5. Om hukommelse


De eksempler på ændringer, jeg hidtil har omtalt, har alle det til fælles, at ændringen sker i selve situationen. Sådan er det dog ikke altid. Ofte er det sådan, at man kommer i en situation, hvor der opstår et handlingsbehov, uden at det af den grund giver sig udslag i nogen umiddelbar forandring. Alligevel kan en sådan situation godt senere blive direkte anledning til ændringer.

I mine øjne er denne type ændringer meget vigtige, måske endda mere vigtige, end de ændringer, der sker i selve situationen. I de følgende to kapitler vil jeg derfor se lidt nærmere på disse tilfælde. Jeg mener, at et væsentligt element i en sådan senere ændring, er hukommelse. Derfor vil jeg her først forsøge at indkredse, hvad hukommelse i det hele taget er for noget.


Det første at bemærke sig om hukommelse er, at man ikke bare husker episoder fra sit liv, som var det en filmstrimmel. Det er f.eks. ikke sådan, at man lige kan genkalde sig sin cykeltur i går og alt, hvad der da skete. Ligeledes kan man heller ikke lige genkalde sig, hvad der skete sidste år i sommerferien. Man kan forsøge, men det kommer ligesom i klumper, som man så måske kan stykke sammen til en helhed. Det er altså mere brudstykker eller enkeltepisoder af et forløb, end selve forløbet, som man kan huske. Sådanne brudstykker vil jeg kalde for hukommelsesbilleder.

Dernæst et lille tilbageblik til eksemplerne fra forrige kapitel. Det er interessant at bemærke sig, at de alle er episoder, som de involverede personer sikkert vil kunne huske, også lang tid efter, de er hændt. Dette kunne tyde på, at handlingsbehov og hukommelse har et eller andet med hinanden at gøre. Det er der også andre eksempler, der tyder på. Har man f.eks. været ude for en voldsom oplevelse, kan minderne godt være værre end det, der rent faktisk skete. Lidt det samme er tilfældet i mere dagligdags situationer. Kommer man ud for et problem, er det faktisk ret sjældent, at man får det løst med det samme. Faktisk går man ofte og funderer over det et stykke tid, inden man evt. finder en løsning på problemet. Spørgsmålet er så blot, hvad handlingsbehov og hukommelse har med hinanden at gøre? Dette kan man selvfølgelig diskutere i lang tid. For mig at se virker det ret oplagt, at når der opstår et handlingsbehov, dannes der også et hukommelsesbillede.

Dermed bliver det i hvert fald nemt at forklare, at man ofte husker de situationer, hvor der opstod et handlingsbehov. Der er dog også andre fænomener, der underbygger en sådan sammenhæng. Eksempelvis er det altid lidt specielle situationer, man husker. Situationer, som man kender fra sin dagligdag, glemmer man hurtigt, eller de registreres ganske enkelt ikke. Er man f.eks. ude at rejse, er det altid i starten, man bedst registrerer det, der adskiller sig fra det kendte. Det samme er tilfældet, når man begynder på et nyt arbejde. Her er det altid den første periode, man husker bedst, eller den der gør størst indtryk. Forklaringen er måske, at det netop er i denne periode, man skal vænne sig til alt det nye. Men når man skal vænne sig til noget nyt, opstår der også en række handlingsbehov og derfor huskes denne periode bedre.

Men hvorfor gemme et hukommelsesbillede i situationer, hvor der opstår et handlingsbehov? Her må man tænke på, at der opstår et handlingsbehov, når der i nogle konkrete situationer opstår problemer for handlingsbillederne. For at undgå lignende situationer forsøger handlingsbillederne at ændre sig. Som jeg har omtalt flere gange, er ændringer ikke noget, der bare sker. Derfor kunne man godt forestille sig hukommelse som en slags mekanisme, der gemmer de situationer, hvor der har været problemer i form af hukommelsesbilleder. Senere kan disse hukommelsesbilleder måske indgå i evt. ændringer af handlingsbillederne.


