Om mennesket II

Vi er alle filosoffer i mere eller mindre grad. Så snart man gør sig generelle overvejelser over tilværelsen, er det en slags filosofi. Det er nemlig karakteristisk for filosofien, at man søger generelle svar på nogle af tilværelsens store spørgsmål. Vi kan starte med et mindre seriøst eksempel, men det viser udmærket, at der er en lille filosof i os alle. Jeg har det fra den danske sanger Johnny Madsen som fortæller om sin fætter, at han havde bemærket, at der er 24 øl i en ramme, og at der også er 24 timer i døgnet. Kunne det mon være helt tilfældigt?
Dette er et eksempel med udgangspunkt i egne oplevelser. Sådan er det for øvrigt ofte. Får man eksempelvis stjålet sin pengepung giver det selvfølgelig grund til ærgrelse, men stiller man sig selv det lille spørgsmål, hvorfor der findes mennesker, der stjæler, ja, så er man i gang med at filosofere. Måske når man frem til at der findes gode mennesker og slette mennesker, og at det er forklaringen på, at nogen stjæler. Dette er et grundlæggende udsagn om mennesket, nemlig, at der findes gode mennesker, og der findes slette mennesker.

Filosofihistorien

Sjovt nok er filosofihistorien fuld af den slags grundlæggende udsagn. En af oldtidens største filosoffer, nemlig Platon, mente eksempelvis, at der bag den sansede verden ligger der en anden verden, som ikke direkte kan sanses. Derimod kan man tænke sig til denne verden, som Platon benævnte ide-verdenen eller formernes verden. Derved introducerer Platon en dualisme, dvs. en inddeling af verden i to, nemlig det sanselige og formernes verden. Tankegangen hos Platon er, at sanseverdenen er en afspejling af formernes verden.
En senere filosof er Kant (1724-1802), som i sin erkendelsesteori skelnede mellem ding an sich og ding fur uns. Ifølge kant er der nemlig forskel på tingene i sig selv, og hvordan vi sanser tingene. Baggrunden er, at vi mennesker har et erkende-apparat, der tilføjer rum, tid og årsag til de sansedata, vi modtager fra tingene i sig selv. Lidt spooky, men Kants projekt var at finde et sikkert grundlag netop for rum, tid og årsag. Dette sikrede nemlig et sikkert grundlag for datidens fysik i form af Newtons love.

I moderne filosofi bliver det ofte mere subtilt. Et eksempel er den sene Wittgenstein og hans værk med titlen ”Filosofiske undersøgelser”. Her har vi ikke at gøre med et systematisk værk. Til gengæld består bogen af en række aforismer, dvs. små overvejelser. Wittgenstein undersøger sproget og dets rolle, men han afstår fra en systematisk fremstilling. Ikke fordi han afviser en systematisk fremstilling, men fordi han ikke magtede det, skriver han selv i forordet til Filosofiske undersøgelser.
Men han får præsenteret et begreb, som jeg senere vil henvise til, nemlig sprogspil. Ikke fordi vi skal i gang med en tilbudsgående analyse af sprogspil. Jeg er mere interesseret i formuleringer, som jeg senere kan bruge. Men med sprogspil betegner Wittgenstein helt bestemte situationer, som fx når man taler med en af sine gode venner. Så taler man sammen på en helt bestemt måder. En sådan samtale er et eksempel på et sprogspil. Spil, fordi man følger en række uskrevne regler, som man følger på samme måde som man følger regler, når man spiller et spil. Men her taler man så sammen med en af ens venner. Dermed er dette sprogspil ikke noget generelt, men tværtimod sådan man taler i helt bestemte situationer, nemlig når man taler med sin ven. I andre situationer er det så andre sprogspil, der spilles.

Det betyder, at et ord kan have forskellige betydninger alt efter de sammenhænge, det bruges i. Betydningen afhænger af spillet, som i dette eksempel: En gang hørte jeg en mand sige til en anden mand: ”Du tør ikke kalde din kone for en varan”. Jo det tør jeg, hvorpå han gik til sin kone, blidt lagde en arm om hende og sagde så med kærlig stemme: ”Min lille varan”.

Sjovt nok lykkedes det aldrig Wittgenstein at skrive en systematisk teori om disse sprogspil. Det blev til en lang række aforismer, dvs. små korte betragtninger, men det bliver hans betragtninger nu ikke mindre inspirerende af, nærmest tværtimod. Filosofiske undersøgelser er en af de mest indflydelsesrige filosofiske værker fra det forrige århundrede. Jeg har selv bogen stående, og har den ofte fremme.

I vor tid er man mere forbeholden over for en systematisk fremstilling, end man tidligere var. I den forbindelse kan jeg ikke lade være med at nævne den franske filosof Paul Ricœur, som levede fra 1913 til 2005. Han har skrevet en masse og analyserer mange andre filosoffer. I løbet af 1960'erne begyndte han at tvivle på muligheden af at give en umiddelbar beskrivelse af de grundlæggende træk ved den menneskelige tilværelse. I stedet peger han på metaforen, fortællingen og det narrative. Det er igennem fortolkningen af tegn, tekster, myter, symboler og fortællinger, at vi når til en forståelse af os selv. Dermed afstår Ricæur fra en mere præcis systematisk beskrivelse. Jeg synes det er en meget høj pris at betale. Nu har man haft så stor succes med en systematisk fremstilling på andre områder, så skal man ikke lige opgive fremstillingsformen i filosofi, fordi det driller lidt. Desuden er der også store ubesvarede spørgsmål, såsom hvorfor vi er henvist til fortællingen og det narrative.

