Første sætning om den anden: Ingen generel etik

Mødet med den anden er, som udgangspunkt, et møde mellem to unikke personer. Det skyldes disse tilstande, der, som udgangspunkt, er unikke. Derfor bliver de to personer også unikke, altså har de to personer, som udgangspunkt, ikke noget til fælles. Dermed er der heller ikke grundlag for en fælles etik.
Dette er dog et meget idealiseret tilfælde. For det første dannes tilstande for det meste ikke uden sammenhæng med de øvrige tilstande. Desuden dannes gode og hensigtsmæssige tilstande ikke så nemt, så nye tilstande er ikke helt så unikke, som antydet ovenfor. Faktisk dannes en del nye tilstande efter inspiration fra andre personer. Dermed får man en række tilstande tilfælles med de personer, man har kontakt med i dagligdagen. I ens omgangskreds er der med andre ord en del grupper med fælles tilstande. Der er endda ofte tale om en hvis udtynding, således man har mindre og mindre tilfælles, jo længere man kommer bort fra ens egen daglige omgangskreds.

Inden for denne omgangskreds kan der også være betydeligt forskelle,så der i ens omgangskreds er forskellige grupperinger. Men der vil helt sikkert opstå en lokal etik, der siger, hvordan man bør opfører sig i forskellige situationer, som fx at man ikke må stjæle og lignende. Hvorfor gør der egentligt det? Det siger erfaringen, men det kan vel heller ikke undre. Det er jo en flok mennesker, der mødes jævnligt, og derfor opstår der hele tiden konflikter, hvis man ikke sørger for at indrette sig med adfærdskorrigerende regler :-)

Men overordnet set, så er der ikke belæg for en generel etik. Det skal så lige bemærkes, at det ikke er naturligt for os mennesker at indse dette. Først efter lange teoretiske overvejelser, a la disse med baggrund i tilstande, kan man komme så vidt. Men vil man en teoretisk og en systematisk tilgang til mennesket er der i mine øjne ingen vej uden om.

I praksis er det selvfølgelig vigtigt at gøre sig klart, at ens forhold til andre i form af moral er lokalt forankret, og rejser man ud i verden, vil man møde mange andre måder at forholde sig til hinanden på, end det man umiddelbart er vant til.

Et fællesskab

I de følgende sider får vi brug for et nyt begreb, nemlig fællesskaber. Et fællesskab er en gruppe med en række fælles tilstande. Desuden skal man være bevidst om dette fællesskab, så man er bevidst om den samhørighed, man har med de andre i fællesskabet. Et eksempel på et fællesskab er et venskab mellem to gode venner. Det kan også være større grupper, såsom befolkningen i et helt land. Når der er VM i fodbold, har brasilianerne helt sikkert et fællesskab om deres landshold.

Man skal så bemærke, at et fællesskab ikke kan være påtvunget. Hvis der nemlig er tale om påtvunget samvær, vil der ikke være væsentlige situationer, hvor man handler ens, og dermed vil man heller ikke have fælles tilstande. Det ligger altså i definitionen af et fællesskab, at det ikke kan være påtvunget. Og så kan der alligevel ske ting, når tiden går. Et eksempel er Stockholm-syndromet. Syndromet blev navngivet efter et røveri imod Kreditbanken i Stockholm, hvor to røvere tilbageholdt fire gidsler fra 23. august til 28. august 1973. I denne sag begyndte gidslerne at forsvare røverne, og det fortsatte selv efter, at den seks dage lange tilfangetagelse var overstået.

Man kan også bemærke, at der findes grupper, der ikke er fællesskaber. Et eksempel er fodgængere ved et fodgængerfelt. Det er en gruppe, fordi de alle vil gå for grønt og stå for rødt, men det er ikke et fællesskab, fordi de ikke er bevidste om de andre fodgængere. De andre får i hvert fald ikke opmærksomhed, men sker der nu fx en ulykke, som de alle er vidner til, ja, så kan der meget hurtigt opstå et fællesskab, fordi der pludselig opstår en opmærksomhed og bevidsthed om de andre.

Et andet tilsvarende eksempel er bilister på en motorvej. Det er også en gruppe, fordi de handler ens, men man kan ikke sige de har et fællesskab. Det kan de hurtigt få, hvis de fx sner inde, så de alle sidder fast i sneen på motorvejen.

Anden sætning om den anden:
Hvis man vil bevare et fællesskab med den anden, så må man selv gøre noget for at bevare det.

Ifølge definitionen af disse tilstande kan der indtræder ændringer nærmest uden grund. Det kan være store ændringer, som dog ikke indtræder så tit, og det kan være mindre ændringer, som oftere sker. Der kan altså ske ændringer i mødet med den anden, men, som sagt, kan man ikke sige specifikt hvilke ændringer der vil optræde, og hvad retning de vil bevæge sig i.

