4. Handlingsbehov


Selv om man i princippet intet kan sige om de ændringer, der evt. indtræffer, er det alligevel muligt i mange tilfælde at sige noget. Eksempelvis har jeg flere gange omtalt, at ændringer ofte sker ved en form for genbrug, hvor et allerede etableret handlingsbillede benyttes i en ny situation. På samme måde mener jeg også, at man ofte kan forklare, hvorfor der sker ændringer, selvom jeg hidtil har omtalt ændringer som noget, der bare skete. Jeg mener nemlig, at der er situationer, hvor det er mere sandsynligt, at der sker ændringer end i andre situationer. Dette er situationer, hvor der opstår et handlingsbehov. En anden måde at formulere det samme på er, at handlingsbillederne bliver mere åbne for ændringer i situationer, hvor der opstår et handlingsbehov.

En sådan sammenhæng imellem handlingsbehov og ændringer finder jeg ret oplagt. Der opstår nemlig et handlingsbehov, når der aktiveres mere end et handlingsbillede, dvs. når der opstår problemer for handlingsbillederne. Dette er selvfølgelig ikke særlig hensigtsmæssigt, og hvad er så mere naturligt end at forsøge en ændring, simpelthen for fremover evt. at undgå lignende problemer.

Dermed ser jeg mig altså i stand til at forklare baggrunden for mange ændringer. I forrige kapitel havde jeg et eksempel med en ung mand, som ændrede sig fra at være genert til at være mere ligefrem. Denne udvikling forsøgte jeg at illustrere i figur 6. Jeg forklarede dog ikke, hvorfor denne ændring skete, men det mener jeg mig i stand til nu. Da han først er blevet mere ligefrem over for den ene, genbruges det nu dannede handlingsbillede også til de andre kvinder. Forklaringen er, at der opstår nogenlunde det samme handlingsbehov, når han er sammen med disse kvinder. Det løses så hver gang på samme måde, nemlig ved at genbruge et allerede dannet handlingsbillede, fordi det er svært at skabe nyt.

Det er med andre ord den første ændring, der viser vej. I modsætning til de efterfølgende ændringer, mener jeg, at denne første ændring mere har karakter af en tilfældighed. Her kan man virkelig tale om, at mit udgangspunkt kommer til sin ret. En helt anden mulighed havde eksempelvis været, at han fandt ud af, at det hjalp at indtage alkohol. Derved kunne han nemt ende med altid at indtage alkohol, når han skulle ”ud”.


Men lad os se lidt nærmere på handlingsbehov. Tidligere definerede jeg, at der opstod et handlingsbehov, når der i samme situation blev aktiveret to eller flere handlingsbilleder. Dengang forklarede jeg dog ikke, hvorledes dette kunne ske, men det har jeg mulighed for nu, da jeg har fået afklaret, hvad der aktiverer et handlingsbillede. Forklaringen må være, at den pågældende situation netop formår at aktivere disse handlingsbilleder. Her skal det lige pointeres, at de ikke kan være aktiveret af hinanden, da der ellers ville opstå et handlingsbehov, hvergang handlingsbilleder sammensættes. Tilbage er der således kun to måder, hvorpå der kan opstå et handlingsbehov, nemlig når der aktiveres flere grundlæggende handlingsbilleder, eller når der opstår en forgrening. Det sidste tilfælde har jeg illustreret i figur 8, hvor der kan opstå et handlingsbehov imellem de to handlingsbilleder i forgreningen. Dette forudsætter selvfølgelig, at det første handlingsbillede også er aktiveret.




Fig.8 Forgrening, hvor der kan opstå et handlingsbehov.


Et handlingsbehov kan illustreres med et eksempel, jeg var ude for her for nylig. Min kæreste var på ferie og ringede hjem. Som jeg tror, de fleste også gør, talte vi, hvad man kunne kalde privat i en sådan situation. Den dag var der dog blot det specielle ved situationen, at jeg havde besøg. Derfor følte jeg mig lidt i et dilemma. På den ene side ville jeg godt tale med min kæreste, som jeg plejede, men på den anden side var der en, der havde mulighed for at høre samtalen. Dette kan forklares ved, at der netop i denne situation aktiveres to handlingsbilleder, et for at tale på den måde med min kæreste og et for den besøgende. Derved opstod der en konflikt.