Alle disse overvejelser sætter et spørgsmålstegn ved en systematisk fremstilling: Er det overhovedet muligt at fremstille den menneskelige tilværelse systematisk. Findes der grundsætning om mennesket, som altid har gyldighed. Findes der i det hele taget grundsætninger, som kan siges at indfange den menneskelige tilværelse?

Euklid – et forbillede

Lad os først se lidt nærmere på, hvor ideen om en sådan systematik kommer fra. Her er der nemlig ingen tvivl: Det stammer fra matematikken. Helt præcist er det fra Euklid, som levede i oldtiden fra ca. 325 f.Kr til 265 f.Kr. Dengang interesserede man sig meget for matematik og specielt for geometri. Man kendte også til en del geometriske sætninger, såsom at vinkelsummen i en trekant er 180 grader og Pythagoras læresætning, som gælder for retvinklede trekanter. Det lykkedes så for Euklid at lave en samlet fremstilling, hvor han beviste alle de kendte sætninger inden for geometri ud fra følgende fem grundsætninger:

1. Et linjestykke kan trækkes fra et punkt til et andet.

2. Et linjestykke kan forlænges til en vilkårlig lang linje.

3. Omkring hvert punkt kan beskrives en cirkel med en vilkårlig stor radius.

4. Alle rette vinkler er lige store.

5. Gennem et punkt uden for en lige linje er der kun én parallel linje.

Og det er faktisk imponerende, at man ud fra disse fem ret simple sætninger kan bevise geometriens sætninger, som fx at vinkelsummen i en trekant er 180 grader. Det har da også haft en stor indflydelse på vores måde at tænke matematik, og indflydelsen rækker langt ud over matematikken fx til fysik og andre naturvidenskabelige fag. Og det er der sådan set ikke noget at sige til, for naturvidenskaben og matematik har siden fejret triumfer. Desuden har denne systematiske fremstillingsform også vist sig at åbne op for mer indsigt. Det er således mere end blot æstetik vi her taler om. Eksempelvis viste diskussionen om Euklids femte postulat sig, at være vejen til en helt ny slags geometri, som man følgelig benævner for ikke-Euklids geometri.

Kvantemekanik

I filosofi roder man stadig rundt i en traditionel teoritænkning, men i fysik er der sket spændende ting. Her tænker jeg på den teori som opstod i 1920’erne for at forstå lysets vekselvirkning med atomer. Her har man en teori af en helt anden karakter end den, man ellers møder i fysik. Det fik Niels Bohr til at skelne mellem den hidtidige fysik, som han benævnte den klassiske fysik, og så den nye kvantemekanik.
Kvantemekanik er en underlig teori. Hør blot her: Det man måler afspejler ikke noget reelt eksisterende. Et eksempel er en foton. I nogle forsøg opfører den sig som en partikel og i andre forsøg opfører den sig som en bølge. Men en foton er hverken det ene eller det andet, og den er heller ikke noget helt tredje. Man må ikke spørge hvad den er i sig selv. Der er så at sige billedforbud.
Det lyder umuligt at beskrive teoretisk, men det er faktisk lykkedes. Ifølge kvantemekanikken kan ethvert system beskrives ved en såkaldt bølgefunktion. Fint nok, så er vi med igen. Dette er nemlig en grundsætning – dejligt! Men så er ligheden ellers slut. Først og fremmest må man acceptere, at denne bølgefunktion ikke svarer til noget reelt eksisterende. Det er en regnestørrelse. Det ser man fx af at en bølgefunktion for to partikler ikke kan beskrives i tre dimensioner, men derimod skal beskrives i seks dimensioner, tre for hver partikel – spooky. Når bølgefunktionen blot er en regnestørrelse, betyder det også, at bølgefunktionen ikke kan observeres direkte. Indirekte kan man selvfølgelig observere virkninger af denne bølgefunktion, fordi det er bølgefunktionen der ligger til grund for systemet.

Men der er flere finurligheder ved denne bølgefunktion. Det ser man fx i forbindelse med en måling. Ifølge formalismen foregår det ved, at bølgefunktionen spontant kollapser, og bliver til en helt anden bølgefunktion, nemlig den bølgefunktion der repræsenterer det, man måler. Idet man måler, påvirker man altså det system, man måler på. Resultatet er at bølgefunktionen ændrer sig momentant.

Så det er altså læren fra kvantemekanikken: Det er muligt at lave andre typer af teorier end de traditionelle. Der er dog tale om helt andre grundsætninger, nemlig grundsætninger, hvor der kan forekomme momentane ændringer. For det andet er en del af teorigrundlaget ikke direkte observerbart.

Når man kan i fysik kan man sikkert også i filosofi, hvor man stadig kæmper med en traditionel tilgang. Så her vil jeg præsentere en sådan teori, der ikke hviler på traditionelle grundsætninger.

Tilstande

Det er dog ikke helt oplagt, hvordan man kommer videre. Det eneste vi ved, er at vi skal have formuleret en eller flere grundsætninger, hvor der kan forekomme spontane ændringer i indholdet. Men det må så også betyde, at der må forekomme momentane ændringer i menneskets måde at handle på. Det er en konsekvens af, at der kan forekomme momentane spring i grundsætningerne. Hvad betyder det? Ja, lad os tage et eksempel. Et udsagn, som fx at mennesket altid handler ud fra egeninteresse, er ikke mulig i en teori som ovenstående. Der findes simpelthen ikke sætninger af almen karakter, dvs. sætninger der udtaler sig alment om menneskets tanker, tale og handlinger. Der findes med andre ord ikke en sætning som, at ”mennesket altid handler af egeninteresse” i sådan en teori.