Det er vel at bemærke en af grundene til, at man ikke kan fastlægge en almen etik for os mennesker, simpelthen fordi der ikke er et fast grundlag, hvorpå en sådan etik kunne hvile. Der kan jo forekomme ændringer.

Nu kunne man jo indvende, at sådanne momentane ændringer ikke forekommer så tit, og da slet ikke blandt de generelle tilstande. Dette er selvfølgelig helt korrekt, men faktisk indtræder der flere ændringer, når man er aktiv sammen med andre, end når man ikke er aktiv. Og hvorfor så det? Jo, det ligger i disse handlingsbehov, som kan opstår, når man er aktiv, fx aktiv sammen med andre. Når der opstår et handlingsbehov, åbner det op for, at ændringer kan indtræde. Det betyder, at der er en større sandsynlighed for, at der indtræder ændringer i forbindelse i situationer, hvor der opstår et handlingsbehov. Ydermere er situationer, hvor der opstår et handlingsbehov, ofte udgangspunkt for tænkning, som yderligere fremmer ændringer. Med andre ord: Det er slet ikke usædvanligt, at der indtræder ændringer i samværet med den andre.

I forbindelse med fællesskaber kan sådanne ændringer have store konsekvenser. Der må nemlig gælde, at der er en latent tendens til opløsning i ethvert fællesskab. Det skyldes disse tilstande og deres tilfældige ophav. Derved kan der nemlig pludselig eller umærkeligt over lang tid opstå nye tilstande, der ikke harmonerer med de tilstande, der ligger til grund for fællesskabet. Hvis man derfor vil bevare dette fællesskab, ja, så må man selv gøre noget for at bevare det. Dette er den anden sætning om den anden. Pointen er her, at hvis man intet gør, så vil det, man er, sætte dagsordenen, og der ligger ingen sikkerhed i det, man er. Det, man er, kan bevæge sig i mange retninger.

Lad os først se på et par eksempler fra hverdagen. Det første er et eksempel på at vedligeholde et fællesskab: Jeg boede på et tidspunkt på en vej, hvor vi havde et godt sammenhold. Når der var arrangementer, bakkede alle op. Jeg kan specielt huske en gang, hvor der var vejfest, og der var også arrangeret noget fællesdans. Desværre var det både blæsende, koldt, regndråber, og det var mørkt. Det var ikke indbydende dansevejr, men alle bakkede op og gik med i dansen, selvom vejret ikke ligefrem indbød til det. Se, det skaber en god stemning og et godt sammenhold, og den bliver skabt, fordi alle deltog i dansen uden forbehold.

Og så et eksempel på at skabe et fællesskab, som alle sikkert kender. På ens arbejde har man en lille konflikt med en af sine kolleger. Kollegaen gør et eller andet, som man bliver lidt vred og lidt stødt over. Spørgsmålet er nu, hvad man stiller op med det. Skal man lade konflikten blive stående og ligesom lægge en linie, så man fortsætter med at være forbeholden over for sin kollega. Eller skal man engagerer sig i den anden igen og forsøge at få genskabt det gode forhold, fx ved at være lidt imødekommende over for sin kollega. Det kan være lidt svært at overvinde sig selv til at være imødekommende, når man nu er lidt vred. Men her er det vigtigt, at man ikke lader sig lede af sin umiddelbare indskydelse, men netop engagerer sig, hvis man altså vil genoprette det gode forhold igen.

Et andet eksempel er to gode venner, men selv for gode venner vil der engang imellem opstå situationer, hvor man ikke er helt enige. Hvis en sådan uenighed udvikler sig til et brud, så er det, fordi man ikke vil hinanden. Hvis man netop vil et fællesskab med den anden, så må man overvinde den slags uenigheder på den ene eller den anden måde.

Lad os lige folde dette eksempel lidt mere ud: Eksemplet er altså to gode venner. De er endda rigtigt gode venner, som ofte ses, og hjælper hinanden i lyst og i nød. De har med andre ord meget til fælles og meget at være fælles om. Men der er en lurende fare for dette venskab. I kraft af disse tilstande opstår der af og til nye tilstande eller etablere tilstande ændre sig en smule, så grundlaget for venskabet ændre sig. Hvordan det? Jo, hvis eksempelvis den ene siger eller gør et eller andet, som den anden ikke kan acceptere, ja, så kan dette venskab gå i stykker med et brag. Der kan også ske umærkelige ændringer over lang tid, så grundlaget for det fællesskab, som de to venner har, ikke er så stærkt, som det engang var. Og det er i sådanne situationer den anden sætning om den anden påpeger, at man har muligheden for at gøre noget for det gode venskab. Gør man ikke noget, lader man dermed de nye ændringer sætte dagsordenen.

