6. Om at tænke


I sidste kapitel så vi, at hukommelsesbilleder kan aktivere handlingsbilleder. Dette er interessant, fordi disse handlings- billeder igen kan aktivere nye hukommelsesbilleder, som så igen kan aktivere andre handlingsbilleder, som så ... osv. Man får nærmest sat en hel kædereaktion i gang. Spørgsmålet er, hvad det er for et fænomen, jeg her har fat i? En sådan kædereaktion, vil jeg påstå, ligger bag det, vi normalt forbinder med at tænke. Derfor vil jeg kalde en sådan kædereaktion for en tankeproces eller blot en proces. Det interessante er nemlig, at en sådan proces har mange lighedstræk med det, vi almindeligvis forbinder med tænkning.

For det første vil en sådan proces have meget svært ved at forløbe samtidig med, at man reagerer på noget udefrakommende. Det omvendte må også være tilfældet, nemlig at man ikke reagerer på noget udefrakommende, når der er en sådan tankeproces i gang. Baggrunden er selvfølgelig, at der ikke kan være flere handlingsbilleder aktive samtidig, andre end dem der er aktiveret af hinanden. Ellers opstår der handlingsbehov. Noget lignende kendes også fra det at tænke. Det er f.eks. meget svært, for ikke at sige umuligt, at tale og tænke samtidig. Der findes dog situationer, hvor man næsten er tvunget til det, men det klarer man ved at skifte imellem at tænke og at være med i samtalen. Resultatet kan dog som regel høres. Man bliver lidt fraværende.

For det andet er det lidt de samme situationer, der kan sætte en tankeproces i gang, som normalt får os til at tænke. Som omtalt starter en sådan proces ved, at der bliver aktiveret et hukommelsesbillede, som igen aktiverer nogle handlingsbilleder osv. Hukommelsesbilledet er dannet i en situation, hvor der opstod et handlingsbehov. Det betyder, at en sådan proces kan gå i gang hver gang, dette hukommelsesbillede aktiveres. Som vi så i sidste kapitel aktiveres det af situationer, der har nogle fællestræk med den oprindelige situation. Men sådan er det også med at tænke. Man oplever noget, som på en eller anden måde minder om noget, man tidligere har oplevet. Det er disse tidligere oplevede situationer, man herefter tænker over, nærmest helt umotiveret.

Af ovenstående følger også, at man ikke selv kan kontrollere, om en sådan tankeproces går i gang. Som vi så i sidste kapitel, aktiveres hukommelsesbilleder af et af de handlingsbilleder, der var aktive, da hukommelsesbilledet blev dannet. Men da man ikke selv kan kontrollere, hvilke handlingsbilleder, der aktiveres, kan man dermed heller ikke kontrollere, om hukommelsesbilleder aktiveres og dermed, om der går en sådan proces i gang. Sådan er det også med tænkning. Man kan ikke bare beslutte at tænke på et givet emne. Derimod kan man beskæftige sig med det pågældende emne, således der evt. aktiveres nogle af de handlingsbilleder og hukommelsesbilleder, der kan sætte en sådan proces i gang.

Omvendt kan man heller ikke bare beslutte at lade være med at tænke på et eller andet. Har man f.eks. været ude for en situation, der har påvirket en voldsomt, kan det være svært at lade være med at tænke på dette. Forklaringen er sådan set simpel nok. Det skyldes, at der i sådanne situationer dannes et hukommelses- billede, som aktiveres igen og igen og derved sætter en sådan tankeproces i gang. Hvis hukommelsesbilledet ydermere er dannet ved, at der opstod et grundlæggende behov, kan det aktiveres igen i mange forskellige situationer. Er hukommelsesbilledet derimod dannet ved et konkret behov, er det kun i mere specifikke situationer, at det igen vil aktiveres. Alt dette kender vi også fra os selv. Rammes ens nærmeste af en ulykke, kan det påvirke en så voldsomt, at man nærmest bliver uarbejdsdygtig. Man får i hvert fald svært ved at koncentrere sig. Det er helt anderledes, hvis der f.eks. opstår et handlingsbehov, imens man arbejder med matematik. For de fleste vil et sådant problem ikke på samme måde trænge sig på.


Når man tænker, kan der ske det, at man får en ide. Spørgsmålet er, om det på en eller anden måde kan forklares på baggrund af en tankeproces. Jeg vil derfor opsummere omkring handlingsbehov, hukommelsesbilleder og ændringer. Når der opstår et handlings- behov, dannes der et hukommelsesbillede. Ofte er det netop i disse situationer, at der sker ændringer blandt handlingsbillederne, simpelthen for at tilpasse sig bedre til de situationer, man kommer i. Oplagt er det selvfølgelig, at sådanne ændringer også kan forekomme, når et hukommelsesbillede igen aktiveres. Måske er der netop her en god mulighed for ændringer, fordi situationen alligevel er lidt anderledes, end da handlingsbehovet opstod, da det måske er lidt andre handlingsbilleder, der nu er aktive. Derved kan der lettere opstå f.eks. nogle nye forbindelser. Dette mener jeg svarer til at få en ide. Det er her vigtigt at være opmærksom på, at sådanne ændringer kun er løsning på det handlingsbehov, der dannede hukommelsesbilledet. I andre situationer og med andre aktive handlingsbilleder kan denne ændring give helt nye problemer. Chancen for, at det er en levedygtig ide, er altså ret begrænset. Dette kender vi da også udmærket fra os selv. Mange af de ideer, man får, forkastes næsten lige så hurtigt, som de opstår. Rent konkret sker der det, at de nye ændringer straks er aktive og derfor kan de også aktivere nye handlingsbilleder, som aktiverer nye hukommelsesbilleder osv. Derved kan der opstå nye handlingsbehov. Allerede her opstår der altså problemer med de nye ændringer.

