3. Sammensætning af handlingsbilleder



I afslutningen af forrige kapitel nævnte jeg et par indvendinger mod denne teori. Her vil jeg nævne endnu en. Mit udgangspunkt er som bekendt, at den enkelte har et antal handlingsbilleder, som ligger til grund for sansning og handling. Men hvordan kan man egentlig reagere på alle de situationer, man kommer i, når disse handlingsbilleder i princippet er uafhængige af hinanden? Der er selvfølgelig mange situationer, der minder om hinanden, men der er også variationer. Mange af disse variationer er man faktisk også i stand til at reagere rimeligt hensigtsmæssigt på. Har man eksempelvis to bekendte, som man kender fra hver sin sammenhæng, kan man godt møde dem samtidig uden helt at blive handlingslammet. Lignende situationer løser man normalt også uden de store problemer. Man indretter sig efter situationen. Det virker blot lidt underligt, at man kan udvise en sådan fleksibilitet, når der kun er et begrænset antal handlingsbilleder til rådighed, og da de i princippet intet har til fælles.

Et oplagt svar kunne være, at der var et handlingsbillede til alle de situationer, man kommer i. Problemet er blot, hvor alle disse handlingsbilleder skulle komme fra. Måske dannes de lige i øjeblikket. Selv om dette er en mulighed, synes jeg ikke, den er tilfredsstillende. Primært fordi det ikke ville være i overensstemmelse med, at handlingsbilleder ofte afspejler handlemønstre, som gentages igen og igen. Hvis det var så let at danne nye handlingsbilleder, var der nemlig ingen grund til at gentage de samme handlemønstre igen og igen.

Selv om man vitterligt havde et handlingsbillede til enhver situation, mener jeg også, at det ville give problemer. For det første ville det kræve et utal af handlingsbilleder, fordi man kommer i så mange forskellige situationer. For det andet ville der blive problemer med at få fundet de rette handlingsbilleder frem, og det ville sandsynligvis tage forholdsvis lang tid. Langt mere effektivt ville det være, hvis der var noget, der kunne genbruges. Noget, der ligesom kunne være mere grundlæggende end andet. Alt andet ville være for ressourcekrævende og for ineffektivt.

Derfor tror jeg ikke svaret på ovenstående er så simpelt, som at man har et handlingsbillede til hver situation. Jeg må ganske enkelt give disse handlingsbilleder mere teoretisk indhold for at kunne svare på en indvending som ovenstående. Kort fortalt vil jeg fastholde mit udgangspunkt, men det skal blot modificeres lidt. At det så samtidig viser sig, at jeg derved kan forklare mange andre interessante fænomener, mener jeg også er et godt argument for at gå andre veje.



Handlingstræ


Jeg vil først se lidt nærmere på et konkret eksempel, nemlig en ung mand og hvorledes han handler, når han er sammen med hver enkelt af fem venner. Dette har jeg skitseret i figur 2. Der er dog nogle træk, der er fælles for de mandlige venner. Det samme er tilfældet for de kvindelige venner. Ydermere er der træk, som genfindes for både de mandlige og de kvindelige venner. Det skal pointeres, at det er helt individuelle træk. For en anden person med de samme fem venner kunne det principielt være helt andre træk.



Fig.2 Udsnit af et handlingstræ


Som illustreret i figur 2, er der altså træk, der går igen i en række forskellige situationer. Min påstand er nu, at noget lignende også genfindes i andre tilfælde. Hvis der opstår en ny situation, kan man på nogle punkter godt ændre handlemønstre, men det er sjældent, at man fuldstændigt ændrer handlemønster. Der vil som regel være noget, der går igen. Spørgsmålet er nu, hvorledes dette kan udmøntes rent teoretisk?