Følgende er et ganske udmærket eksempel på, at der dannes hukommelsesbilleder i forbindelse med et handlingsbehov. En dag stod jeg ved en kopimaskine, som en reparatør var ved at reparere. Derfor tog han en række kopier for at se, hvorledes maskinen virkede. Da han havde set på disse papirer, smed han dem i papirkurven. Da jeg på det nærmeste er fanatisk papirgenbruger, fik jeg lyst til at tage disse papirer med hjem, men lod dog være, da reparatøren stadig stod der. Her opstod altså et handlingsbehov pga. denne konflikt imellem to måder at handle på. Næste dag, da jeg var i kantinen og smed mit affald i skraldespanden, fik jeg øje på en stak A4 papirer. Dette mindede mig straks om hændelsen den foregående dag.

Eksemplet er også interessant, fordi det antyder, hvad der kan genkalde et hukommelsesbillede. Det blev nemlig genkaldt, da de samme handlemønstre var til stede, som da hukommelsesbilledet blev dannet. Det er selvfølgelig lidt problematisk at sige, at de samme handlemønstre var til stede i eksemplet, f.eks. var reparatøren der ikke. En anden mulighed er, at hukommelsesbilledet aktiveres, når en eller flere af de handlingsbilleder, der var aktive, da hukommelsesbilledet blev dannet, aktiveres. Dette passer langt bedre på ovenstående eksempel. Handlingsbehovet opstod pga. papiret i skraldespanden og reparatøren. Hukommelsesbilledet skulle altså kunne genkaldes af enten noget papir evt. i en skraldespand eller af en reparatørlignende person. Her blev det altså papiret i skraldespanden.

Ovenstående forklarer også, hvorfor man i mange situationer glemmer noget, man ellers synes var oplagt at huske. Det er selvfølgelig, fordi et hukommelsesbillede ikke aktiveres pga. indholdet af selve billedet, men af de handlingsbilleder, der var anledning til, at hukommelsesbilledet blev dannet.

Det viser følgende eksempel meget godt. En gang, jeg rejste hjem til mine forældre, havde jeg glemt nogle billeder, som min bror havde sendt. På vej hjem fra toget talte min far og jeg om min bror og hov - de glemte billeder. Nå, dem kunne min kæreste tage med næste dag. Jeg kunne ringe og få hende til at tage dem med. Om aftenen fik jeg lyst til at ringe til min kæreste. Alligevel glemte jeg at få hende til at tage disse billeder med, selv om min far og jeg havde talt om det seks timer før.

Et andet klassisk eksempel er at lægge et eller andet fra sig og ikke kunne finde det igen. Det er simpelthen umuligt at komme i tanke om, hvor man lagde det. Alligevel kan man pludselig kommer i tanke om det senere, f.eks. i forbindelse med et eller andet, der minder om den situation, hvor man lagde genstanden fra sig. Derfor er det et godt lille trick at rekonstruere, hvad man har lavet det sidste stykke tid. På et eller andet tidspunkt kommer man sikkert til den situation, hvor man lagde genstanden fra sig, og så kan man pludselig huske, hvor man lagde den.

Selv om det kun er bestemte handlingsbilleder, der kan aktivere disse hukommelsesbilleder, er der dog langt flere muligheder, end man umiddelbart skulle tro. For det første må man tænke på, at der er mere end et handlingsbillede, der kan aktivere hukommelsesbilledet igen. For det andet er disse handlingsbilleder sikkert aktive i mange umiddelbart meget forskellige situationer. Hvis vi et øjeblik vender tilbage til eksemplet med en forlagt genstand, er det selvfølgelig et godt råd at rekonstruere, hvad man har lavet det sidste stykke tid. Dette sikrer dog ikke, at man kommer i tanke om, hvor man lagde genstanden. Da jeg var en lille knægt samlede jeg på frimærker. En dag havde jeg forlagt mit lille hæfte med frimærker under nogle bøger i en reol. Vi ledte og ledte, men forgæves. Først lang tid senere huskede jeg igen på reolen, da jeg et tilfældigt andet sted så et lignende møbel. Da jeg kom hjem igen, gik jeg direkte hen og fandt mit hæfte. Her var det altså en helt anden situation, der fik mig til at huske, hvor jeg havde lagt hæftet. Forklaringen er, at et hukommelsesbillede aktiveres af nogle bestemte handlingsbilleder, som igen kan aktiveres af mange forskellige mere grundlæggende handlingsbilleder. Derved kan hukommelsesbilledet aktiveres i mange forskellige situationer, som ikke umiddelbart har noget med hinanden at gøre. På den måde er der mulighed for mange meget forskelligartede associationer.

