7. Mennesket som en helhed


Et fælles tema for de foregående fire kapitler har været ændringer af handlingsbilleder. Selv om mit udgangspunkt er, at disse ændringer principielt er uforudsigelige, har det alligevel vist sig, at man kan sige en hel del om dem. For det første forekommer ændringer for det meste i situationer, hvor der opstår et handlingsbehov enten I selve situationen eller senere. Sker ændringen senere, har den dog udgangspunkt i det hukommelsesbillede, der blev dannet i forbindelse med handlingsbehovet. For det andet er ændringer ofte et resultatet af en slags genbrugsproces. Altså er det allerede etablerede handlingsbilleder, der så blot benyttes i nye situationer. En anden måde at sige lidt det samme på er, at der skabes nye forbindelser imellem allerede etablerede handlingsbilleder. En tredje måde, hvorpå der ofte sker ændringer, er ved overlevering. Man ser eller hører om andres handlinger, som kan løse et eller flere af ens egne handlingsbehov. Dette foregår selvfølgelig ikke bevidst. Selv vil man registrere det som noget, der fremstår som interessant. Hvis man tager det til sig, er man blevet inspireret af andre til at ændre egne handlinger. Sådan set er det også en art genbrug, blot er det genbrug fra andre. Endelig er der en tendens til, at handlingsbilleder, der sjældent er aktive, er sværere at aktivere, end handlingsbilleder, der ofte er aktive.

Spørgsmålet er, om ikke alle disse forskellige måder ændringer ofte sker på betyder, at den enkelte bliver mere og mere splittet? Det er der dog ikke noget, der tyder på. Tværtimod er det som om, der er en helhed over den enkeltes handlinger. Det er dette, der er baggrunden for at kunne tale om en personlighed. Spørgsmålet er, hvorledes en sådan helhed kan begrundes. Her er min pointe, at en sådan helhed ikke er på forhånd given, men derimod noget, der løbende opstår.

Men hvorledes er handlingsbillederne egentligt sammensat, når man handler som en helhed, dvs. der mellem ens handlinger er en vis overensstemmelse? For det første må der være ganske få grundlæggende handlingsbilleder. Er der nemlig mange af dem, er der også flere handlingsbilleder, der kan aktiveres, men dermed er der også en større mulighed for brud på helheden. For det andet skal de grundlæggende handlingsbilleder helst være sammensat som et handlingstræ. Ellers opstår der lettere handlingsbehov og dermed også mulighed for brud på helheden. Det korte af det lange er altså, at handlingsbillederne i mange tilfælde vil ændre sig mod så få og så grundlæggende handlingsbilleder som mulig og helst sammensat som et handlingstræ.


Langt den vigtigste grund til denne helhedsdannelse har baggrund i to af ovennævnte måder, ændringer ofte sker på. For det første at ændringer for det meste sker i situationer, hvor der opstår et handlingsbehov. For det andet løses handlingsbehov ofte ved en slags genbrugsproces. Hvis der altså i en række situationer, der minder om hinanden, opstår det samme handlingsbehov, vil det derfor ofte løses på samme måde. Derved kan et handlingsbillede brede sig til et større og større område og dermed blive mere generelt. Et eksempel herpå ses i kapitel 3, hvor en ung mand på den måde ændrede sig fra at være genert til at være mere ligefrem over for kvinder.

Et tilsvarende eksempel er pædagogen, der arbejder med hårdt belastede unge, hvor omgangsformen ofte er meget direkte og konfronterende, så man som pædagog er nødt til at være lidt kvik i replikken. Det kan man selvfølgelig vænne sig til, men værre er det, at denne måde at håndtere konflikter på stille og roligt kan brede sig til privatssfæren.

Hertil vil de fleste sikkert indvende, at man altid kan skeldne mellem arbejde og fritid, men det er jeg ikke enig i. I et almindeligt liv opstår der også mange konfliktssituationer, f.eks. med egne børn, familie, naboer ect. Efterhånden, som man på arbejdet bliver bedre og bedre til at håndtere disse situationer, skulle det være meget mærkeligt, om man ikke også bliver “lidt bedre” til at klare lignende konflikter i andre sammenhænge - også i tilfælde, hvor man måske var bedre tjent med et mere stille sind.

Noget lignende gælder selvfølgelig også andre faggrupper. Det kan være håndværkeren, der efterhånden ikke kan andet end bruge hammer og sav, den kreative, der efterhånden ikke kan andet, end være “kreativ” eller den, der til dagligt arbejder teoretisk, og som efterhånden ikke kan andet end være teoretisk. Et arbejde fylder faktisk temmelig meget i hverdagen, og hvis fritiden blot udfyldes med noget, der minder om arbejdet, kan det godt få en stor indflydelse på ens personlighed.