Min ide til at komme videre er at konstruere et såkaldt handlingstræ. Et handlingstræ er simpelthen opbygget som figur 2. Denne figur forestiller et handlingstræ eller rettere dele af et handlingstræ. I hver gren har jeg skrevet, hvad der er karakteristisk for den pågældende gren. I en bestemt situation, f.eks. når han er sammen med Anne, vil jeg sige, at der er flere handlingsbilleder aktive, nemlig det, der hører til Anne, det, der hører til de kvindelige venner og det, der hører til vennerne. På den måde er der ikke et men flere handlingsbilleder, der er aktive på en gang. Hver gren repræsenterer så at sige et handlingsbillede. Dermed er hver gren en yderligere præcisering af det totale handlingsbillede. Det skal dog pointeres, at denne sammensætning ikke er vilkårlig eller rettere ikke er fleksibel. Tværtimod er det sådan, at de samme sammensætninger forekommer igen og igen. Den unge mand fra figur 2 begynder f.eks. ikke pludselig at behandle sine kvindelige venner som sine mandlige venner.


Et sådant handlingstræ kan illustrere mange interessante fænomener. Først vil jeg dog introducere to nye begreber, nemlig konkrete og grundlæggende handlingsbilleder. Konkrete handlingsbilleder er de handlingsbilleder, der sidder i toppen af træet, dvs. blade og kviste. Dem er der mange af, og de er alle hæftet på andre handlingsbilleder. Grundlæggende handlingsbilleder er der færre af, og billedligt talt svarer disse grundlæggende handlingsbilleder til de bærende grene og stammen.

Set på baggrund af et handlingstræ er det således oplagt, hvorfor man ikke almindeligvis oplever de store ændringer i handlemønstre hos mennesker i deres dagligdag. Det skyldes ganske enkelt, at det stort set er de samme grundlæggende handlingsbilleder, som er aktive hele tiden. Derfor bliver det også oplagt, hvorfor man kan tale om en personlighed. Denne må nemlig være et udtryk for personens grundlæggende handlingsbilleder. Her er det vigtigt at bemærke sig, at dette svar også giver mulighed for afvigelser fra det dagligdags mønster. Det er ikke usædvanligt, at mennesker fuldstændigt ændrer handlemønster, hvis de opleves i andre situationer, end de vante. På Balkan kan man i disse år opleve, at nogle den ene dag kan være fredelige familiefædre og næste dag være involveret i etnisk udrensning af tidligere naboer. Der er selvfølgelig blot tale om to forskellige situationer, hvor der er forskellige grundlæggende handlingsbilleder, der er aktive. Dette giver sig så udslag i disse to meget forskellige handlemåder.

Men hvor splittet en personlighed kan man egentlig have? Principielt er der intet, der hindrer, at et handlingstræ mere har karakter af en busk end et træ med en stamme. Spørgsmålet er, om det også i praksis er muligt med en så splittet personlighed. Først vil jeg dog slå fast, at det ikke er så let at afgøre, om en persons handlingstræ har en eller flere stammer. Dette sidste udelukker nemlig ikke, at disse har mange mere konkrete handlingsbilleder tilfælles. På baggrund af en overfladisk betragtning kan en sådan person derfor godt virke som en person med kun en personlighed. Det kan således være svært i et konkret tilfælde at afgøre, hvor splittet en person er.

Psykoanalysen leverer ellers en række fortræffelige eksempler på mennesker, der nærmest er splittet i to personligheder. Et eksempel er Anna O, som var en af Freuds tidlige patienter. Den normale Anna var en venlig pige, men i den anden tilstand var hun uregerlig og ondskabsfuld mod sine omgivelser, nærmest som en anden Doktor Jekyll og Mr. Hyde. Nøjagtigt som i romanen var det i tilfældet Anna O som om, det var to forskellige personer, f.eks. havde den normale Anna O intet kendskab til den anden Anna og omvendt. Desuden talte hun i den anden tilstand indtil flere sprog flydende, sprog, som hun ikke beherskede, når hun var den normale Anna. Alligevel ved jeg ikke, hvor godt et eksempel det er til at belyse ovenstående problematik. Eksemplet kunne selvfølgelig forklares ved, at der så at sige var to stammer i handlingstræet, men der er også andre mulige forklaringer. Det kunne f.eks. have noget at gøre med, hvordan de enkelte handlingsbilleder aktiveres. Dette kan handlingstræet dog ikke fortælle os så meget om. Det giver kun et billede af, hvilke handlingsbilleder der normalt sammensættes. Derfor mener jeg ikke eksemplet med Anna O nødvendigvis afklarer ovenstående spørgsmål. Det må altså stå som et åbent spørgsmål, om man har et enkelt grundlæggende handlingsbillede eller ej. Handlingstræet udelukker hverken det ene eller det andet.