For et par år siden var jeg på et kursus, hvor der var en anden deltager, der irriterede mig en del. I en diskussion brugte vedkommende bl.a. ordet “systematisk”. Dette har resulteret i, at jeg stadig kan mindes denne person, når jeg benytter dette ord. Men der er nu også andre ord, der har samme virkning på mig. Et eksempel er “problematisk”. Forklaringen er sikkert, at de to ord har samme endelse. Det samme er tilfældet, når jeg siger “Herrens veje er uransagelige”. Selv om det er lidt sværere at gennemskue, må det må have noget med ordet “uransagelige” at gøre. Med lidt god vilje kan det godt minde om systematisk f.eks. på den måde, man lægger trykket midt på ordet (uransagelige og systematiske). Om ikke andet har de to ord en melodi, der minder om hinanden.


Men hvad bevirker hukommelsesbillederne egentligt, når de bliver aktiverede? Ja, først og fremmest finder jeg det vigtigt, at de kan være baggrund for at handle. Dette kan meget let illustreres med et eksempel, vi alle kender. Man er på vej ud af døren og hov - pludselig kommer man i tanke om et eller andet, man har glemt. Derfor vender man straks om for at hente det, man har glemt. Man handler med andre ord på baggrund af det hukommelsesbillede, der blev aktiveret, da man var på vej ud.

Eksemplet viser meget godt, at disse hukommelsesbilleder har indflydelse på, hvorledes man handler. Dette er der vel heller intet overraskende eller underligt i. Hvad er der ved at huske på et eller andet, hvis det ikke på en eller anden måde påvirker ens handlinger. Men hvad betyder det nærmere, at hukommelsesbilleder har indflydelse på, hvorledes man handler? Er det f.eks. sådan, at disse hukommelsesbilleder påvirker bevidstheden og på den måde indirekte sætter en handling i gang, eller påvirker de direkte handlingsbillederne? Ovenstående eksempel med at være på vej ud af døren kunne godt antyde, at det først er bevidstheden, der påvirkes. Dette, mener jeg dog ikke, kan være tilfældet. Problemet er, at det vil give bevidstheden en alt for central plads. Konsekvensen er nemlig, at man må være bevidst om den indflydelse, tidligere oplevelser har på ens handlinger. Derved får jeg svært ved at forklare diverse ubevidste processer, og det kan jeg ganske enkelt ikke leve med. Det ubevidste er simpelthen alt for vigtigt til, at man kan tillade sig på den måde at ignorere det.

Freud giver i en af sine sygehistorier et udmærket eksempel på, at det ubevidste har stor indflydelse. Freud var som bekendt en af psykoanalysens grundlæggere. Det var Freud, der fandt ud af, at hysteri, fobier, tvangstanker mv. ofte kunne føres tilbage til nogle oplevelser, patienten tidligere havde været ude for. Et eksempel er Emma, som var en ung pige, der led af en fobi. Hun turde ikke gå alene i forretninger. Igennem samtaler med Emma nåede Freud frem til en oplevelse, hun havde haft som tolvårig. Hun var kommet ind i en forretning, hvor hun havde set to kommiser tale leende sammen. Dette havde fremkaldt en angst hos hende, og hun havde skyndt sig ud af forretningen. Analysen afdækkede også en anden oplevelse. Som otteårig var Emma alene inde i en butik for at købe slik. Købmanden havde dog knebet hende i skridtet gennem tøjet. Freuds konklusion var, at Emma i sin underbevidsthed havde kombineret disse to oplevelser, og at dette resulterede i Emmas angst for forretninger.

Eksemplet er faktisk også meget godt til at illustrere, hvorledes den her fremlagte teori adskiller sig fra Freuds teorier. En forklaring som ovenstående er vi begge enige om. I øvrigt er Freuds forfatterskab rigt på sådanne konkrete eksempler, som jeg kan bruge til at belyse den her opstillede teori. Freud mener dog, at der ligger en større systematik bag de enkelte eksempler. Her tænker jeg f.eks. på hans driftsteori, som bl.a. omfatter seksualdrift, ernæringsdrift og dødsdrift. En sådan generel bagvedliggende systematik afviser jeg, fordi Freud derved siger noget alment om mennesket.


Konklusionen er altså, at disse hukommelsesbilleder direkte påvirker eller aktiverer handlingsbilleder, men derved melder næste spørgsmål sig, nemlig hvilke handlingsbilleder, der aktiveres?

