8. Om at sanse


Mit udgangspunkt var, at man sanser og handler på baggrund af handlingsbilleder. Senere indførte jeg, at handlingsbilleder kan sammensættes. Herefter har sansning kun været omtalt tilfældige steder, men det har jeg tænkt mig at råde bod på med dette kapitel.

Som jeg tidligere har omtalt, er det ikke sådan, at man umiddelbart sanser, hvilke handlingsbilleder, der aktiveres. Man sanser heller ikke direkte indholdet i disse handlingsbilleder. Men hvad sanser man så? For man registrerer da et eller andet, når man handler. Når jeg møder min ven Peter på gaden, sanser jeg da, at jeg møder ham. Eller gør jeg? I kapitlet om handlingsbehov diskuterede jeg et lignende eksempel, nemlig hvorledes man registrerer en dårlig appelsin. Derefter inddrog jeg et af Kuhns eksempler. Pointen i begge eksempler var den samme: Man registrerer langt lettere en forskel, hvis man i forvejen er disponeret, dvs. har et handlingsbillede for afvigelsen. Disse eksempler tyder på, at man kun sanser noget i situationer, hvor der opstår et handlingsbehov. Det er netop også i disse situationer, at der dannes et hukommelsesbillede.

Dette har den interessante konsekvens, at i situationer, hvor der ikke opstår et handlingsbehov, registrerer man heller intet. Det kan være situationer, som man er godt kendt med. Et eksempel er at køre bil til og fra arbejde. Hvis turen ellers forløber normalt, er det faktisk ikke meget, man registrerer undervejs. Noget man på den måde kan gøre nærmest uden at registrere det eller tænke over det, har vi ligefrem en talemåde for, nemlig: “At gøre med rygmarven”.

Men kan dette da passe? Når jeg ser ind i stuen, ser jeg da stolen, sofaen, bordet etc. Nej, vil jeg svare. Man registrerer først en genstand i det øjeblik, man retter sin opmærksomhed mod den pågældende genstand. Denne opmærksomhed opstår i det øjeblik, der opstår et handlingsbehov. Dette kan opstå, hvis der er et eller andet usædvanligt ved stolen, som f.eks. en plet, at stolen er skæv eller lignende. Opstår der ikke et sådant handlingsbehov, ser man heller ikke stolen. Man kan godt gå uden om den eller tage den, men decideret at registrere denne stol med dens betræk, ridser osv. gør man ikke.

Men hvad så, hvis en siger: “Se den stol?” Heller ikke da ser man den. Man kan kigge og endda gå i en udpeget retning, men se den gør man ikke. Det er stadig først, når noget ved stolen fanger ens opmærksomhed, at man ser den. Det er også den måde, vi udpeger genstande på for hinanden. Man udpeger nemlig altid det, der fangede ens egen opmærksomhed. Det er faktisk sjældent, man blot siger: “Se den stol”. Man siger: “Se den stol, den med betrækket”.

Det lyder måske lidt underligt, men i en lidt anden version er det en situation, alle kender. Man bliver bedt om at hente en genstand i et andet lokale, men man kan ikke finde den. Det viser sig alligevel, at den lå nøjagtigt som beskrevet, man har blot ikke fået øje på den. “Nå der, siger man så”. Dette er selvfølgelig mest udpræget, hvis det er genstande, som man ikke kender i forvejen. Men selv for genstande, man kender, som f.eks. en saks, er det ikke usædvanligt, at man “ikke kan se skoven for bare træer”.

Men har man selv ingen indflydelse på, hvad man ser? Står man i en stor sal, siger man da: “Jeg rettede opmærksomheden mod det fjerneste hjørne af lokalet”. Dette er selvfølgelig ikke, fordi der er en instans (et Jeg), der retter opmærksomheden mod det fjerneste hjørne af lokalet. Tværtimod er det et handlingsbillede, der aktiveres. Hvis der derved opstår et handlingsbehov, sanser man det, der har relation til dette handlingsbehov. Det er derfor, man ikke samtidig sanser stedet, indretningen, de andre personer i lokalet osv. Man sanser kun det, der har forbindelse til handlingsbehovet, og intet andet.