Også andre fænomener kan illustreres med et sådant handlingstræ. De konkrete handlingsbilleder er der mange af. De skifter ofte imellem at være aktive og passive, der er mange, der minder om hinanden, og endelig har mange de samme grundlæggende handlingsbilleder. De er med andre ord meget fleksible. Helt anderledes er det med de grundlæggende handlingsbilleder. Dem er der langt færre af. De skifter ikke så ofte imellem at være aktive og passive, og de situationer, hvor de er aktive, er mere forskellige. Derfor kan man godt have en fornemmelse af at have mange muligheder og ingen begrænsninger i situationer, hvor der kræves ændringer blandt de konkrete handlingsbilleder. Dette mener jeg giver en forklaring på, hvorfor man er så god til at klare de små variationer, der forekommer i hverdagen, hvilket netop var mit mål, som omtalt i indledningen til dette kapitel.

Kræves der derimod ændringer blandt de grundlæggende handlingsbilleder, møder man helt andre grænser. Kuhn2 giver et udmærket eksempel på, hvor svært eller rettere sagt umuligt det kan være for forskere at skifte nogle grundlæggende forskningstraditioner ud med andre traditioner. Kuhns pointe er, at videnskabelig udvikling ikke er en langsom akkumulerende proces, men derimod en udvikling, der kommer i spring, nærmest som revolutioner. Det er dog ikke alle forskere, der er med i disse revolutioner. Ofte er det ganske unge forskere, der starter disse revolutioner, som så støttes af andre unge forskere. De gamle teorier uddør dog ikke sådan lige med et. Faktisk er det sådan, at de ældre teorier først uddør med de ældre forskere, der voksede op med disse teorier.

Noget lignende kender vi også fra hverdagen. Mennesker ændrer ikke personlighed fra dag til dag. Faktisk har mange den samme personlighed hele livet igennem.

At det er svært grundlæggende at ændre sig kan godt give nogle problemer. Dette ses f.eks. af vore dages arbejdsmarked. Her er nogle af tidens nøgleord omskiftelighed og fleksibilitet. Det er de måske blevet, fordi vi lever i et samfund, der er inde i en rivende udvikling. Derfor stilles der også store krav om at kunne omstille sig, hvilket åbenbart er lettere sagt end gjort.

Men i hvor høj grad er man egentligt i stand til at omstille sig? Eller for at spørge med lidt andre ord: Hvor frit er mennesket i grunden? Er menneskets handlinger determineret af egne handlingsbilleder eller hvad? Svaret må blive et både og. Er det handlemønstre, hvor der kun kræves ændringer blandt de konkrete handlingsbilleder, kan man altså godt have en oplevelse af mange muligheder og dermed en oplevelse af en stor grad af frihed. Er det derimod handlemønstre, hvor der kræves ændringer blandt de grundlæggende handlingsbilleder, bliver situationen en helt anden. Mulighederne er få, og som følge deraf vil disse få handlingsbilleder meget let komme til at virke begrænsende eller måske ligefrem styrende. I grelle tilfælde kan man ligefrem tale om determinisme forstået på den måde, at personens handlinger på forhånd er determineret af egne grundlæggende handlingsbilleder. Et eksempel kunne være afhængighed af alkohol eller af narkotiske stoffer. I sådanne tilfælde kan det være noget illusorisk at tale om frihed. En bedre betegnelse var måske sygdom, fordi det i de fleste tilfælde kræver professionel hjælp at komme ud af dette misbrug.



Handlingspyramiden


En anden måde at fremstille nogle af de samme fænomener på er med en handlingspyramide. Denne fremkommer ved, at man afbilder alle handlingsbillederne som en kasse. De konkrete handlingsbilleder placeres øverst, og de grundlæggende placeres nederst. I en given situation afbildes de handlingsbilleder, der er aktive, som en pyramide, hvor de konkrete handlingsbilleder afbildes øverst og de grundlæggende nederst. Det vil med andre ord sige, at bredden af pyramiden ved et givet handlingsbillede er et udtryk for, hvor grundlæggende det pågældende handlingsbillede er. I en anden situation er det måske andre handlingsbilleder, der er aktive. Dermed bliver indholdet i handlingspyramiden også et andet.


