skærmen, hvor elektronen ramte. Altså et typisk partikelfænomen.


Fig.1 Elektroner mod en fluorescerende skærm


I det andet forsøg indsættes en skærm med en dobbeltspalte i elektronstrålen. På den fluorescerende skærm vil man nu se et mønster med tydelige maxima og minima. Der vil med andre ord aftegne sig et typisk interferensmønster, dvs. et mønster, der er typisk for bølgelæren. Se figur 2.


Fig.2 I elektronstrålen er der nu indsat en skærm med en dobbeltspalte.


I grunden ganske underligt. Det første forsøg kunne let forklares ved, at elektronen var en partikel. Problemet bliver så blot at forklare det andet forsøg. Nu kunne man selvfølgelig indvende, at interferensmønsteret i det andet forsøg skyldtes et kollektivt fænomen. Dette kan dog hurtigt afvises, for sender man en enkelt elektron ad gangen, vil samme mønster alligevel aftegne sig på skærmen efter et stykke tid, som illustreret i figur 3.


Fig.3 Her ses den fluorescerende skærm forfra, og der sendes kun en enkelt elektron af gangen.


Dette forsøg er ganske enkelt umuligt at forklare, hvis en elektron antages at være en partikel. For at få et interferensmønster skal der passere noget igennem begge spalter, og en partikel kan nu engang kun passere igennem en af de to spalter.

Ifølge Bohr er problemet, at vi opfatter de fysiske begreber, partikel og bølge, som selvstændige fysiske realiteter. I kvantemekanik er partikel og bølge kun fænomener, der optræder i forbindelse med en konkret forsøgsopstilling. I denne forbindelse som en partikel i det første forsøg og en bølge i det andet.

Dette minder om tankegangen i "Om mennesket", hvor man heller ikke går ud fra, at der findes nogle almene størrelser, der karakteriserer mennesket.



Måleinstrumentet


I kvantemekanikken har måleinstrumentets rolle altid været et stort diskussionsemne. I den klassiske fysik forsøger man med måleinstrumentet at afdække værdien af de fysiske størrelser, der indgår i fænomenet, såsom sted, masse og hastighed for en partikkel. I kvantemekanik stiller sagen sig helt anderledes, men lad os følge Bohrs tankegang.

Når Bohr præsenterer kvantemekanikken, henviser han ofte til Einsteins relativitetsteori. Han blev ligefrem inspireret af den, siger han selv. Einstein opstillede sin teori ved at medtage iagttagerens bevægelse. Derved kunne han opstille en generel teori. Konsekvensen er dog, at man ikke kan sige, om det er iagttageren, der bevæger sig i forhold til objektet eller omvendt. Derfor måtte man også opgive ideen om et absolut referencesystem. Lidt på samme måde i kvantemekanik. Her medtager man måleinstrumentet i sin beskrivelse. Derved kan man igen opstille en generel teori. Konsekvensen er dog, at man ikke klart kan skelne imellem objekt og måleinstrument.

Det minder til forveksling om tilgangen i "Om mennesket", hvor man betragter omstændighed og menneske under et. Mere konkret er udgangspunktet, at mennesket handler på baggrund af en ydre omstændighed og en indre omstændighed. Derved lykkedes det at opstille en generel teori om mennesket, men det indebærer, at man intet generelt kan sige om forholdet imellem objekt og en iagttager. Man må altså opgive en objektiv afdækning af mennesket. Den findes forøvrigt slet ikke. Der gemmer sig ikke en struktur bag de slør, som afdækkes i "Om mennesket", ligesom der ikke gemmer sig en klassisk fysik bag de kvantemekaniske fænomener.


Men lad os se lidt nærmere på, hvorfor man i kvantemekanik ikke klart kan skelne imellem objekt og måleinstrument. I den klassiske fysik er dette forhold ret enkelt. I kraft af, at de fysiske begreber opfattes som selvstændige fysiske realiteter, er disse uafhængige af tid og sted og dermed også af et eventuelt måleinstrument. En partikel er en partikel uafhængig af, om der måles på den og uafhængig af, hvilket måleinstrument, der benyttes.