Men hvem er det ”jeg”, der her har mulighed for at sætte en anden dagsorden? Ja, først og fremmest må man slå fast, at der ikke findes et overordnet ”jeg”, der sidder som en overordnet instans og kan disponerer mellem diverse tilstande. Her er der snarere tale om, at der opstår en helt tredje tilstand, der ligesom betragter dette venskab udefra og forsøger at tage bestik af situationen. Håbet er, at denne anden sætning om den anden kan befordre en bevidsthed om, at man har mulighed for at at dreje af uden at følge den slagne vej, som ellers er lagt af de bestående tilstande og de nye ændringer.

Som med første sætning er det ikke naturligt for os mennesker at indse denne anden sætning om den anden, selvom mange sikkert vil være enige ud fra en erfaringsmæssig tilgang. Rent praktisk mener jeg da også, at denne anden sætning om den anden kan få stor indflydelse på, hvordan vi omgår hinanden, også i lidt større perspektiv. Den ligger i hvert fald til grund for de følgende tre sætninger.

Tredje sætning om den anden
Hvis man ikke gør noget for at bevare et fællesskab med den anden, så vil man det heller ikke

Lad os se på endnu et konkret eksempel, nemlig Ruslands invasion af Ukraine i februar 2021. Russerne begrunder invasionen med, at de vil undgå vestlig indflydelse og dominans fra vesten. Men den begrundelse holder ikke ifølge anden sætning om den anden, thi det skal netop være et fællesskab, man skaber, dvs. et fællesskab, som deles af begge parter, men her er det ensidigt russerne, der vil gennemtrumfe et bestemt form for fællesskab mellem Rusland og Ukraine.

Rusland henviser ofte til historien, men den holder ikke, thi den udlægning, som russerne giver, kan jo netop ikke accepteres af Ukraine. Men har russerne ikke ret i, at der er en historisk tradition? Jo, det har de da ret i, så hvorfor overtrumfer anden sætning den historiske tradition? Det gør den så heller ikke. Kun hvis man vil et fællesskab med anden, er der ingen vej uden om anden sætning. Russerne vil netop ikke et fællesskab med Ukraine. De vil kun Ukraine på russernes egne præmisser.

Her i dette eksempel benyttede jeg den benægtende udgave af anden sætning om den anden. Hvad jeg mener med det? Jo, fra den formelle logik har vi nemlig, at hvis A med medfører B, ja, så er det ensbetydende med, at non B medfører non A. Den latinske betegnelser fra at A medfører B er modus ponens, og den latinske betegnelse for at non B medfører non A er modus tollens. Anden sætning i modus tollens bliver altså til:

Hvis man ikke gør noget for at bevare et fællesskab med den anden, så vil man det heller ikke

Dette er den tredje sætning om den anden.

Fjerde og femte sætning om den anden

Russerne udviser ikke respekt for ukrainerne og deres ønsker. De lytter simpelthen ikke til ukrainerne. Det antyder, at anden formulering kan formuleres anderledes, hvilket faktisk også er tilfældet, men lad os lige repeterer anden formulering: Hvis man vil bevare et fællesskab med den anden, så må man selv gøre noget for at bevare det. Spørgsmålet er, hvordan man bevare et fællesskab? Ja, det findes der selvfølgelig ikke almene svar på. Dybest set er det en fortolkning, om man gør noget for at bevare et fællesskab, og dermed kan man ikke give sikre indicier på, at fællesskabet vedligeholdes. Men helt oplagt, så kan man jo inddrage den anden. Det sikre i hvert fald, at den anden også bliver hørt om man vedligeholder fællesskabet. Dermed har vi den fjerde sætning om forholdet til den anden:
Hvis man vil et fællesskab med den anden, så må man også inddrage den anden.

Det er med andre ord ikke i orden med ensidige tiltag, hvis man altså vil et fællesskab med den anden.
Denne fjerde sætning kan også omskrives til modus tollens. Det bliver så til femte sætning om forholdet til den anden:

Hvis man ikke inddrager den anden, så vil man heller ikke et fællesskab med den anden.

Særligt denne femte sætning er en ret stærk formulering. Ruslands angreb på Ukraine her i februar 2021 er et godt eksempel. Her er det ret oplagt, at Rusland ikke har inddraget Ukraine. Heraf følger, at det ikke er Ukraine og dets befolkning, man vil. Rusland har her helt deres egen dagsorden.
Men kan man opfatte Ukraine som en person? Ja, det kan man, hvis indbyggerne i Ukraine vel at mærke opfatter Rusland og Ruslands aggression på samme måde. Dermed kan befolkningen i Ukraine nemlig opfattes som en gruppe i forhold til deres opfattelse af Rusland.