Fig.3 Handlingspyramide. Øverst er de konkrete handlingsbilleder, og nederst er de grundlæggende handlingsbilleder afbildet.


Umiddelbart minder dette meget om handlingstræet. Der er dog forskelle. Eksempelvis fremgår det af handlingstræet, hvorledes de enkelte handlingsbilleder sammensættes. For handlings- pyramiden forestiller jeg mig ikke, at der er sådanne på forhånd givne sammensætninger. Derimod tilpasser handlingspyramiden sig den konkrete situation, man er i, vha. de forhåndenværende “byggeklodser” i form af handlingsbilleder. På den måde bliver handlingspyramiden en mere fleksibel konstruktion end handlingstræet, fordi der ingen på forhånd givne sammensætninger er. Eksempelvis er et konkret handlingsbillede ikke fast tilknyttet et andet mere grundlæggende handlingsbillede, som det er tilfældet i handlingstræet. På dette punkt virker handlingstræet lidt underligt i og med, at mange af de konkrete handlingsbilleder er aktive i meget forskelligartede situationer. Eksempelvis anvender man de samme bevægelser, sproglige vendinger og udtryk i mange forskellige situationer. Skulle man beskrive dette med et handlingstræ, ville det kræve, at det handlingsbillede, der lå bag det pågældende handlemønster, stort set var repræsenteret på alle træets grene. Det virker i mine øjne lidt voldsomt. I handlingspyramiden forklares dette simpelthen ved, at det pågældende handlingsbillede bliver aktiveret i de pågældende situationer. Her er det altså det samme handlingsbillede, der aktiveres igen og igen. I handlingstræet derimod skulle der i princippet være et til hvert mere grundlæggende handlingsbillede. Da der i forvejen er temmelig mange konkrete handlingsbilleder, må det være en meget tæt krone på et sådant handlingstræ. Principielt skulle der heller ikke være noget i vejen for det. Eksempelvis kunne man forestille sig, at alle disse ens handlingsbilleder var dannet ved, at der et sted dannes et handlingsbillede, som så breder sig over hele træet. Alligevel virker det nu lidt overvældende med alle disse ens handlingsbilleder. Det er i hvert fald ikke særligt økonomisk. Desuden virker det lidt underligt, at de på længere sigt kan vedblive med at være ens. De er trods alt placeret forskellige steder under forskellige omstændigheder.

Til gengæld er der andre fænomener, der taler til fordel for handlingstræet. Faktisk er det ikke altid helt uproblematisk at benytte et givet handlemønster i en anden situation. Det er ligesom noget, man skal opdage, nærmest som en aha-oplevelse. En sådan aha-oplevelse bliver selvfølgelig mere udtalt jo mere grundlæggende, de involverede handlingsbilleder er. Det er dog svært at forklare en sådan aha-oplevelse med handlingspyramiden. Ifølge den har man en given mængde handlingsbilleder, som tilpasser sig den konkrete situation. Altså er en bestemt sammensætning uafhængig af, om disse handlingsbilleder før har været aktive sammen. Der er med andre ord ingen mekanisme, der så at sige husker de benyttede sammensætninger.



Sammensætning med forbindelser


En helt tredje mulighed er, at de enkelte handlingsbilleder har etableret en forbindelse til de andre handlingsbilleder, som de har været aktive sammen med. Selve etableringen af forbindelsen kan så forklare denne aha-oplevelse, og de allerede etablerede forbindelser kan forklare den uproblematiske sammensætning af handlingsbilleder, man ser i de fleste situationer. Derved kan man få relativt få handlingsbilleder kombineret på relativt mange måder. På den måde opnår man altså også handlingspyramidens fleksibilitet.

Dette er alt sammen ganske udmærket, men bliver det ikke på bekostning af hastighed og præcision, f.eks. i forhold til handlingstræet? Det må alt andet lige være sådan, at flere kombinationsmuligheder også betyder, at det tager længere tid at finde frem til en konkret kombination. Fleksibiliteten kan på den måde hurtigt blive en ulempe, hvis det er på bekostning af den hastighed, hvormed man kan handle.