Ovenstående eksempler er karakteristisk ved, at man mere eller mindre uforvarende er havnet i en række ens situationer. Interessant nok kan det godt være sig selv, man har bragt i disse ens situationer. En af mine bekendte interesserede sig på et tidspunkt meget for at få et stereoanlæg med en god lydgengivelse. Han fik efterhånden også samlet et godt anlæg, men en dag bemærkede han, at hans musiksmag var ændret. Tidligere lyttede han nemlig meget til U2, men hans smag havde ændret sig til musik med meget slagtøj, dvs. tromme og den slags instrumenter. Han gav selv følgende forklaring: Den tekniske kvalitet af U2’s indspildninger er meget dårlig, hvilket bliver meget tydeligt på et godt anlæg i modsætning til kvalitetsindspildninger med slagtøj, som lyder fantastisk godt på et godt anlæg. Han solgte derfor sit anlæg og anskaffede sig et mindre godt stereoanlæg. Det tekniske skulle ikke diktere hans smag!

Forklaringen på denne udvikling er simpel nok. I kraft af interessen for en god lydgengivelse, opøvede han et bedre og bedre øre, dvs. han skabte flere og flere handlingsbilleder for dårlig lyd. Når han så lyttede til U2, blev nogle af disse handlingsbilleder aktiveret, hvorved der opstod handlingsbehov, og derfor blev han mere tilbøjelig til at fravælge U2, når der skulle lyttes til musik.

Et andet eksempel er at arbejde et sted, hvor der løbende bliver indført ny teknologi. Dette kan være krævende at sætte sig ind i. Langt det letteste er at undgå alt det nye. Problemet er blot, at hvis man altid viger uden om, risikerer man en dag at være så langt bagud, at man ikke mere kan deltage i de almindelige arbejdsgange på sit arbejde. Et tilsvarende eksempel er pædagogen, som involverer sig mindre og mindre i sit arbejde og i de mennesker, vedkommende arbejder med. Igen fordi det er det letteste. Problemet er blot, at man derved opøver nogle rutiner, så man til sidst slet ikke formår at involvere sig. Det samme risikerer læreren. Igen er faren, at det er fristende at slippe så let om ved sit arbejde, som muligt. Man undlader at tage på kurser, genbruger de samme undervisningsforløb osv. Efter en 10-15 år med de samme forløb er det svært at ændre disse. Man kan ganske enkelt ikke forestille sig, at der i det hele taget kan undervises anderledes, end man altid har gjort.

Her er det nok på sin plads med en lille advarsel. Jeg tror, at de fleste mener, at noget sådant ikke kan overgå dem. Men her må man tænke på, at det for det meste er en udvikling, som man ikke er sig bevidst. De, der ender i en situation som ovenfor skitseret, har på intet tidspunkt valgt, at det skulle gå sådan. Faktisk tror jeg, at de fleste aldrig opdager, hvorfor det gik, som det gjorde. Det er langt lettere at undskylde sig med sin alder, den elendige chef osv. Måske er det netop dem, der ikke er sig denne fare bevidst, der er mest udsatte for at ende i en sådan situation.

Den stille og rolige udvikling, som disse eksempler illustrerer, forudsætter selvfølgelig, at de situationer, man kommer i, ikke ændrer sig nævneværdigt fra gang til gang. Ellers ville der ikke opstå handlingsbehov, der minder så meget om hinanden, at de hver gang løses på samme måde. Dette er også et meget vigtigt element i mit sidste eksempel, som har noget med grupper at gøre. Indtræder man nemlig i en sådan, optræder der selvfølgelig en række nye situationer, men til gengæld er der en vis sammenhæng imellem disse. Derfor vil der også i et sådant tilfælde efterhånden dannes nogle nye generelle handlingsbilleder. Dette udnyttes af mange nyreligiøse bevægelser. De har forskellige måder at indfange og fastholde nye medlemmer, men fælles for dem alle er, at de i begyndelsen forsøger at isolere de nye medlemmer fra omverdenen. Derved opnår man en maksimal grad af indflydelse, og ofte lykkedes det i en sådan grad, så de nye medlemmer efterhånden fraskriver sig enhver form for kontakt med omverden, familie og venner.