Noget tilsvarende kan man komme ud for, når man skal skrælle en appelsin. Man tager den op, og pludselig ser man, den er dårlig. Der kan være en blød plet, eller skrællen er lidt anderledes. En sådan situation kan også forklares som en konflikt imellem to handlingsbilleder, nemlig et for at skrælle appelsinen og et for en dårlig appelsin. Dette er ret interessant, for havde man ikke et handlingsbillede for en dårlig appelsin, havde man heller ikke registreret noget som helst. Sagt mere generelt, så registrerer man først afvigelser, når disse afvigelser aktiverer et handlingsbillede. Man skal med andre ord ligesom på forhånd være disponeret for at registrere en afvigelse. Havde man i ovenstående eksempel ikke før mødt en dårlig appelsin, var det ikke sikkert, man havde reageret. Måske lige til man fik smagt på appelsinen. Et sådant handlemønster må være ret udbredt hos børn, fordi de simpelthen ikke har så mange erfaringer, som voksne.

Kuhn4 henviser til et eksperiment, der illustrerer det meget godt. Man viser en serie kort frem for en person. Det er almindelige spillekort, dog med enkelte afvigelser, f.eks. en rød spar seks eller en sort hjerter. Dette giver dog ikke problemer. De fleste genkender uden problemer alle kort. Man ser ganske enkelt ikke, at nogle af kortene afviger fra de andre. Først når man begynder at vise de afvigende kort frem i lidt længere tid af gangen, begynder folk at tøve. Efter at have set en 2-3 kort med afvigelser, får folk dog lettere ved at se, når der er tale om et afvigende kort. Man skal altså ligesom oplæres for at kunne se disse afvigelser.


Men hvad nu, hvis man går ud for at hente en tallerken, og der ingen er. Hvordan registrerer man i grunden det? Faktisk har jeg aldrig set nogen komme tilbage i den tro, at der var en tallerken. Det er sådan set lidt underligt. Et handlingsbillede kan aktiveres af et handlemønster, der er tilstede, ikke af et manglende handlemønster. Så hvad kan hindre, at man griber ud og tager en tallerken, der ikke er der? Lad os se lidt nærmere på, hvad der egentligt sker. Idet man går ud for at hente en tallerken, aktiveres et handlingsbillede. Ude i køkkenet aktiveres et for at åbne skabslågen, men efterfølgende aktiveres ingen for at tage en tallerken, fordi der ingen er. Man går i stå.



Fig.9 Hente en tallerken og den ikke er der.


Jeg tror, det mest er et erfaringsspørgsmål, hvorledes man herefter handler. Det vil med andre ord sige, om man har et handlingsbillede, der aktiveres af, at man går i stå på denne måde. Så kan man nemlig gå tilbage og sige, “der er ingen tallerkener”. Har man ikke denne erfaring, tror jeg til gengæld godt, at man kunne gå tilbage i forvisningen om, at man havde en tallerken i sine hænder. Måske kunne et lille barn reagere sådan. Når man så spurgte, “hvor er tallerkenen”, ville det svare, “det ved jeg ikke”. For barnet er der dog også en anden mulighed. Hvis handlingsbilledet for at gribe en tallerken ikke aktiveres, giver det nemlig plads for andre handlingsbilleder, som f.eks. at tage en skål eller noget helt tredje, som f.eks. at lege. Dette har jeg forsøgt at illustrere i figur 9.

Dette kan man faktisk udnytte, når man har med børn at gøre. Selv har jeg en søn på 2½ år. Når han ikke vil, som jeg vil, og jeg ikke er oplagt til det store skænderi, laver jeg noget helt andet med ham. Efter et ganske lille stykke tid er der pludselig ingen problemer med få ham til det, som jeg vil have ham til.


Afslutningsvis har jeg fundet et helt andet eksempel frem til at illustrere disse handlingsbehov. Eksemplet er inspireret af min egen undervisning i brøkregning. Først lærer man eleverne om brøker af typen , man giver eksempler, de får opgaver, og de lærer at forlænge og forkorte. Alligevel kommer mange i problemer, når de ser en brøk af typen , som f.eks. . På den ene side er de godt klar over, at det er en brøk, men på den anden side er der dette +, så hvad gør man ved den? Med lidt forklaring får de dog hurtigt lært også at beherske sådanne brøker.

Det interessante er så, at hvis man giver dem en brøk af typen , som f.eks. , så er der faktisk en del, der blot udregner den på flg. måde: . Denne brøk udregnes altså uden problemer. Det er underligt, når de havde problemer med , og hvorfor udregner de den forkert, når de lige har lært at udregne ?

Det er sådanne eksempler, det skulle være muligt at forstå med disse handlingsbilleder. Først lærer eleverne altså at beherske simple brøker af typen . De får så at sige dannet et handlingsbillede, der aktiveres af nogle bestemte mønstre, og som indeholder, hvad man kan gøre med en sådan brøk. Handlingsbillederne kan f.eks. se ud som i figur 10a.