Der er dog også mekanismer, der modvirker dette. F.eks. er der en tendens til, at en forbindelse er lettere at aktivere, hvis den lige har været aktiv. Har man f.eks. lige været vred, sur eller lignende, bliver man det lettere igen end normalt. Men også i lidt større perspektiv ses noget lignende. Et eksempel er en dag at gøre noget, man normalt ikke gør, som f.eks. at stjæle noget mad i et supermarked, fordi man er i pengenød. Næste gang man kommer i pengenød, er det langt lettere igen at få denne ide. Benytter man sig af denne mulighed flere gange, bliver det nemmere og nemmere både at få ideen og at udføre den. Passer man ikke på, kan det let gå hen og blive en vane, dvs. noget man bare gør uden nærmere at tænke over det.

Et andet eksempel er at begynde at færdes i kredse med tendenser til småkriminalitet. Derved aktiverer man også en række forbindelser, som man normalt ikke benytter. På længere sigt betyder dette, at disse forbindelser lettere og lettere aktiveres, så man lidt efter lidt ændrer handlemønster. Man bliver med andre ord mere tilbøjelig til småkriminalitet. Der er dog også andre ting, der understøtter en sådan proces. Som vi senere skal se, danner man også mange nye handlingsbilleder, når man kommer i en række nye situationer. Dette vil selvfølgelig også understøtte en sådan forandringsproces.

Omvendt må det også være sådan, at en forbindelse har sværere ved at blive aktiveret, hvis den ikke aktiveres så tit. Holder man f.eks. op med at ryge, er det i starten voldsomt svært, fordi man hele tiden får lyst til at ryge. Hvis man dog konsekvent undlader at ryge, vil de handlingsbilleder, der tilsiger en at ryge, aktiveres mindre og mindre. Selv mærker man det ved, at trangen til at ryge bliver mindre og mindre. Noget tilsvarende må også gælde andre lignende tilbøjeligheder som f.eks. alkoholisme, narkomani, bide negle, være forelsket osv.

Begge dele giver tilsammen en selvforstærkende virkning på de forbindelser, der ofte benyttes. Dette har den fordel, at i hverdagssituationer bliver man relativ hurtig til at handle. Ulempen er dog, at man ikke handler så hurtigt i lidt mere specielle situationer, fordi disse situationer stiller krav om nogle forbindelser, som ikke aktiveres så tit.

Disse overvejelser fortæller noget om sammenhængen mellem handlingstræet og disse forbindelser. Handlingstræet må simpelthen være en tegning af de mest benyttede forbindelser. Men dermed melder næste spørgsmål sig: Hvorfor kan man netop tegne de mest benyttede forbindelser som et træ? Dette kræver en præcis definition af, hvad et handlingstræ egentligt er.

Først vil jeg pege på noget meget karakteristisk for et træ, nemlig at grene altid forgrener sig. Derimod samles flere grene aldrig i en gren. På samme måde vil jeg sige, at et handlingstræ er karakteristisk ved, at forbindelser altid forgrener sig. Forbindelser, som skitseret i figur 4, forekommer altså ikke i et handlingstræ. Det vil med andre ord sige, at et handlingsbillede kun kan aktiveres af et andet handlingsbillede.



Fig.4 Eksempel på forbindelser, der ikke findes i et handlingstræ.


Men tilbage til spørgsmålet om, hvorfor de mest benyttede forbindelser netop kan tegnes som et træ. Jeg mener, at det sandsynligvis har noget med effektivitet at gøre. Det er simpelthen for ineffektivt, hvis et handlingsbillede kan aktiveres af flere handlingsbilleder. Hvorfor det?



Fig.5a Handlingstræ


Hvis man som eksempel forestiller sig et handlingstræ som skitseret i figur 5a, ser vi, der i alt er femten måder at handle på. Laves der yderligere en forbindelse fra højre gren til venstre gren, ser vi der nu bliver yderligere ni måder at handle på, dvs. i alt fireogtyve måder og det blot pga. en enkelt forbindelse. Se figur 5b. Det er klart, at dette ikke virker fremmende for hastigheden og dermed for effektiviteten, men selvfølgelig får man en større grad af fleksibilitet.