Men mere kan man heller ikke slutte sig til. Grundsætninger kan være svære at begrunde. Det er nu heller ikke noget mål. Deres berettigelse afgøres ikke af deres begrundelse, men derimod af om de egner sig som grundlag til at opbygge en meningsfuld teori.
Men jeg vil alligevel forsøge mig med en motivation for den grundsætning, som jeg her vil præsentere. Jeg har nemlig bemærket mig, at vi mennesker er gode til at fastholde en bevægelse, en tanke, en sætning, en følelse, en bevægelse etc. et stykke tid, indtil noget andet dukker op. Hvor længe denne linje fastholdes varierer fra person til person og fra situation til situation, men der er en linje indtil noget andet dukker op. Også når tidshorisonten er længere er der en linje. Det er inspireret lidt af Wittgenstein og hans sprogspil: Vi mennesker er gode til at fastholde et perspektiv. Når jeg eksempelvis er sammen med min gode ven Hans, så er jeg altid klar over, at jeg er sammen med Hans. Jeg falder næsten aldrig i ved pludselig at tale, som om jeg var sammen med andre. Og skulle det endelig ske, er Hans der med en kvik bemærkning. På samme måde, når jeg er på arbejde. Det er sjældent jeg pludselig ser mig selv et helt andet sted, og jeg er god til at falde ind i rollen. Den er der, så snart jeg træder ind ad døren eller møder en kollega. Vi mennesker er meget situations-stabile.
Det er måske mere karakteristisk for os mennesker end at vi har en bevidsthed, har en forstand, er sociale væsener, er sproglige væsener, at vi altid handler af egeninteresse osv. I hvert fald bliver det et væsentligt element i den følgende teoridannelse. Spørgsmålet er så, hvordan man får det formuleret teoretisk.
Første overvejelse er om grundsætningerne i sådan en teori i det hele taget kan udtale sig om det observerbare, dvs. om tanker, tale og handlinger? Som i kvantemekanik, hvor bølgefunktionen ikke direkte kan observeres, men bølgefunktionen alligevel er bestemmende for systemets udvikling. Hvis vi følger den tanke, ja, så kan der ikke ligge noget observerbart til grund. Der må være noget andet, der ligger til grund, noget der ikke af os er direkte observerbart, såsom handlinger, tanker, tale osv.

Jeg vil igen understrege, at dette ikke er et forsøg på en argumentation. Jeg opfatter det snarere som pædagogiske efterrationaliseringer af hensyn til læseren for at foregribe den kommende formulering. Som en understregning af dette kan jeg fortælle, at jeg har arbejdet med disse spørgsmål i ca. 40 år og først her i efteråret 2021 fik jeg ideen til at komme videre. Jeg var på ferie med min mellemste søn, da ideen pludselig dukkede op en sen nattetime på et undseeligt hotelværelse på den græske ø Kreta. Husk, at begrundelsen for sådanne grundsætninger ikke er så væsentlig. Det er derimod om grundsætningen er et godt udgangspunkt for en teoridannelse om mennesket. Her kommer så min ide fra efteråret 2021:

Mennesket er i en tilstand, indtil der indtræder en ny tilstand.

Dermed har jeg ikke udtalt mig om direkte om tanken, sproget eller handlingen. Der er kun disse tilstande, og en tilstand er karakteriseret ved, at der er noget, der er fastholdt i vores tanker, sprog eller handling. Der er ingen almen sammenhæng mellem disse tilstande, og man kan intet generelt sige om, hvornår der indtræder en ny tilstand. Ellers ville man gå bag om disse tilstande, og man ville få en traditionel teori, og det var netop, hvad vi vil undgå.

Disse tilstande kan illustreres med følgende figur:

Nederst er der en tidsakse, og øverst er der indtegnet en række tilstande. Momentant indtræder der så et skift mellem to tilstande. Dermed har jeg intet alment sagt om menneskets tanker, tale og handlinger, thi man kan intet generelt sige om indholdet af disse tilstande, og heller intet generelt sige om, hvornår der forekommer et skift til en anden tilstand. Det kommer bare. Men jeg har sagt noget væsentligt om mennesket, nemlig at der findes disse tilstande, og at tilstanden først ændres i forbindelse med et skift til en anden tilstand. Selve ændringen kan man dog intet alment sige om.

Skift mellem tilstande

Det kan virke meget teoretisk, men faktisk oplever man ofte disse skift i tilstand. Et banalt eksempel er rygeren, der pludselig bliver smøg-trængende, og nærmest øjeblikkeligt skal have en smøg. Her sker et pludselig skift mellem tilstande hos rygeren. Et andet eksempel er at få en ide. Man er måske lige flyttet, og man har lidt problemer med at få placeret de møbler, som man har med sig. Pludselig får man en ide til en indretning, og man begynder at stille på plads. Man arbejder efter en plan, nemlig, den plan, der viste sig, da man fik ideen til indretning. Ideen opstår, fordi der indstiller sig en ny tilstand, som man kan begynde at taler og handle efter, og nu kan man komme videre med at indrette sig. Det er så at sige tilstanden, der opstod, da man fik ideen, der udstikker rammerne for ens handlinger.
Et andet eksempel er at få en aha-oplevelse, når man lærer matematik. Man har en opgave, som man ikke kan løse. Man tænker og prøver, men lige lidt hjælper det, men pludselig ser man lyset. Det kan være noget, man selv får øje på, eller man får en forklaring af en anden osv., men det korte af det lange er, at man pludselig får en aha-oplevelse, så man er i stand til at løse opgaven. Den tilstand, der indtræder, når man får denne aha-oplevelse, lægger så rammerne for, hvordan man løser denne opgave.