Der kan dog også opstå problemer senere. Alle kender vist eksemplet med at få en god ide, men i det øjeblik den skal omsættes til konkret handling, kan der vise sig store uforudsete problemer. Forklaringen er, at handling aktiverer andre handlingsbilleder, og dermed kan der opstå nye problemer. Det kan være forfatteren, der får en ide til en roman, men når den skal omsættes til papir, viser der sig problemer. Et eksempel ses også tit på ældre amerikanske film. Helten har besluttet sig for at fri til sin udkårne og forbereder alt, hvad han vil sige. I selve situationen bliver det dog blot til et “I love you”.


Men er der ikke et problem med disse tankeprocesser? Normalt på det nærmeste kæmper disse handlingsbilleder indbyrdes om at være aktive. Hvorfor handler man så ikke, når man tænker? Hvorfor kan en sådan tankeproces fortsætte, uden det ender med, at man handler? Et nemt svar ville være, at hvis et handlingsbillede aktiveres af et hukommelsesbillede, så kan det ikke være baggrund for at handle. Dette mener jeg dog ikke kan være tilfældet. Hvordan skulle et handlingsbillede dog kunne skelne imellem de to tilfælde? Man kunne selvfølgelig indføre en eller anden form for mekanisme, men det ville ligesom komplicere sammenhængen, så det tror jeg ikke helt på. Måske skulle jeg helt undlade at undersøge dette spørgsmål nærmere. Det kan måske slet ikke sættes på begreb. Alligevel har jeg lige et par ideer, som jeg vil præsentere.

Man kunne forestille sig denne tankeproces nærmest som en kogende lavasuppe med et udbrud her og så med et udbrud der. Disse udbrud eller tankeserier kunne bestå af et handlingsbillede, der aktiverer et mere konkret handlingsbillede osv., indtil udbruddet standses af, at der opstår et handlingsbehov. Altså det samme som der sker, når der i en konkret handlingssituation opstår et handlingsbehov. Dermed skulle man handle i det øjeblik, en serie får lov at trænge igennem. Hvis man står i en konkret handlingssituation som f.eks., at der ikke er flere tallerkener i skabet, så er det et ganske udmærket billede, fordi man står i et konkret problem, som ender med en handling. Alligevel er det en underlig fremstilling. Tanker er ikke altid udtryk for problemer i en konkret handlingssituation. Man tænker også i mange andre situationer, som f.eks. når man står og venter på bussen. Desuden ender en tanke ikke altid i en handling. Faktisk er det i nogle tilfælde, som om man tænker uden nogen påviselig grund. Ligger man f.eks. på sofaen, kan følgende tankerække dukke op:


Festen man var til i går.

ny serie

Familiefesten sidste weekend.

Onkel Kurt var nu lidt beruset.

Er han mon ved at blive alkoholiker.

Han havde en temmelig rød næse.

Han holdt sig heller ikke tilbage.

ny serie

Det gjorde onkel Svend nu heller ikke.

Tænk hvis han er alkoholiker.

ny serie

Det ville være synd for tante Gerda.

Hun er nu egentligt lidt naiv, så hun har nok intet registreret.

ny serie

Hun minder nu også lidt om Anne.

Hvordan mon hun har det?

osv.


Umiddelbart virker dette også som ovenfor skitseret, dvs. tankerækken består af serier, som efterfølger hinanden. Alligevel virker det nu ikke som en kamp imellem handlingsbilleder, snarere virker det som om, man stille og roligt associerer sig frem. Ligeledes kunne det også diskuteres, om tankerækken virkelig består af serier, hvor der aktiveres mere og mere konkrete handlingsbilleder, indtil serien afløses af en ny serie. Det kunne såmænd lige så godt være en proces, der bevæger sig på tværs, lidt op og lidt ned blandt disse handlingsbilleder. Altså en mere cirkulær proces.

Spørgsmålet er, om man kan forklare begge processer. En mulighed var, at disse hukommelsesbilleder ikke aktiverer mere konkrete handlingsbilleder, men derimod fører deres handle- mønstre tilbage til mere grundlæggende handlingsbilleder. Se figur 11. På den måde ville der være mulighed for både cirkulære processer og processer, der mere minder om udbrud.


Fig.11 Tilbageføring til grundlæggende handlingsbilleder.