Fig.10a Udregning af brøker

Når de så præsenteres for en brøk, som f.eks. , aktiveres både handlingsbilledet for en brøk og for at lægge sammen. Derved opstår et handlingsbehov.

Som omtalt ovenfor klares dette handlingsbehov ret hurtigt, ved lidt forklaring og eventuelt et eksempel. I første omgang kommer deres handlingsbilleder måske til at se ud som i figur 10b.

Fig.10b Udregning af brøker


Efter lidt flere øvelser, bl.a. med at forlænge og forkorte brøker af typen , er deres handlingsbilleder sikkert sammensat som i figur 10c.


Fig.10c Udregning af brøker


Når de så præsenteres for en brøk, som f.eks. , ser de det slet ikke som en brøk, fordi det ikke passer ind i ovenstående mønstre for brøker. Derimod ser de som en brøk. Denne brøk har man ingen problemer med at udregne. Derfor opstår der heller ikke det handlingsbehov, der opstod for brøker af typen . Derefter lægger man 4 til og får uden problemer 5 (til lærerens store beklagelse).

Det skal her lige indskydes, at det selvfølgelig ikke er alle, der gennemgår en udvikling som her skitseret, men enkelte vil man altid kunne finde.


Konkrete og grundlæggende handlingsbehov


Jeg vil nu indfører to slags handlingsbehov, nemlig konkrete og grundlæggende handlingsbehov. Et konkret handlingsbehov er, når der opstår et handlingsbehov blandt de konkrete handlingsbilleder, og tilsvarende er et grundlæggende handlingsbehov, når der opstår et handlingsbehov blandt de grundlæggende handlingsbilleder.

De eksempler, som jeg indtil videre har omtalt i dette kapitel, må således være konkrete handlingsbehov. Det er straks sværere at finde eksempler på grundlæggende handlingsbehov. Principielt skulle der heller ikke være så mange eksempler på grundlæggende, som på konkrete handlingsbehov. Dette er der en hel række grunde til. De konkrete handlingsbilleder skifter oftere imellem at være aktive og passive, og der er flere konkrete end grundlæggende handlingsbilleder. Desuden er der også større variation i de situationer, hvor de konkrete handlingsbilleder er aktive, end der er i de situationer, hvor de grundlæggende handlingsbilleder er aktive, bl.a. fordi de konkrete handlingsbilleder kan være underlagt forskellige grundlæggende handlingsbilleder. Sidst, men ikke mindst, er der blandt de konkrete handlingsbilleder den største afvigelse fra et handlingstræ, og dermed er der også langt større mulighed for, at der opstår problemer blandt de konkrete handlingsbilleder. Grundlæggende handlingsbehov må altså optræde i situationer, som bryder fundamentalt med det grundlæggende hos den pågældende person.

Et grundlæggende handlingsbehov mener jeg eksempelvis kan opstå i forbindelse med en voldtægt. Et sådant overgreb er kendetegnet ved tvang og evt. vold og kommer derfor let i konflikt med, hvorledes man ellers forholder sig til andre. Man har jo en måde at forholde sig til andre på, som så at sige er en del af ens personlighed. Som vi har set, er personligheden bestemt af de grundlæggende handlingsbilleder. En voldtægt giver altså meget let problemer i forhold til disse grundlæggende handlingsbilleder. Det viser sig da også, at piger, der har været udsat for et sådant overgreb, ofte lider af skyldfølelse, mindreværdsfølelse, er mere usikre osv. Dette er psykiske problemer, som det tager lang tid at komme over. Det samme er tilfældet for mennesker, som har været udsat for tortur. Ofte er netop hensigten med torturen at få nedbrudt ofrenes personlighed og selvværd, så de ikke på samme måde er til gene for styret.

Noget tilsvarende kan også være tilfældet, hvis ens nærmeste er udsat for vold. Dette er ofte mennesker, man er nært tilknyttet eller i hvert fald omgås meget ofte. Derfor har man også nogle handlingsbilleder til disse mennesker, som sandsynligvis er grundlæggende. Overværer man derfor ulykker eller lignende, hvor ens nærmeste er involverede, opstår der sandsynligvis problemer i forhold til disse grundlæggende handlingsbilleder. Dette udnyttes også ved tortur. Man kan f.eks. udsætte forældrene for tortur, voldtægt eller lignende og lade børnene overvære det. En sådan behandling kan give børnene psykiske problemer i lang tid fremover.