Indhold af tilstande

Disse skift, der kan forekomme i tanke- eller handlemønster, er selvfølgelig meget iøjnefaldende, men kigger man lidt efter, er det faktisk også påfaldende, hvordan mennesket handler inden for rammerne af en tilstand. Et eksempel er at være på restaurant. Fra det øjeblik, man får udleveret spisekortet, optræder en tilstand, hvor man læser og undersøger, hvad der tilbydes. Så beslutter man sig. Derved optræder en ny tilstand, hvor man ikke undersøger mere, men tværtimod venter på tjeneren. Når han kommer, bestiller man maden og afleverer spisekortet. Derved optræder en ny tilstand, hvor man venter på maden. I dette tilfælde er den nye tilstand ikke helt uafhængig af de forrige.

Der er altså noget, der er uforandret fra et skift til et andet skift. Ikke nødvendigvis til det næste skift, men til det skift, hvor den synsvinkel, man fokuserer på, ændres. Som i det første eksempel, hvor man først læser og undersøger, hvad der tilbydes. Man har endnu ikke besluttet sig, så det er denne søgen, der går igen. Men så beslutter man sig, og venter på maden. Det er nu en anden tilstand, og ens handlinger ændres til at være afventende. Der er så at sige en ramme, som indkredser tilstanden: Man ved, hvad man har bestilt, og man venter på maden. Stiller man spørgsmålet: ”Hvad vil du gerne have at spise?” Giver helt klart mening i den første tilstand, men ikke i den anden tilstand. Hvis man omvendt spørger: ”Hvad har du valgt?” giver klart mening i den anden tilstand, men ikke i den første. Her var indsparket fra den sene Wittgenstein.

En beskrivelse er ikke entydig

Måske er det mere overraskende, at en beskrivelse, som ovenstående, ikke er entydig. Man kan godt angive andre tilstande for samme tidsperiode, som fx følgende: Man sidder og arbejder, så beslutter man sig for at gå på restaurant, og så går man hjem og arbejder videre. Dette er et eksempel på et forløb, der dækker det føromtalte forløb. Det er to beskrivelser, der fokuserer på forskellige aspekter: Det første forløb foregår på restauranten, og det andet forløb foregår sidst på dagen og omfatter en længere tidsperiode.
Man kan selvfølgelig også angive et forløb, der er sammensat af de to forløb. Det er blot at indsætte det første forløb i det andet forløb.

Man skal huske på, at disse to forløb, ikke blot er en faktuel beskrivelse af forløbet. Det er også et forsøg på at afdække de tilstande, der ligger bag. Desværre har man ikke direkte adgang til disse tilstande. Det er ikke en bevidst beslutning at skifte tilstand. Man bemærker heller ikke direkte, at man skifter tilstand, medmindre man tilfældigvis bemærker, at man ændre sine handlinger.

Men er der en nedre grænse for disse tilstande, kunne man spørge? Deltager man eksempelvis i en samtale, sker der hele tiden små ændringer, nærmest fra sætning til sætning. Ofte er der tale om små ændringer, men der kan også være tale om store. Siger man fx et eller andet, der gør den anden vred, ændre det hele samtalen. Måske kan man også gå længere ned end på sætningsniveau, måske helt ned på ordniveau, men så er det ordenes udtale og lignende, der kan ændres.

Men det er nu ikke så vigtigt for denne fremstilling, hvor detaljeret man kan gå til værks. Det vigtige er, at der eksisterer disse tilstande. Men man skal kunne gå den anden vej, dvs. at der findes sådanne tilstande også i et lidt større tidsperspektiv.

Beskrivelsesproces

Men ret beset kan vi ikke benytte ovenstående formulering til ret meget, da vi intet generelt kan sige om disse tilstande. Der kan i princippet opstå hvad som helst, og det er faktisk temmelig interessant. Det betyder nemlig, at man intet generelt kan sige om menneskets tilstande. Møder man derfor en anden, kan man intet på forhånd sige om den anden. Først når man har mødt den anden, eller man har anden kendskab til den anden, kan man begynde at udtale sig om tilstande og deres indhold. Det betyder så også, at større kendskab giver bedre mulighed for at tilskrive tilstande til den anden. Man skal altså igennem en beskrivelsesproces inden man kan udtale sig om den anden. Det er for øvrigt unikt i filosofihistorien. I en traditionel filosofi kan man altid udtale sig om et eller andet i kraft af de generelle grundsætninger, men sådanne traditionelle grundsætninger har man ikke i denne teori med disse tilstande. Det fordrer en beskrivelsesproces. En beskrivelsesproces består simpelthen i at tilskrive den anden tilstande.

Fortolkning

Der er mange ting, der kan gå galt i en sådan beskrivelsesproces. En af de mere væsentlige er, at man ikke beskriver objektivt. Det skyldes, at der altid ligger tilstande til grund for det, man sanser. Og da man intet generelt kan sige om deres baggrund, kan man intet generelt sige om, hvordan og hvad vi mennesker sanser. Det betyder, at vi fortolker, dvs. giver vores egen udlægning af en given situation.