Fig.5b Handlingstræ med yderligere en forbindelse.


Af eksemplet ser vi også en anden interessant ting. Hvis det er konkrete handlingsbilleder, der forbindes, giver det færre yderligere muligheder, end hvis grundlæggende handlingsbilleder forbindes. Det vil med andre ord sige, at ekstra forbindelser ikke er så “dyre” imellem konkrete handlingsbilleder, som imellem grundlæggende. Dette er heldigt nok, fordi det netop er blandt de konkrete handlingsbilleder, man har brug for stor fleksibilitet, fordi det er på det konkrete plan, der ofte forekommer variation.


Nu vil jeg vende tilbage til et spørgsmål, som jeg hidtil har udskudt, nemlig spørgsmålet om, hvorledes disse handlingsbilleder ændrer sig. Her må man huske på, at der sjældent forekommer store ændringer på kort tid. Som regel forløber ændringer over længere tid, i hvert fald hvis det er mere grundlæggende ændringer. Det er dette, der er baggrunden for, at jeg indtil videre har kunnet undlade at tale om disse ændringer. Det har jeg heller ikke haft mulighed for, men med ovenstående betragtninger kan vi få en ide om, hvad det er, der foregår. Målet må selvfølgelig være at få så hurtige og så effektive handlingsbilleder som muligt. Det vil med andre ord sige at få handlingsbillederne tilpasset, så de så vidt muligt er forbundet som et handlingstræ.

Handlingstræet er altså mere end en grov skitse. Det er simpelthen noget, der tilstræbes. Se kapitel 7. Den mekanismen, der ligger bag, må have noget at gøre med, hvorledes handlingsbilleder ændres. Derfor vil jeg nu og i de følgende kapitler så småt til at tage hul på dette emne. Først må jeg dog yderligere præcisere mit begreb om handlingsbilleder, men inden jeg gør det, kan jeg allerede nu illustrere, hvordan typiske forandringer forløber. Dette åbner sammensætning med forbindelser nemlig op for, selv om jeg ikke endnu kan forklare, hvorfor disse forandringer sker.

Jeg vil igen tage udgangspunkt i eksemplet fra figur 2, nemlig en ung mand som er lidt genert over for kvinder. Til at begynde med skal man forestille sig, at et udsnit af hans handlingsbilleder ser ud som i figur 6. Dette kan f.eks. ændres ved, at han får et mere afslappet forhold til en af kvinderne, f.eks. Anne. Måske fordi hun er den af kvinderne, der virker mest naturligt på ham. Derved kan han udvikle et handlemønster over for Anne, der adskiller sig fra hans handlemønster over for de andre kvinder. Dette kan dog have den effekt, at det løsner op for forholdet til de andre, så han først over for Maren, så Lise og siden over for de andre kvinder bliver mere afslappet.




Fig.6 Eksempel på ændring af et grundlæggende handlingsbillede.


På den måde får man faktisk stille og roligt ændret et grundlæggende handlingsbillede, i dette tilfælde hvordan denne person er over for kvinder. Ofte forløber sådanne ændringer så langsomt, at man ikke selv er opmærksom på disse ændringer. Møder man derimod en person, man ikke har set i lang tid, kan det være meget iøjnefaldende.

Det interessante ved ovenstående er faktisk, at det ikke er selve det oprindelige grundlæggende handlingsbillede, der ændres. Der skabes et nyt, som stille og roligt overtager den plads, det gamle handlingsbillede havde. Derimod er det gamle handlingsbillede ikke aktivt i de samme situationer som tidligere. Hvis situationen er til det, kan det gamle altså godt aktiveres igen. Et eksempel, der illustrerer dette meget godt, fandt jeg i en avisartikel om rygning her for nylig.


En medarbejder på Den røgfri Linie havde været røgfri i fire et halvt år, da han skulle istandsætte sin nye lejlighed. Efter at have malet loftet og var trådt ned af stigen, rakte han uvilkårligt op i brystlommen for at tage en cigaret. Ikke fordi hans abstinenser varede fire et halvt år, men fordi han faktisk var storryger sidst, han malede loft. Derfor mente underbevidstheden, at det også måtte passe naturligt med en cigaret nu.3


Artiklen konkluderer på baggrund heraf, at når man vil holde op med at ryge, er det vigtigt at møde alle situationer, hvor man plejer at ryge og så bryde vanen. Ryger man f.eks. efter aftensmaden, er det vigtigt, man finder på noget at foretage sig der som f.eks. at tage et bad.