Karakteristisk for alle ovenstående eksempler er, at ændringerne så at sige sker i de situationer, hvor handlingsbehovet opstår. Som tidligere omtalt kan der dog også ske ændringer senere, men så er det på baggrund af hukommelsesbilleder. Når et hukommelsesbillede aktiveres, kan det nemlig være anledning til ændringer, som sigter mod at løse det handlingsbehov, som opstod, da hukommelsesbilledet blev dannet.

Nu er der blot det lidt specielle ved hukommelsesbilleder, at de kan aktiveres igen og igen, og hver gang kan det betyde en lille ændring. På den måde kan en enkelt situation bevirke, at der opstår store ændringer, så selv grundlæggende handlingsbilleder ændres. Det kan være en bekendt, som en dag gør noget, man bliver vred over. Hvis det til stadighed optager en, kan denne ene situation godt få som konsekvens, at man fuldstændigt ændrer sig over for den pågældende, så man aldrig igen får samme forhold til vedkommende.

I det hele taget bevirker disse tankeprocesser, at handlings- billederne indretter sig efter hukommelsesbillederne. Når man tænker, er det altså de allerede etablerede handlingsbilleder, der sætter dagsordenen. Dette er vigtigt at være opmærksom på. Hører man eksempelvis til dem, der helst går egne veje, er man i sagens natur overladt en del til sig selv. Derved får man ikke i samme grad respons fra andre. Det betyder, at man får mere tid til at udvikle sig i nogle retninger, som er bestemt af nogle indre forhold. Resultatet kan være, at man udvikler sig i en retning bort fra andre.

Har man eksempelvis været ude for en oplevelse, der påvirker en voldsomt, kan det være udmærket at holde sig lidt for sig selv, simpelthen for at få denne oplevelse bearbejdet. Helt farefrit er det nu ikke. Resultatet kan nemlig være, at man udvikler sig i en retning, der ikke ligefrem hjælper en til at komme videre. Dette illustreres meget godt af følgende eksempel: To piger rejste rundt i Spanien. Desværre blev de begge voldtaget. De rejste selvfølgelig hurtigt hjem, men efterfølgende handlede de meget forskelligt. Den første insisterede på at rejse igen. Den anden blev derimod hjemme og fik derved bedre tid til at bearbejde oplevelsen. Resultatet var, at den første hurtigt kom over det og den anden led af psykiske problemer i lang tid derefter.


Der er dog også andre grunde til en sådan helhedsdannelse. Hvis de situationer, man kommer i, ikke afviger nævneværdigt fra hinanden, vil nogle handlingsbilleder aktiveres oftere end andre. Som tidligere omtalt vil de dermed også lettere aktiveres. Det betyder med andre ord, at de meget anvendte handlingsbilleder vil undertrykke de mindre anvendte. Alt andet lige vil dette også bidrage til en helhedsdannelse. Dette illustreres nærmest på tragikomisk vis af følgende eksempel:


En stor eksplosionsulykke i Texas City i 1969 var forårsaget af en lækage i en olieledning. Efter ulykken fandt undersøgelseskommisionen ud af, at en strømningsmåler faktisk havde indikeret en strøm af olie i ledningen, selv om en lukket ventil skulle gøre dette umuligt. Operatøren indrømmede, at han havde observeret det, men at hans erfaring viste, at måleudstyret var ustabilt, og at en sådan indikering normalt skyldtes, at en justering var påkrævet. Da han havde travlt, havde han denne gang udsat yderligere kontrol til senere - med det resultat, at en læk ikke blev fundet i tide.5


En fjerde grund til en sådan helhedsdannelse er, at en allerede dannet helhed har en tendens til at opretholdes, også selv om man kommer i nogle nye situationer. Det er der primært to grunde til. For det første opstår der færre handlingsbehov for en helhed. Baggrunden er, at der opstår handlingsbehov, når begge handlingsbilleder i en forgrening aktiveres, men dermed er chancen for, at der opstår handlingsbehov mindst, når der er få handlingsbilleder, og de er sammensat som et handlingstræ. For det andet indtræffer der langt lettere ændringer blandt de konkrete end blandt de grundlæggende handlingsbilleder. Det betyder, at handlingsbillederne i første omgang tilpasser sig nye situationer ved ændringer blandt de konkrete handlingsbilleder. Hvis der i det hele taget opstår handlingsbehov, vil de altså i første omgang sikkert løses ved overfladiske ændringer.