En mulighed var, at et hukommelsesbillede kun aktiverer nogle bestemte handlingsbilleder. Sådan mener jeg dog ikke, det kan hænge sammen af den simple grund, at så ville man altid reagere på samme måde, når et bestemt hukommelsesbillede blev aktiveret. Tværtimod er det ofte sådan, at en oplevelse i starten optager en meget, men efterhånden som tiden går, “fylder” oplevelsen mindre og mindre. Et eksempel er postbudet, som på sin første tur bliver bidt af en hund. For nogen kan det være en så ubehagelig oplevelse, at de f.eks. plages af mareridt om natten. Selv om de fleste aldrig glemmer en sådan oplevelse, vil den alligevel plage dem mindre og mindre. Ellers var det måske på tide at skifte job.

En anden mulighed var, at der bliver etableret forbindelser imellem hukommelsesbilleder og handlingsbilleder på samme måde, som imellem handlingsbilleder. Da forbindelser lettere ændres end handlingsbilleder, giver dette bedre muligheder for at forklare, at man kan bearbejde oplevelser som f.eks. ovenstående eksempel med postbudet. Da han startede i jobbet, var det måske et problem for ham med bidske hunde. Senere har han sikkert fået lært at takle den slags situationer, hvilket vil sige, at hans handlingsbilleder har ændret sig. Derfor giver disse hukommelsesbilleder ikke på samme måde som tidligere anledning til, at der opstår problemer eller handlingsbehov blandt handlingsbillederne. Han har så at sige fået bearbejdet sit lille problem. Eksemplet viser blot, hvor vigtigt det er at få bearbejdet den slags ubehagelige oplevelser. Ellers kan hukommelsesbillederne blive ved med at sidde og aktivere handlingsbilleder og dermed være anledning til, at der opstår handlingsbehov, også selv om man måske lever en stille og rolig tilværelse uden de store problemer. Jeg talte her for nylig med en tidligere kz-fange i Tyskland under 2. verdenskrig. Da de kom til Danmark igen, fik de at vide, de blot skulle spise sig sunde og raske igen og så ellers glemme det hele. Dette lykkedes dog ikke for vedkommende, fordi alle de ubehagelige oplevelser stadig plagede ham. Først da han begyndte at tale og skrive om alle disse oplevelser, hjalp det.

En tredje mulighed er, at der simpelthen ingen forbindelse etableres imellem hukommelsesbilleder og handlingsbilleder. Spørgsmålet er så blot, hvorledes denne mulighed kan realiseres? Ja, da der ingen på forhånd givne forbindelser er, må de enkelte handlingsbilleder aktiveres. Som bekendt bliver handlingsbilleder aktiveret af bestemte handlemønstre. Da disse handlemønstre i dette tilfælde ikke kan komme fra ydre påvirkninger, må de komme fra hukommelsesbilledet. Dermed må vi også forestille os et hukommelsesbillede som en enhed, der udsender et bestemt handlemønster, når det aktiveres.

Det betyder altså, at et hukommelsesbillede ikke aktiverer bestemte handlingsbilleder, men snarere er i stand til at aktivere flere forskellige handlingsbilleder. Man kan måske sammenligne det med at være i en bestemt situation. Her er det heller ikke på forhånd givet, hvilke handlingsbilleder, der aktiveres. Alligevel kan der godt være en større chance for, at nogle handlingsbilleder aktiveres fremfor andre. På samme måde vil der for et hukommelsesbillede være en større chance for, at det aktiverer nogle bestemte handlingsbilleder fremfor andre, men helt sikkert vil det aldrig være.

Denne sidste mulighed lyder i mine øre mest rimelig. For det første fordi den kan forklare de samme fænomener som den forrige mulighed. En forbindelse er næsten det samme som at sige, at nogle handlingsbilleder aktiveres lettere end andre. Denne sidste mulighed åbner dog op for flere variationer. For det andet ligestilles ydre påvirkninger og hukommelsesbilleder på den måde, de aktiverer handlingsbilleder. Det gør det hele lidt mere enkelt, f.eks. antyder det, hvordan hukommelsesbilleder dannes. Det må simpelthen være et udtryk for det handlemønster, der var tilstede, da det handlingsbehov, der dannede hukommelsesbilledet, opstod.