Der er dog et lille problem i ovenstående beskrivelse af en ændring. Som de fleste sikkert vil kunne forestille sig, forløber en sådan ikke stille og roligt fremad. Der er mere tale om ændringer i små spring med hyppige tilbagefald. Det vil med andre ord sige, at i mange tilfælde vil der være mere end en forbindelse til nogle af handlingsbillederne. Men ifølge definitionen af et handlingstræ, kan der kun være en forbindelse til hvert handlingsbillede. Derfor kan handlingstræet i princippet kun skitsere en udvikling, der sker i spring som illustreret i figur 7.

Sammensætning med forbindelser kan altså give et langt mere detaljeret billede af en sådan ændring, specielt af disse frem- og tilbageskridt, men burde de ikke kunne forklares? Jo, men det har sandsynligvis noget at gøre med, hvorledes de enkelte handlingsbilleder aktiveres, og dette emne har jeg slet ikke debatteret endnu. Indtil videre har jeg blot indskrænket mig til situationer, hvor nogle handlingsbilleder er aktive og resten er passive. Jeg har dog flere gange antydet vejen frem ved at sige, at et handlingsbillede er aktivt i nogle bestemte situationer som f.eks. i ovenstående eksempel med rygning. Det er denne formulering, jeg simpelthen vil tage udgangspunkt i ved at sige, at det er situationen, der aktiverer forbindelsen til handlingsbilledet og dermed aktiverer handlingsbilledet. Eller for at sige det mere præcist, så aktiveres et handlingsbillede af et bestemt handle- mønster. Dette handlingsmønster er noget karakteristisk for situationen. Det skal her understreges, at et sådant handlemønster ikke er noget umiddelbart tilgængeligt, ligesom indholdet i et handlingsbilledet heller ikke er det. Begge dele kan man kun få indsigt i indirekte, dvs. ved at betragte, hvorledes man selv handler i forskellige situationer.

Dermed mener jeg mig i stand til at forklare disse hyppige tilbagefald. Det, der sker, når man får dannet en ny forbindelse, er, at der nu er to mulige forbindelser - nemlig den nye og den gamle. Disse vil selvfølgelig ikke aktiveres af helt de samme situationer. Derved vil man få begge muligheder repræsenteret, i hvert fald en overgang, indtil den ene forbindelse evt. vil overtage.

Der er dog også et andet krav, som i de fleste tilfælde skal være opfyldt for at et handlingsbillede kan aktiveres, nemlig at et af de handlingsbilleder, der har forbindelser til det pågældende handlingsbillede, også er aktivt. Baggrunden er, at handlings- billeder ikke aktiveres sådan helt tilfældigt, men for det meste følger de allerede etablerede forbindelser, dvs. fra grundlæggende til mere konkrete handlingsbilleder.

Det vil med andre ord sige, at bliver et andet grundlæggende handlingsbillede aktivt, bliver der sikkert også aktiveret andre mere konkrete handlingsbilleder. Selvfølgelig afhænger det helt af de etablerede forbindelser i det pågældende tilfælde, som illustreret i figur 7. Begge figurer viser forbindelserne fra to grundlæggende handlingsbilleder. I figur 7a har de to grundlæggende handlingsbilleder forbindelse til forskellige konkrete handlingsbilleder, og i figur 7b er det lige omvendt. I dette sidste tilfælde kan det andet grundlæggende handlingsbillede derfor godt blive aktivt, uden at de konkrete handlingsbilleder ændres.





Fig.7a Forskellige grundlæggende handlingsbilleder med forskellige konkrete handlingsbilleder.


Fig.7b Forskellige grundlæggende handlingsbilleder med samme konkrete handlingsbilleder.

Eksempler på sådanne situationer er ikke så usædvanlige. Når der er fest i gaden, og man hilser pænt og høfligt på dem alle, også den nabo, man overhovedet ikke kan med, er det et eksempel som illustreret i figur 7b.