Helt anderledes er det i kvantemekanik. En omstændighed kan netop være et måleinstrument. Det vil med andre ord sige, at det kan have indflydelse på, hvorledes eksperimentet skal beskrives. Her tænker man ikke kun på selve måleresultaterne, men også på beskrivelsen af forsøget, dvs. de begreber, man benytter i sin beskrivelse. Vi så det i eksemplet ovenfor. Ydermere vil jeg her gengive et eksempel, som Einstein ifølge Bohr ofte vendte tilbage til9. Man sender lys mod et semireflekterende spejl, dvs. et spejl, hvor en del af lyset reflekteres, og resten transmitteres. Se figur 4.


Fig.4 Fotoner mod et semireflekterende spejl efterfulgt af to spejle.


Ved hjælp af to spejle, S1 og S2 reflekteres lyset nu tilbage til det semireflekterende spejl. Derved opstår der interferens imellem det indkomne lys og det lys, der reflekteres fra S1 og S2. Sender man nu kun en enkelt foton ad gangen, vil dette intet ændre. I den forbindelse er det f.eks. relevant at spørge, hvor meget lys, der reflekteres, og hvor meget, der transmitteres. Oplagt er at forsøge at måle det. Umiddelbart er det meget enkelt. Man erstatter blot S1 og S2 med to lysmålere. Se figur 5.

Fig.5 Fotoner mod et semireflekterende spejl efterfulgt af to lysmålere.


Sender man nu en enkelt foton, vil kun den ene lysmåler registrere noget. Det er altså som om fotonen, vælger retning. Men dette er en helt anden måde at beskrive forsøget på, end i det første forsøg. Her var det som om, fotonen gik begge veje. I det første forsøg har vi altså et typisk bølgefænomen og i det andet forsøg et typisk partikelfænomen. Men derved illustrerer eksemplet også, at ændrer man på måleinstrumentet, ændrer man ikke alene, hvad der måles, men man ændrer også på hele den måde, eksperimentet kan beskrives på.

Noget tilsvarende har vi også set i ”Om mennesket”. Her kan en iagttager også have en altafgørende indflydelse på andres handlinger, som omtalt i kapitel 2 i afsnittet "Om at beskrive".


Her påtænker jeg så et afsnit om formalismen i kvantemekanikken, men det driller lidt. Vi går derfor straks videre til næste afsnit.



En kort formulering


Det har altid slået mig, hvor simpel formalismen til kvantemekanik kan formuleres. Det er lige så simpelt som en klassisk formulering, men kvantemekanikken bliver dog langt mere kompliceret, når man begynder at regne på konkrete eksempler. Det skyldes, at den benyttede matematik i kvantemekanik er langt mere kompliceret end matematikken i den klassiske fysik.

Det er faktisk lidt det samme, vi har set i ”Om mennesket”. Her kan det teoretiske grundlag også formuleres kort, som vi så det i kapitel 2. Heldigvis er der ingen avanceret matematisk formalisme, som man skal håndtere. Til gengæld er der disse handlingsbilleder, som ingen ved hvad er for en størrelse, så derfor skal der en hel bog til at udfolde tankegangen. Det kunne være rart med en lettere tilgængelig udgave, også selvom det er på bekostning af en stringent fremstilling.

Ideen fik jeg en dag, da vi i en studiekreds læste Platons dialog ”Parmenides”, som omhandler verdens enhed. Det inspirerede mig til at tegne konturerne af det modsatte, nemlig en verden præget af mangfoldighed. Her valgte jeg ”historier”, som det gennemgående begreb i modsætning til ”Om mennesket”, hvor handlingsbillede er det gennemgående begreb. Det er simpelthen en stor fordel, at alle har en rimelig klar ide om hvad en historie er. Desuden giver det faktisk også en udmærket ide om, hvad et handlingsbillede er for en størrelse, hvis man vel at bemærke lave lidt om på historiebegrebet, så det ikke kun omhandler de historier der fortælles, men også omhandler de historier der kan fortælles om de involverede. Den korte fremstilling fik derefter følgende ordlyd:


Mennesket er til historier. Vi er historier.