Men det er nu ikke kun, når det er ens nærmeste, der udsættes for vold, at det kan påvirke en voldsomt. Noget tilsvarende kan være tilfældet, hvis man i det hele taget overværer vold eller ulykker. Baggrunden er, at alle har udviklet nogle grundlæggende handlingsbilleder for, hvorledes man omgås andre. Heri indgår vold ikke - i hvert fald ikke i vores kultur. I de fleste tilfælde er disse handlingsbehov dog ikke så alvorlige, som hvis det er ens nærmeste, det går ud over.

Man kan selvfølgelig også blive påvirket, hvis det er dyr, det går ud over. Det virker voldsomt på de fleste at se et dyr blive kørt ned. Dog normalt ikke så voldsomt, som hvis det var et menneske, fordi man ofte ikke har så tætte relationer til dyr som til mennesker. Er der dog tale om dyr, som man er knyttet tæt til, kan det godt påvirke en lige så meget, som var det et menneske. Det er altså ikke arten, som sådan, der gør forskellen, men snarere hvor tætte relationer, man har til det pågældende individ.


Som vi så ovenfor, har de fleste altså nogle grundlæggende handlingsbilleder for, hvorledes man omgås andre mennesker. Hvis man ellers lever i en fredelig kultur, betyder det også, at man ikke umiddelbart er tilbøjelig til at udøve vold mod andre. Dette er meget praktisk i hverdagen, men et problem, hvis man vil have nogle til at udøve vold mod andre, som f.eks. i tilfælde af krig. Der er dog flere måder at omgå dette. En meget udbredt metode er at indgyde et had til fjenden i soldater og befolkning. Da USA blev involveret i Vietnam, skulle de amerikanske soldater igennem et træningsprogram, inden de blev sendt af sted. Her forsøgte man meget bevidst at indgyde soldaterne et had mod soldaterne fra det kommunistiske Nordvietnam, bl.a. spillede man altid kommunistisk musik og tvang soldaterne til at råbe “de røde” samtidig med, at de blev udsat for meget hårde psykiske og fysiske prøvelser.

En anden mulighed er at udnytte geografiske, kulturelle eller etniske forskelle til at skabe og uddybe forskelle. Ofte lykkes det så godt, at man får udviklet et nærmest dyrisk syn på de andre, og dermed er det lettere for den enkelte at yde vold mod de andre. På den måde kunne man få ganske almindelige tyskere til at være fangevogtere i en tysk koncentrationslejr, faktisk uden at de blev påvirket særligt meget af situationen. Denne fremgangsmåde er også benyttet af de serbiske ledere som optakt til de etniske udrensninger i Jugoslavien. Der skal selvfølgelig opbygges et stort had, inden man skyder sin nabo. Men det er nu stort set en ingrediens i enhver krig. Hver part forsøger så at sige at opbygge et billede af modstanderen, som tjener egne interesser. Det er klart, at en sådan opbygning af fjendebilleder indebærer en fare i sig selv, fordi de let bliver mere styrende for situationen, end den egentlige anledning til konflikten.

En forklaring, som den her skitserede, er åbenbart svær at acceptere. Det viser en diskussion, man løbende har haft siden anden verdenskrig. Spørgsmålet er, hvad det var for mennesker, nazismen kunne få til at udføre disse grusomheder. Et let svar er selvfølgelig, at de, som deltog i disse grusomheder, alle var kriminelle, mindre begavede eller lignende. Desværre fik man aldrig undersøgt dette nærmere. Lige efter krigen havde man nok at gøre med blot at glemme. Anderledes gik det i Norge. Da tyskerne besatte landet, oprettede de også nogle fangelejre oppe nordpå, der med hensyn til grusomhed ikke stod tilbage for tyske koncentrationslejre. Fangerne var serbere fra Jugoslavien. Som fangevogtere brugte man bl.a. nordmænd. Efter krigen blev der lavet en undersøgelse af, hvad det var for personer, man kunne få til noget sådant. Konklusionen var klar nok. Det var ganske almindelige mennesker, altså hverken underbegavede eller noget som helst andet. Det eneste, man fandt, var, at nogle af fangevogterne var lidt unge. Undersøgelsen blev dog nærmest tiet ihjel. Et sådant resultat kunne man ikke leve med. Undersøgelsen påpegede dog en række andre forhold. Eksempelvis var fangerne og fangevogtere ikke i stand til at tale med hinanden. Desuden betragtede fangevogterne serberne som nærmest værende dyr. Alt sammen forhold, som understøtter den forklaring, jeg gav ovenfor.