Eksempler som i figur 7a er nu heller ikke så usædvanlige. Specielt hvis det er et grundlæggende handlingsbillede, der skifter, kan det betyde drastiske ændringer. I helt grelle tilfælde kan den pågældende helt ændre personlighed. Det kan være chefen, som over for sine medarbejdere er på en måde, og når han vender hjem til familien, er han på en helt anden måde. Igen et fundamentalt skift, hvor der ikke nødvendigvis er ret meget, der går igen. Hans medarbejdere vil sikkert have meget svært ved at genkende chefen som familiefar.

Et andet eksempel er at vokse op et sted med en udpræget dialekt og senere flytte til et sted med en anden dialekt, f.eks. en storby. Denne omstilling har jeg set klaret på to måder. Enten lærer man begge dialekter, eller også ændrer man langsomt den oprindelige dialekt. I det første tilfælde er det som om, man behersker to sprog. Taler man f.eks. med nogen fra den gamle egn, taler man den gamle dialekt, og i byen taler man den nye. Man blander ikke de to dialekter. Man kan f.eks. ikke sige en sætning, hvor de to dialekter blandes - i hvert fald ikke uden besvær. Det er som om man har to sprogstammer eller to grundlæggende handlingsbilleder, et for hver dialekt. Helt anderledes er det i det andet tilfælde. Her er det den oprindelige dialekt, man gradvist ændrer, nogle selvfølgelig hurtigere end andre. Selv om man på den måde får aflagt den gamle dialekt, kan der godt bevares brudstykker af den, f.eks. i udtalen af bestemte ord.

At konkrete handlingsbilleder på den måde er underlagt de grundlæggende handlingsbilleder kan give sig udslag i nogle temmeligt barokke situationer. Et sådant tilfælde var jeg selv ude for engang, jeg ville koble min shadow memory fra i min computer. Jeg arbejdede og arbejdede på sagen, men lige lidt hjalp det. Jeg forstod det simpelthen ikke, for jeg havde da før kunnet koble shadow memory fra. Langt om længe fik jeg det indfald, at det måske skyldtes, jeg nu havde installeret 5Mb RAM i modsætning til før, hvor jeg kun havde 1Mb installeret. Da jeg studerede manualen igen, stod der ganske rigtigt, at det kun var muligt at slå shadow memory fra, når man havde 1Mb RAM. Irriterende. Jeg havde endda læst denne passage mange gange før, men først på dette sene tidspunkt gik det op for mig, hvad der egentligt stod. En lille sjov, men også tidsrøvende historie. Indholdet i et grundlæggende handlingsbillede hos mig var, at man altid kan slå shadow memory fra. Derfor måtte jeg alle andre muligheder igennem, inden sagens rette sammenhæng gik op for mig.


Nu har jeg fået præciseret, hvorledes et handlingsbillede aktiveres. Spørgsmålet er nu, hvorledes det bliver passivt igen? Oplagt var det at sige, at det bliver passivt igen, når det handlemønster, der aktiverede handlingsbilledet, ikke mere er til stede. Dette vil dog ikke forklare den inerti, man ofte ser. Med inerti mener jeg, at når et handlingsbillede først er aktiveret, har det en tendens til fortsat at være aktivt, også selv om situationen ændres. Er man f.eks. blevet vred, kan det være svært at lægge fra sig. Derved kan det også går ud over andre end dem, der i første omgang var involveret.

Sådanne eksempler tyder på, at handlingsbilleder ligesom er selvkørende, når først de er aktiveret. Der må med andre ord være et eller andet, der tvinger dem til at blive passive igen. Spørgsmålet er, hvad det kan være? Det mest oplagte er, at det er af et andet handlingsbillede. Det ses bl.a. af de meget bratte afbrydelser af handlemønstre, som man ofte kan komme ud for. Et eksempel er at gå på gaden, og en anden pludselig snupper ens hue bagfra. I en sådan situation tror jeg, at de fleste vil vende sig om for at brokke sig. Dette afbryder man dog brat, hvis den anden er stor og truende. Lidt det samme kan man komme ud for, hvis man står nogle stykker og taler om en anden person. Hvis vedkommende pludselig viser sig, kan det også få enhver tale til at forstumme.