Et eksempel er den opdagelsesrejsende, der besøger et fremmed folkeslag. For disse mennesker vil tilstedeværelsen af en udefra kommende person være noget usædvanligt. Der er derfor en stor fare for, at den opdagelsesrejsende ved sin blotte tilstedeværelse har en indflydelse på disse menneskers handlinger. Dette har man et berømt eksempel på. I 1928 udgiver den amerikanske antropolog Margaret Mead bogen Coming of Age in Samoa fra sine feltstudier på Samoa. Modsat andre antropologiske studier var Meads bog baseret på analysen af hverdagslivet. I dette tilfælde unge menneskers fortællinger om deres seksuelle praksis og ikke på høvdinges kortlægning af ritualer og andre mere formelle beskrivelser. Margaret Mead fandt frem til, at de unge havde en meget fri seksualitet inklusiv homoseksualitet, inden de blev gift. Hun baserede sine undersøgelser på interviews med de unge. Men hun skulle nok selv havde undersøgt sagen. I hvert fald har man senere fundet frem til nogle af de unge, som blev interviewet af Mead, og de har indrømmet, at de ikke talte helt sandt. De kunne fornemme, hvad Mead gerne ville høre, og det sagde de så. De unge var høflige, og Mead tolkede helt forkert. Ja, sådan er der så meget.

Eksemplet viser, at man kan have indflydelse på, hvordan andre handler, og at det er vigtigt at tænke det med i denne beskrivelsesproces. Det er dog lettere sagt end gjort, og kræver en del erfaring. Det var i hvert fald en øvelse, som Margaret Mead åbenlyst ikke beherskede.

1. Hjælp til en beskrivelsesproces: Tilstande genbruges

Men ret beset lyder det nu lidt underligt med ovenstående udgangspunkt. Der kan i princippet opstå en vilkårlig tilstand, når man eksempelvis møder andre, men sådan opleves det ikke. Tværtimod møder vi andre med en forventning til bestemte handlinger. Når jeg eksempelvis møder min gode ven Hans, så ved jeg godt, hvad jeg kan forvente af Hans. Han bliver ikke pludselig en anden fra dag til dag. Jeg ved nogenlunde, hvad Hans vil mene, hvordan han vil reagere, og hvad han vil grine af. Vi kender hinanden ud og ind, så jeg bliver sjældent overrasket. Det bliver Hans nu heller ikke. Det tyder på, at det ikke kan være helt så tilfældigt, som udgangspunktet antyder. Der må alligevel være lidt systematik, thi så tilfældige er vores tanker, tale og handlinger heller ikke.

Det er som om nogle tilstande optræder igen og igen – en slags genbrug. Det kan være små ting, som fx hvordan man klør sig i håret, udtaler et bestemt ord, hvordan man handler og tænker, når man er på arbejde eller sammen med gode venner, som i ovenstående eksempel med Hans. Der er mange handlemåder, der går igen.
Det tyder på, at man har et lager af tilstanden, som genbruges igen og igen. De tilstande der optræder igen og igen kan illustreres således:

Bemærk, at det er en helt anden illustration end den forrige. Her er der ingen tidsakse. Der er også en afstand imellem de enkelte tilstande, men dette er blot en illustration af nogle tilstande, som kan være aktive på forskellige tidspunkter. Derfor er tilstandenes placering uden betydning.
Man kan selvfølgelig ikke sige noget generelt om, hvornår de hver især er aktive, fordi man intet generelt kan sige om menneskets handlinger.

Men kan man i det hele taget være sikker på, at tilstande genbruges? Ja, først og fremmest kan man give et empirisk argument ved at henvise til vores erfaring, thi man kan ofte observere, at de samme tilstande optræder igen og igen. Det er sådan set det argument, som jeg fremførte ovenfor. Faktisk kan man også fremføre et andet og lige så interessant argument, nemlig et effektivitetsargument. Man kunne nemlig forestille sig, at det ikke er nemt at skabe nye tilstande. I stedet for hele tiden at skabe nye tilstande kunne man så genbruge tidligere benyttede tilstande.

Ret beset kan man dog ikke give definitive argumenter for, at tilstande genbruges, da dette ville stride imod udgangspunktet om, at man intet alment kan sige om disse tilstande. Snarere er der tale om et godt råd eller en hjælp, som man kan gøre brug af i en given beskrivelsesproces. Det er dog en hjælp, som det klart kan anbefales at benytte sig af. Ja, det er på det nærmeste en uomgængelig hjælp, thi man kommer ikke langt med en beskrivelsesproces, hvis ikke man går ud fra, at der finder en eller anden form for genbrug sted.

2. Hjælp til en beskrivelsesproces: Tilstande kan sammensættes

Her i Danmark har vi lige haft præmiere på en film om den nu afdøde danske sanger Flemming Bamse Jørgensen. Hans enke var meget tilfreds med skuespillerens præsentationen af Bamse: ”han bevæger sig ligesom min mand gjorde - han klør sig f.eks. på kinden på den helt rigtige måde”ⁱ Bamse havde åbenbart en meget karakteristisk måde at klø sig på kinden på. Lidt på samme måde er det med min gode ven Hans, men han har det med at pille næse, og han tænker ikke altid over det. Jeg har nævnt det flere gange, men han glemmer det – træls. Sådan har vi alle nogle bevægelser, nogle formuleringer eller nogle vendinger, som vi benytter igen og igen. Nogen er vi bevidst om, og andre er vi ikke bevidste om, men det er nu ikke det centrale. Det centrale er, at vi har dem. Varigheden er selvfølgelig kortvarig, ofte taler vi om sekunder.
Som tidligere omtalt har vi mennesker også tilstande med længere varighed. Det kan være et bestemt mønster, som man følger, når man er på arbejde, er derhjemme hos sin familie eller er sammen med vennerne. Her taler vi om en varighed på mange timer. Der er selvfølgelig også tilstande med en varighed imellem de to yderpunkter, som fx at være på restaurant før og efter man har bestilt maden. Her taler vi en varighed på minutter. Det interessante er så, at alle disse tilstande er vi som mennesker gode til at kombinere. Måden, man klør sig på, benyttes både, når man er på arbejde, når man er hjemme og sammen med familien. Det samme med et restaurantbesøg. Det klarer man i flot stil både, når det foregår i forbindelse med arbejde, med familien eller med vennerne.