Men hvad vil det mere konkret sige at have forbindelse til et handlingsbehov? Hvad er det mere præcist, man sanser? Lad mig kort opsummere nogle tidligere resultater: Man sanser i situationer, hvor der opstår et handlingsbehov, og ved samme lejlighed dannes et hukommelsesbillede. I kapitel 5 så vi, at dette hukommelsesbillede er et billede af de mønstre, der var tilstede, da handlingsbehovet opstod.


Fig.13 Dannelsen af et hukommelsesbillede


Men hvad sanser man så? Hvad er det egentlig, man registrerer? Det mest oplagte er simpelthen, at det også er de mønstre, der gemmes i hukommelsesbilledet, som man registrerer. Måske ikke direkte disse mønstre, men så i hvert fald noget med relation til disse.

Det passer fint med, hvad jeg sagde i ovenstående eksempel om opmærksomhed i et lokale, fordi der var en række ting, man ikke så. Det passer også fint med min oprindelige forståelse af et handlingsbillede som et indre billede, der var baggrund for sansning og handling. Ifølge ovenstående sanser man de mønstre, der optræder, hvor handlingsbehovet opstår. I figur 13 svarer det til de mønstre, der optræder ved forgreningen. Men det vil med andre ord sige, at de tre første handlingsbilleder er baggrund for det, der i dette tilfælde sanses. Det er altså disse tre handlingsbilleder, der tilsammen danner det “billede”, som man ifølge mine indledende betragtninger sanser på baggrund af.

Disse overvejelser om sansning har et par interessante konsekvenser. Opstår der eksempelvis et konkret handlingsbehov, betyder det, at der hele tiden er nogle grundlæggende handlingsbilleder, som er aktive uden direkte at være involverede i dette behov. Derfor registreres heller intet, der har relation til disse grundlæggende handlingsbilleder. De bliver på den måde en ramme for alt, hvad der i den pågældende situation sanses. Eksempelvis vil man inden for en bestemt kultur kun registrere overfladiske ændringer, som f.eks., at naboen får en ny bil, og at Hanne og Peter skal giftes. Men at man i det hele taget har råd til bil, at man holder bryllup osv., registreres ikke. Dette vil langt lettere falde i øjnene for en med en helt anden kulturel baggrund.

Hvis de grundlæggende handlingsbilleder derimod ikke passer helt til den pågældende situation, bliver det mere tilfældigt, hvad man registrerer. Det skal man f.eks. være opmærksom på i forbindelse med undervisning. Fra lærerens side nytter det intet med en masse detaljer, hvis det grundlæggende ikke er i orden. I så fald er det lidt tilfældigt, hvad eleverne får fat på, og ofte er det helt andre detaljer, end læreren tilstræbte.

Noget tilsvarende kommer man ud for, hvis man for første gang er sammen med mennesker, der kender hinanden godt. Ofte vil man her overse en masse detaljer, som langt lettere bemærkes af de, der kender hinanden. I min tid som seminarielærer var jeg ude at overvære de studerendes praktik i folkeskolen. Karakteristisk nok bemærkede de studerende ofte selv langt flere detaljer om de enkelte elever, end jeg selv gjorde. Mads gjorde dit, Julie gjorde dat osv. Men de kendte også eleverne. Men når det gjaldt selve undervisningen, kunne jeg igen bidrage. Jeg så ganske enkelt flere detaljer i deres undervisning, end de selv gjorde. Forskellen skyldtes ikke kun, at de underviste, og jeg observerede. Der var nemlig kun en, der underviste af gangen. Resten var altså ikke direkte involveret i undervisningen, men observerede også. Man ser altså flest detaljer inden for områder, man i forvejen er godt kendt med.