Et andet tilsvarende eksempel er uighurerne i Kina. De bliver sandelig ikke spurgt til råds, når Kina disponerer. Dermed vil Kina ikke uighurerne og deres kultur. Det gælder også selvom Kina benægter det. Det eneste Kina legalt kan gøre er at sige, at de sandelig inddrager uighurerne, og så skrue en eller anden forklaring sammen. Som sagt er det en fortolkning om og i hvor høj grad man inddrager den anden. Og det er ikke et argument, at det er et internt anliggende i Kina. Landegrænser er jo blot sociale konstruktioner, der ikke kan overtrumfe anden formulering om forholdet til den anden. Disse sætninger om den anden har en helt anden status. Det er en slags naturlove for fællesskabet.

Som det næsten fremgår af eksemplerne, er den femte sætning om den anden en ret slagkraftig formulering. Måske fordi der er mange eksempler på, at mennesker ikke inddrages, og dermed vil man dem heller ikke. Faktisk er denne femte sætning på mange måder stærkere end anden sætning, fordi det er lidt uklart, hvad det vil sige at bevare et fællesskab. Det kan fortolkes på mange måder. Men her er femte sætning nemmere at anvende, thi det er nemmere at indse, at man ikke inddrages.

Men lad se på nogle flere eksempler med denne femte sætning om den anden. Den forhåndsværende klimakrise er et udmærket eksempel til at illustrerer tankegangen. Kort fortalt er mange bekymrede for, at jorden opvarmes pga. menneskets udledning af CO2, som udledes når der afbrændes kul og olie. Problemet er, at vores energiforbrug primært dækkes ved afbrænding af kul og olie, så hvis udledningen af CO2 skal ned, skal vi ændre vores samfund til et mindre forbrug, eller vi skal omlægge vores energiforsyning. Det koster, og derfor er mange utilfredse med de tiltag, der trods alt bliver gjort for at nedbringe menneskets udledning af CO2. Ja, der er faktisk mange, som helt afviser tanken om global opvarmning, og nægter at gøre noget som helst.
Ifølge femte sætning om den anden er det helt forkert, fordi man derved ikke tager hensyn til de bekymrede. Ifølge femte sætning er den blotte eksistens af bekymrede nok til, at man bør gøre noget, hvis man altså vil de bekymrede. Man kan selvfølgelig gå i dialog med de bekymrede for at overbevise dem om, at bekymringen hviler på et forkert grundlag, men som sådan kan man ikke afvise dem. Dette ville være disrespekt over for de bekymrede.

Men skal man så lytte til alle og enhver, der stiller sig op med et afvigende synspunkt? I princippet ja. Der er faktisk kun en grund til at afvise den anden, og det er, når den anden ikke selv er indstillet på andet end at lytte til sig selv. Et eksempel så vi overfor, hvor en del afviser at gøre noget for at mindske vores udledning af CO2, men de kan afvises, fordi de ikke selv er indstillet på forandring. De vil fortsætte som hidtil. Modsat er de bekymrede indstillet på dialogen med de ikke bekymrede.

På den måde kan man afvise mange galninge, fordi de som regel ikke er indstillet på nogen form for hensyntagen til andre.

Men har naturvidenskabens og videnskabens forskning ingen betydning? Jo, for den enkelte, men faktisk ikke for vore indbyrdes forhold og respekt for hinanden. Man må respektere den anden for det standpunkt, vedkommende har taget, dog kan man ikke respektere den respektløse.

Man skal huske på, at disse fem sætninger om forholdet til den anden er ret stærke, og overtrumfer alle ideer og ideologier. Eksempelvis lever vi her i den vestlige verden i en markedsøkonomi, dvs. at pengene bestemmer. Det betyder, at mange smider deres brugte apparater ud, fordi det ikke kan betale sig at opgradere eller reparerer. Ja, mange gør det endda med den mest selvfølgelige mine: ”Den er intet værd. Ud med den”. Det er virkelig homo economicus, der her taler. Homo economicus er en betegnelse, som ofte benyttes blandt økonomer, hvor man typisk opfatter mennesket som et væsen, der lægger en økonomisk kalkule til grund for sine handlinger. Men mange er bekymrede for miljøpåvirkning pga. vores store forbrug af naturens ressourcer og den afledte forurening, og de inddrages i hvert fald ikke, når homo economicus regerer. Ifølge femte sætning er det ikke i orden på den måde at smide brugte apparater ud, ikke pga. miljøet, men fordi der er mange der er bekymrede for miljøet. Man kan så forsøge at overbevise de miljøbekymrede om, at deres bekymring er grundløs, men det bliver svært, fordi der vitterlig er store miljøproblemer.

Der er sandelig også problemer med flyrejser, bilkørsel, opvarmning, nybygning ect. pga. udledning af CO2. Her er der endda tale om, at man ødelægger livsgrundlaget for kommende generationer. Her kan man virkelig tale om, at man ikke inddrager den anden. Det er ikke alene meget selvvisk, det er decideret usselt!