At tilstande kan sammensættes, kan illustreres med følgende figur:

Her er indtegnet nogle tilstande. Øverst de konkrete og nederst de generelle. De generelle dækker flere situationer og er typisk aktive i længere tid end de konkrete. Det illustreres med en længere streg, men igen er der ikke tale om definitive formuleringer. Kun noget, der ofte er tilfældet. Der er indtegnet en forbindelse mellem tre tilstande, der symboliserer, at de tre tilstande er aktive.

Men kan man i det hele taget være sikker på, at tilstande kan sammensættes? Ja, først og fremmest kan man give et empirisk argument ved at henvise til vores erfaring, thi man kan ofte observere, at tilstande sammensættes. Men der er også et andet argument, som er lige så interessant, nemlig et effektivitetsargument. Som før omtalt er det ikke altid nemt at skabe nye tilstande. Desuden er de situationer, som vi kommer i aldrig helt ens. Der er hele tiden små variationer, og det er svært at skabe helt nye tilstande. Ved at sammensætte tilstande bliver de bestående tilstande mere fleksible og kan benyttes, selvom situationerne varierer lidt. Det kan være chefen, der har en bestemt måde at forholde sig til sit job og sine medarbejdere, selvom der også er plads til individuelle forskelle mellem de enkelte medarbejdere.

Ret beset kan man dog ikke give definitive argumenter for, at tilstande genbruges, da dette ville stride imod udgangspunktet om, at man intet alment kan sige om disse tilstande, og hvornår de opstår. Derimod er der tale om en hjælp til en fortolkning. Det er dog en hjælp, som det klart kan anbefales at benytte sig af. Ja, det er på det nærmeste en uomgængelig hjælp, thi man kommer ikke langt med en beskrivelsesproces, hvis ikke man sammensætter tilstande.

3. Hjælp til en beskrivelsesproces: Tilstande aktiveres

Spørgsmålet er nu, hvad der aktiverer disse tilstande? Ja, det kan ikke være en instans uden for disse tilstande, thi i så fald ville man sige noget generelt om vores tanker og handlinger, og det vil jeg undgå af teoretiske grunde.
Det er altså ikke en instans uden for disse tilstande. Snarere er det noget iboende i disse tilstande. Det mest oplagte er, at det er en del af indholdet i en sådan tilstand at aktivere sig selv i bestemte situationer. Hvorfor i situationer? Men det må det nødvendigvis være, ellers ville vi ikke kunne skitsere den verden, vi kender. Tilfældigheden ville blive for stor. Når jeg møder min gode ven Hans, så ved jeg nogenlunde, hvordan han vil reagere. Jeg kan ikke være sikker, men jeg bliver sjældent overrasket. Jeg kan dog aldrig være helt sikker. Der vil ofte være variation fra situation til situation, men kommer man i en helt ny situation kan andre, og for mig ukendte, sider af Hans, træder frem.
Det havde Emma Gad blik for: Når man holder ferie, får man ofte nye bekendtskaber, men her skal man passe på, for disse nye bekendtskaber vil sjældent gøre sig på stenbroen ifølge Emma Gad. Forklaringen er den simple, at stenbroen repræsenterer andre omstændigheder og nye situationer, der gør, at der pludselig kan vise sig helt andre sider af disse bekendtskaber, end man oplevede på ferien. Det kan selvfølgelig også være en selv der helt ubemærket for en selv ændre karakter, når man kommer hjem til de vante sammenhænge.

Men kan man i det hele taget være sikker på, at tilstande aktiveres af bestemte situationer? Ja, først og fremmest kan man give et empirisk argument ved at henvise til vores erfaring, thi man kan ofte observere, at de samme tilstande optræder i de samme situationer. Faktisk kan jeg også fremføre et andet lige så interessant argument, nemlig et effektivitetsargument. Da det ikke er nemt at skabe og genbruge tilstande, er det vigtigt, at tilstande aktiveres i de rette situationer.

Ret beset kan man dog ikke give definitive argumenter for, at tilstande aktiveres, da dette ville stride imod udgangspunktet om, at man intet alment kan sige om disse tilstande, og hvornår de opstår og aktiveres. Derimod er der tale om en hjælp til en fortolkning. Det er dog en hjælp, som det klart kan anbefales at benytte sig af. Ja, det er på det nærmeste en uomgængelig hjælp, thi man kommer ikke langt med en beskrivelsesproces, hvis ikke man går ud fra, at tilstande aktiveres i bestemte situationer.