At man på den måde grundlæggende handler traditionelt, kan nogen gange være fatalt. Et eksempel er dette:


En aften i 1795 var den franske astronom Lalande i færd med at kortlægge stjernehimlen. Hver aften observerede han stjernerne og optegnede deres position, som han derpå kontrollerede ved en ny observation den følgende dag. Denne aften konstaterede han, at en stjerne havde skiftet position i forhold til sine naboer. Da Lalande var en erfaren astronom, vidste han, at det var urimeligt, og at han nok havde begået en eller anden fejl. Han satte derfor et spørgsmålstegn ved observationen og lod sagen ligge. Havde han forfulgt sagen, havde han opdaget planeten Neptun et halvt århundrede før, det faktisk skete. I betragtning af, at planeten Uranius var opdaget blot ni år tidligere, burde Lalande være forberedt på en sådan opdagelse. Han slog det blot hen som en simpel målefejl.6


Nogle formår dog at se, når der er noget nyt på færde. Et kendt eksempel er Rutherford. I 1909 beskød Geiger og Marsden et tyndt platinfolie med a-partikler. Resultatet var, at nogle af a-partiklerne nærmest blev sendt direkte tilbage i den retning, hvor de kom fra. Dette overraskede Rutherford meget. På den tid forestillede man sig nemlig atomerne som en kugle, hvor massen var jævnt fordelt. Problemet for Rutherford var, hvorledes en jævnt fordelt masse kunne sende nogle få af a-partiklerne direkte tilbage igen. Rutherford skulle i den forbindelse have sagt:


It was quite the most incredible event that has ever happened to me in my life. It vas almost as incredible as if you had fired a 15-in. shell at a pjece of tissue paper and it came back and hit you.7


På baggrund af Geiger og Marsdens forsøg opstillede Rutherford en ny atommodel, nemlig planetmodellen, hvor stort set al massen er koncentreret i en lille positiv ladet kerne, og elektronerne kredser om kernen, som planeterne om solen. Dermed kunne Rutherford forklare Geiger og Marsdens forsøg. Da kernen nemlig er lille, vil kun nogle få a-partikler ramme direkte mod kernen og dermed blive sendt direkte tilbage, fordi a-partikler både er positivt ladede og lettere end platinkerner.


Sidst, men ikke mindst, må man tænke på, at det er svært at skabe nye handlemønstre. Derfor er der hele tiden en tendens til, at man lader sig inspirere af andre. Derved skabes flere fælles handlemønstre, som igen bevirker, at der let skabes nye fælles handlingsbehov osv. Der vil altså vedvarende være en tendens til en gruppedannelse. Ifølge de tre førstnævnte grunde vil en sådan gruppedannelse også befordre en helhedsdannelse på det personlige plan.

Dette betyder, at den enkeltes personlighed ofte kan betragtes som indlejret i noget større, som f.eks. noget historisk, noget kulturelt eller noget socialt. Ofte følger man derfor større strømninger i tiden, nærmest som en korkprop på vandet. Den følger i store træk også vandets løb, både når det løber stille og når det bruser, selvom den selvfølgelig kastes mere rundt, når vandet bruser.


Denne tendens til helhedsdannelse finder jeg interessant. Mit udgangspunkt er, at mennesket ikke er en helhed. Tværtimod er dets handlinger opdelt i en række af hinanden uafhængige enheder, nemlig handlingsbilleder. Selv om dette ikke umiddelbart tyder på nogen helhed, er det alligevel muligt at tale om en personlighed. Men ikke nok med det. Det er også muligt at give en forklaring på, hvorledes en sådan personlighed eller helhed kunne tænkes at opstå. Desuden er det muligt at give en forklaring på, hvorledes grupper med fælles handlemønstre kan opstå. Dette er ovenstående en del af svaret på. Der er dog også en anden faktor, som understøtter en sådan tendens.

Her tænker jeg ikke så meget på noget, som kan begrundes i noget menneskeligt, men snarere på, hvad man kunne kalde en kulturelt betinget faktor. Den opstår, fordi vi lever i en kultur, der opfatter mennesket som et rationelt tænkende individ, der ikke er under indflydelse af noget irrationelt, dvs. noget, som ikke er styret eller kontrolleret af fornuften. En sådan opfattelse er i skarp modsætning til den her præsenterede teori, som er en lang række af eksempler på, at det irrationelle har meget stor betydning. Når man handler og ikke tvivler på sin egen fornuft, følger man derfor blot egne holdninger og værdier. Man handler med andre ord på en måde, der stemmer overens med egne allerede etablerede handlingsbilleder. Eksempelvis er der en tendens til, at man holder sig til grupper, man i forvejen er en del af. Men derved sker der heller ingen nyudvikling, nærmest tværtimod.

Disse overvejelser viser, at denne tendens til helhedsdannelse ikke udelukkende er en tendens, der ligger i mennesket. Der er også en kulturelt betinget faktor.