Det er vore historier, der ligger til grund for de fleste af vore tanker og handlinger.


Man er sjældent bevidst om sine egne historier. De er der bare.


Dermed er mennesket ikke en enhed, thi historier er ikke nødvendigvis indbyrdes konsistente. Men hver historie er konsistent med sig selv.


Kan man afdække sine historier? Ja, men det er ikke nemt.


Men vi er da rationelle væsener? Nej, vi er kun rationelle inden for en bestemt historie. Overordnet set handler og tænker mennesket ikke rationelt, men vi kan tilstræbe det, hvis vi vil. At tænke og handle rationelt er i sig selv en historie.



Kan man gå bag om disse historier og afdække deres ophav? Nej, det kan man ikke, men man kan afdække hver enkelt histories ophav.


Kan en historie være i overensstemmelse med verden? Ja, det kan den, men der er intet, der sikrer denne overensstemmelse.


Hvad med vore sanser? De må da være i overensstemmelse med verden? Nej, for det meste sanser vi det, som vore historier fortæller, vi kan sanse. Hør blot læreren i fysiklokalet: ”Her har I et tågekammer, og de hvide striber er spor efter alfa-partikler.” At observere er at fortælle historier.


Findes verden overhovedet? Det er et åbent spørgsmål.



Er vi gode til at fortælle historier? Nogen er bedre end andre, men generelt er vi gode til at fortælle historier.


Er vi gode til at finde på historier? Nogen er bedre end andre, men generelt er vi ikke så gode til at finde på historier. Det er derfor, vi går og fortæller de samme historier til hinanden.


Hvilke historier lytter vi til? Primært de historier, som vi selv synes er gode. Det er selvfølgelig ikke en bevist afgørelse.



Et godt råd må derfor være: Søg de sande historier, men husk at løgnen ofte går hånd i hånd med sandheden.



Altså en helt anden fremstilling end i ”Om mennesket”, men tankegangen er den samme. Nogen studser måske over ordet ”historier”. Jeg kunne såmænd lige så godt have benyttet ordet ”fortælling” eller ”narrativ”, for at bruge et angelsaksisk udtryk. Måske har jeg en lille præference for ”historier”. Det centrale i ”Om mennesket” er at vore handlinger optræder i blokke, og her finder jeg, at historie er en bedre betegnelse for en sådan handlingsblok end fortælling, fordi jeg opfatter en historie som noget mere etableret og velafgrænset end en fortælling.


1Ludwig Wittgenstein, Filosofiske Undersøgelser. Munksgaard, 2. Udgave, 1995, Bemærkning 23.

2Ludwig Wittgenstein, Filosofiske Undersøgelser. Munksgaard, 2. Udgave, 1995, Bemærkning 23.

3Ludwig Wittgenstein, Om vished, Philosophia, 1. Udgave, 1989, Bemærkning 559.

4Ludwig Wittgenstein, Filosofiske Undersøgelser. Munksgaard, 2. Udgave, 1995, Bemærkning 329.

5Ludwig Wittgenstein, Filosofiske Undersøgelser. Munksgaard, 2. Udgave, 1995, Bemærkning 18.

6Ludwig Wittgenstein, Om vished, Philosophia, 1. Udgave, 1989.

7Ludwig Wittgenstein, Om vished, Philosophia, 1. Udgave, 1989, Bemærkning 121.

8Peter C. Kjærgaard, Wittgenstein og videnskaberne. Modtryk 2004, side 14.

9Niels Bohr, Atomfysik og menneskelig erkendelse, Schultz 1957, side 65.