At tilstande kan aktiveres, har faktisk stor betydning, så lad os lige se lidt nærmere på et par eksempler: Her i Danmark var der en ung mand, der i efteråret 2021 planlagde en række skoleskyderier. Heldigvis blev han standset, inden han realiserede sine planer. I den forbindelse blev det afsløret, at han færdes meget på kvindehadske internetfora. Det påvirkede ham, og det udtrykte han således: ”Det var ved at æde mig op”. Det var denne formulering, der slog mig – ved at æde mig op. Han kunne da bare slukke for lortet, men det fik han åbenbart ikke gjort. Hvorfor dog ikke? Ja, en forklaring kan være, at disse fora aktiverer nogle tilstande i ham, som han så ikke kan komme ud af igen. Man må huske, at det ikke er en bevidst proces at skifte tilstand. Det styrer man ikke selv. Vejen ud er at erkende, at her har man et problem, som kun løses ved at lukke og slukke for disse fora. Det kræver altså en bevidsthed om det skadelige i disse fora og en aktiv beslutning om at lade være med at være på disse fora og være konsekvent med at holde sig væk. Det er lidt som at holde op med at ryge. Trangen kan man ikke fjerne med sin bevidsthed, men man kan blive bevidst om det skadelige i at ryge, og være bevidst om at aflede sig selv, når trangen opstår. Det er en hård proces. Stort set alle rygere har på et eller andet tidspunkt forsøgt at stoppe med at ryge, uden at det er lykkedes.

Et andet eksempel er følgende: Tidligere blev udviklingshæmmede ikke altid behandlet lige godt her i Danmark. Her er en historie fra det virkelige liv fra en institution med en ung mand, der havde et voldsomt temperament og let mistede besindelsen. Det inspirerede plejerne til en lille leg, hvor de stillede sig i en rundkreds om den unge mand. Den, han vendte ryggen til, gav den unge mand et skub i ryggen, hvilket gjorde ham vred, så han vendte sig rundt. Så var der en anden, som kunne give ham et skud i ryggen, og sådan blev det ellers ved, hurtigere og hurtigere indtil han med fråde om munden ikke kunne mere.ⁱⁱ

Nu var den unge mand udviklingshæmmet, så det forklarer måske, at han ikke så en udvej, men bare fortsatte og fortsatte, indtil han ikke kunne mere. Men vi andre kan nu godt komme i lignende situationer. At ryge er et godt eksempel. Selv har jeg det med lige at skulle se starten af en film. Det ender ofte med, at jeg ser hele filmen, og bagefter ærgrer jeg mig over, at have brugt så lang tid på en halvdårlig film. Man fastholdes i et bestemt handlemønster. Det er vel snarere reglen end undtagelsen, at man fastholder de samme handlemønstre lidt længere, end man egentlig burde. Det ligger i disse tilstande. De stopper ikke af sig selv. De stopper først, når andre tilstande aktiveres og overtager situationen.

Behov

Ifølge ovenstående afsnit aktiveres tilstande af bestemte situationer. Der kan derfor ske det, at en situation aktiverer to tilstande, der er i modstrid med hinanden. Derved opstår, hvad jeg vil benævne for et behov. Nu er det ikke fordi behov opstår så tit, men det er fordi de fleste har en hverdag, hvor ens tilstande er tilpasset til de situationer, som man kommer i. Derfor bemærke man slet ikke disse skift i tilstand, som der er mange af en almindelig hverdag, men kommer man i uvante situationer kan der typisk opstå et behov.

Det interessante ved behov er, at de påvirker os temmelig meget. Det er en lidt speciel situation, hvor man nærmest stopper op. Man bliver handlingslammet, en slags mental kortslutning. Det er også situationer, hvor der opstår et behov, som man husker. Sjovt nok er det nemlig ikke alle de daglige hverdagssituationer, som man husker. Tværtimod husker man bedre alle de usædvanlige situationer. Som fx når man starter på et nyt arbejde. Her opstår en hel række usædvanlige situationer. På nogle punkter husker man bedre de første dage på et nyt arbejde end det, der skete i går – bemærkelsesværdigt :-)
Så situationer, hvor der opstår et behov, er nogle væsentlige situationer. Det må også være disse situationer der ligesom åbner op for forandring. Jeg ved godt, at man intet generelt kan sige om forandring. Det kan principielt ske på et hvilket som helst tidspunkt. Det er blot ikke særlig optimalt, at der momentant opstår ændringer. Derfor kunne man uden den store fantasi godt forestille sig, at disse behov nærmest åbnede op for forandring, således at forstå, at i sådanne situationer, hvor der opstår behov, da er vi mere åbne for forandring.
Men jeg kan af gode grunde ikke give definitive argumenter for, at vi er sådan indrette. Det ligger i udgangspunktet om, at vi er i en tilstand indtil der indstiller sig en ny tilstand.

Der er to slags behov, nemlig konkrete og generelle behov. Det er et konkret behov, når to eller flere konkrete tilstande konflikter. Et eksempel er en bemærkning, som virker tvetydig på dem der lytter. Det kan ligefrem blokere for deres opmærksomhed, og stoppe videre kommunikation, men ofte klares det med et lille smil eller en afklarende tilføjelse fra den der taler.

Et andet eksempel er at pille en appelsin. Når man piller den med fingrene, får man saft på fingrene, og det er lidt træls, fordi saften fra skallen er træls at have på fingrene. Her opstår et konkret behov, og det opstår igen og igen lige til den dag, man finder på en anden måde at skrælle en appelsin. Man kan eksempelvis pille appelsinen med en kniv, men der kan godt gå et stykke tid inden man finder ud af det. Det viser, at behov ikke altid er nemme at opfylde, ikke engang de konkrete behov. Som tidligere omtalt er det svært at skabe nye tilstande.
Faktisk opstår der i dagligdagen ofte sådanne konkrete behov. De generelle optræder ikke så hyppigt, som de konkrete. De generelle behov opstår ved, at generelle og ellers modstridende tilstande aktiveres samtidig. Et eksempel er at være ansat på en arbejdsplads med en chef, der chikanerer. Det kan være rigtig ubehageligt, fordi man bliver bragt i situationer, hvor man føler sig ydmyget og tilsidesat uden at man helt kan undgå det, fordi det foregår på ens arbejdsplads, hvor man skal være til stede. Det skaber et dybereliggende behov for forandring, fordi det er ulideligt i længden at være udsat for den slags chikane på et sted, hvor man er tvunget til at være.

