En kort formulering


Det kunne være rart med en lettere tilgængelig udgave af tankegangen i ”Om mennesket”, også selvom det er på bekostning af en stringent fremstilling.

Ideen fik jeg en dag, da vi i en studiekreds læste Platons dialog ”Parmenides”, som omhandler verdens enhed. Det inspirerede mig til at tegne konturerne af det modsatte, nemlig en verden præget af mangfoldighed. Her valgte jeg ”historier”, som det gennemgående begreb i modsætning til ”Om mennesket”, hvor handlingsbillede er det gennemgående begreb. Det er simpelthen en stor fordel, at alle har en rimelig klar ide om hvad en historie er. Desuden giver det faktisk også en udmærket ide om, hvad et handlingsbillede er for en størrelse, hvis man vel at bemærke lave lidt om på historiebegrebet, så det ikke kun omhandler de historier der fortælles, men også omhandler de historier der kan fortælles om de involverede. Den korte fremstilling fik derefter følgende ordlyd:


Mennesket er til historier. Vi er historier.


Det er vore historier, der ligger til grund for de fleste af vore tanker og handlinger.


Man er sjældent bevidst om sine egne historier. De er der bare.


Dermed er mennesket ikke en enhed, thi historier er ikke nødvendigvis indbyrdes konsistente. Men hver historie er konsistent med sig selv.


Kan man afdække sine historier? Ja, men det er ikke nemt.


Men vi er da rationelle væsener? Nej, vi er kun rationelle inden for en bestemt historie. Overordnet set handler og tænker mennesket ikke rationelt, men vi kan tilstræbe det, hvis vi vil. At tænke og handle rationelt er i sig selv en historie.



Kan man gå bag om disse historier og afdække deres ophav? Nej, det kan man ikke, men man kan afdække hver enkelt histories ophav.


Kan en historie være i overensstemmelse med verden? Ja, det kan den, men der er intet, der sikrer denne overensstemmelse.


Hvad med vore sanser? De må da være i overensstemmelse med verden? Nej, for det meste sanser vi det, som vore historier fortæller, vi kan sanse. Hør blot læreren i fysiklokalet: ”Her har I et tågekammer, og de hvide striber er spor efter alfa-partikler.” At observere er at fortælle historier.


Findes verden overhovedet? Det er et åbent spørgsmål.



Er vi gode til at fortælle historier? Nogen er bedre end andre, men generelt er vi gode til at fortælle historier.


Er vi gode til at finde på historier? Nogen er bedre end andre, men generelt er vi ikke så gode til at finde på historier. Det er derfor, vi går og fortæller de samme historier til hinanden.


Hvilke historier lytter vi til? Primært de historier, som vi selv synes er gode. Det er selvfølgelig ikke en bevist afgørelse.



Et godt råd må derfor være: Søg de sande historier, men husk at løgnen ofte går hånd i hånd med sandheden.



Altså en helt anden fremstilling end i ”Om mennesket”, men tankegangen er den samme. Nogen studser måske over ordet ”historier”. Jeg kunne såmænd lige så godt have benyttet ordet ”fortælling” eller ”narrativ”, for at bruge et angelsaksisk udtryk. Måske har jeg en lille præference for ”historier”. Det centrale i ”Om mennesket” er at vore handlinger optræder i blokke, og her finder jeg, at historie er en bedre betegnelse for en sådan handlingsblok end fortælling, fordi jeg opfatter en historie som noget mere etableret og velafgrænset end en fortælling.