Dette er blot en lidt underlig konstruktion. Hvorfor skulle der pludselig etableres forbindelser tilbage til de grundlæggende handlingsbilleder? Det virker i hvert fald ikke som en naturlig forlængelse af den konstruktion, jeg indtil videre har udviklet.

Der er dog en anden mulighed, som måske er mere naturlig. Man må nemlig tænke på, at der ikke kun går forbindelser fra grundlæggende til mere konkrete handlingsbilleder. Der er faktisk også nogle forbindelser fra konkrete til mere grundlæggende handlingsbilleder, dog selvfølgelig ikke så mange som omvendt. En serie kunne således tænkes at opstå som ovenfor beskrevet. Nu er der blot også en mulighed for, at et handlingsbillede aktiverer et mere grundlæggende handlingsbillede igen, som så kan være udgangspunkt for en ny serie. Denne sidste mulighed minder mere om en association end en egentlig kamp imellem handlings- billeder. Derved kan en sådan tankeproces også fortsætte uden nødvendigvis at ende i en handling. Begge dele er faktisk muligt. Sådan skulle det også helst være ifølge ovenstående eksempler.

Alt i alt mener jeg, at denne forklaring er en mere naturlig forlængelse af den konstruktion, som jeg indtil videre har opbygget, fordi jeg intet nyt har indført. Det ville jeg gøre, hvis jeg havde fastholdt, at hukommelsesbilleder fører et handlings- mønster helt tilbage til de grundlæggende handlingsbilleder igen. Men der er alligevel noget nyt ved denne sidste forklaring. Ifølge den er der nemlig en mulighed for pludselig at skifte fra at være meget handlingsorienteret til en mere funderende tilstand. Noget sådant mener jeg faktisk også, at man kan komme ud for. Man kan godt pludselig blive optaget af en tanke, selv om man er i en situation, der lægger op til, at man skal handle. Eksempelvis kan man godt i en samtale blive afledt af egne tanker.

I det hele taget synes jeg, at denne sidste forklaring giver et bedre billede af det at tænke, end den forrige gør. Når man tænker, tager man sjældent udgangspunkt i noget helt grundlæggende. Man tager udgangspunkt i forhold, som ligger tæt på det, der optager en. Først senere inddrages evt. mere grundlæggende forhold.

Men derved kan vi også forklare et andet interessant fænomen, nemlig at en tankerække som regel har nogle forudsætninger. Det er sjældent, man midt i en tankerække grundlæggende ændrer sin tænkning. Dette skyldes, at den tilbageføring, der trods alt finder sted, ikke går helt tilbage til de grundlæggende handlingsbilleder, men måske kun fører et eller to handlingsbilleder tilbage. Det vil med andre ord sige, at det ofte er de samme hukommelsesbilleder og handlingsbilleder, der ligger til grund for en sådan tankerække. Det er disse, der er tankerækkens forudsætninger. De handlings- billeder, der er involverede i selve tankeprocessen, er alle mere konkrete, og de kan variere mere.

Er det eksempelvis et hukommelsesbillede, der er dannet ved et grundlæggende behov, er der mange muligheder for forskellige tankeretninger. Det skyldes, at et hukommelsesbillede blandt de grundlæggende handlingsbillede kan aktivere mange forskellige handlingsbilleder pga. diverse forgreninger. Det viser sig da også, at sådanne situationer, hvor der opstår et grundlæggende handlingsbehov, senere kan være anledning til, at man er meget svingende f.eks. i humør, holdninger og lignende.


Fig.12 I ovenstående figur har jeg forsøgt at illustrere, at tankerækken foregår blandt konkrete handlings- billeder. I figuren har jeg med pile markeret, hvor to serier i tankerækken kunne tænkes at forløbe. I dette tilfælde er der altså kun et hukommelsesbillede, der er baggrund for de to serier.


Men hvad skal der egentligt til for at holde en sådan proces i gang? Ja, først og fremmest må det være vigtigt med mange hukommelsesbilleder. I praksis betyder det, at inden for områder, man kender meget til, er det svært at fastholde en tankeproces. For det andet må det være vigtigt med mange forbindelser på kryds og tværs. Hvis handlingsbillederne er alt for tilpassede, er de sammensat som et handlingstræ, og dermed er der ikke mange forbindelser fra konkrete til grundlæggende handlingsbilleder. Dette forekommer inden for områder, man har stor erfaring med. I sådanne tilfælde er det altså også svært at holde en sådan proces i gang. Det mest optimale må derfor være, at man har nogle hukommelsesbilleder og nogle ikke helt tilpassede handlings- billeder. Det er altså lige så meget sammensætningen af handlingsbillederne, som det er antallet af hukommelsesbilleder, der holder en tankeproces i gang. Der er dog en sammenhæng imellem de to. Blandt ikke tilpassede handlingsbilleder vil der opstå flere handlingsbehov og dermed dannes flere hukommelsesbilleder, end blandt tilpassede handlingsbilleder. Det vil således altid være inden for områder, hvor handlingsbillederne ikke helt er tilpassede, at man tænker mest. Sådan skulle det også helst være, hvis formålet med tænkning er at tilpasse handlingsbillederne.