Fortællingen

Men generelle behov er svære at opfylde. Forklaringen er sikkert, at generelle tilstande involverer mange forskelligartede situationer, så det er ikke altid nemt for den der oplever behovet, at få styr på alle disse forskelligartede situationer. Men jeg har bemærket mig, at fortællingen er et fantastisk redskab til at formidle generelle handlemønstre, som i dette eksempel: Da min ældste søn var 5-6 år, gik det en dag op for ham, at vi alle skal herfra en dag, også hans bedsteforældre og hans far og mor. Han blev meget ked af det, så gode råd var dyre. Jeg fortalte så, at man dør, når man har prøvet det hele: Når man har været barn, er blevet voksen, selv har fået børn og er blevet gammel, så dør man. Det virkede. Det kunne han godt forlige sig med. Det er sådan set også en udmærket fortælling, som gav ro i sjælen for min søn. Med fortællingen sætter jeg hans frustrationer ind i en ramme, som giver mening til hans frustrationer og behov.

Hvad er så en god fortælling gjort af? Ja, i denne sammenhæng må det være en fortælling, der rammer den der lytter. Og hvad betyder så det? Jo, først og fremmest skal man italesætte nogle af de situationer, hvor den der lytter oplever nogle generelle behov. Kan man ydermere sætte disse situationer ind i en ramme, er det også godt. Der må også gerne være en vision i en god fortælling, dvs. fortællingen må gerne udstikke nogle rammer for fremtidige handlinger, så lytteren får en tro og håb på fremtiden, så man bedre bliver i stand til at leve med kommende udfordringer.

Problemet er, at sådanne fortællinger ikke altid holder. Skæbnen ville, at vi ganske kort tid efter så TV-Avisen sammen, og der var der et indslag med en dreng på 12 år, der havde mistet livet ved en ildebrand. Min søn blev dybt ulykkelig: Drengen havde jo ikke prøvet det hele, inden han døde.

Behov i grupper og fortællingen

De samme problemstillinger kan man også møde i grupper af mennesker. En gruppe er to eller flere personer med et eller flere tilstande der minder om hinanden. I kraft af de fælles tilstande vil en gruppe sandsynligvis også handle ens i bestemte situationer. Et eksempel er skoleskyderierne i USA: For os i Europa er det håbløst – fjern dog den lette adgang til våben, så særligt unge mennesker ikke har denne lette adgang til våben. Men mange amerikanere ser det som et indgreb i deres personlige frihed, hvis man ikke havde mulighed for at forsvare og bevæbne sig selv. Der er simpelthen en stor gruppe amerikanere med en meget større fokus på den personlige frihed, end vi kender det her fra Europa.
Har man en gruppe kan der selvfølgelig også opstå nogle fælles behov i en sådan gruppe. Et eksempel er protestbevægelsen De Gule Veste i Frankrig. I efteråret 2018 havde den franske præsident Emmanuel Macron planer om at skrue op for skatten på brændstof som led i regeringens klimapolitik. Det gav en voldsom utilfredshed, og resulterede i store demonstrationer imod Macrons planer. Så vidt jeg er orienteret, startede det helt spontant med disse demonstrationer, så de utilfredse fik lov at udleve deres frustration, men sådan er det ikke altid. Ofte udleves sådanne frustrationer ikke, og så ligge de og ulmer. Måske italesættes de af en eller anden.
Et eksempel på det er Donald Trump, som blev valgt til præsident i USA den 8. november 2016. Trump havde blik for, at mange amerikanere var kommet i klemme, fordi man havde flyttet mange industrijob fra USA til Asien og især til Kina. Især blandt hvide mandlige vælgere uden en videregående uddannelse fik Trump stor opbakning til sine løfter om at bremse denne globaliseringen og bringe industrijobs tilbage til USA igen. Trump formåede at italesætter problemerne for de amerikanere, der var kommet i klemme i forbindelse med denne globalisering. Han gav dem håb og en fornyet tro på fremtiden med mottoet ”Make Amerika Great Again”.
Et anden eksempel på en sådan profet fra moderne tid er Adolf Hitler. Baggrunden var 1. Verdenskrig, hvor der i Tyskland var stor utilfredshed med fredsslutningen. Desuden blev Tyskland pålagt en stor krigsskadeserstatning. Det gav arbejdsløshed og stor inflation i Tyskland, og det udnyttede Hitler til at udråbe en række fjender, såsom kommunister, socialdemokrater, pacifister og demokrater. Ifølge Hitler var disse grupper skyld i, at Tyskland havde tabt 1. Verdenskrig og blev underlagt de hårde fredsbetingelser i versaillestraktaten fra 1919. Men han gik endnu videre: Disse fjender var kun forskellige på overfladen. I virkeligheden repræsenterede de forskellige ansigter af den egentlige fjende, nemlig jøderne. Hitler anså jøderne for en enhed, som arbejdede sammen om at tage magten over andre folk, som fx det tyske folk.

Det var Hitlers taler, der efterhånden gav nazipartiet så stor tilslutning, at det i 1933 kunne overtage magten. Noget af det første Hitler satte i værk, var at afmontere demokratiet og udråbe sig selv til Rigskansler og ”fører”. Man kan roligt sige, at Tyskland købte katten i sækken.