Oldtidens filosoffer i det gamle Grækenland kæmpede alle med det samme dilemma: På den ene side verdens mangfoldighed og på den anden side den uforanderlighed, som man også finder i denne verden. Spørgsmålet for de gamle grækere var, hvordan man kunne forene de to yderpunkter. Intensionen for dem alle var at finde noget fast og uforanderligt i en ellers foranderlig verden.
Eksempelvis mente Platon, at det faste og uforanderlige var formerne (ideerne), som lå hinsides den observerbare verden. Men de gamle grækere betragtede også verden og mennesket under et. Det var først i renæssancen, at man begyndte at fokusere på mennesket. Man nævner altid Descartes og hans berømte sætning "Jeg tænker, altså er jeg", som på latin lyder "Cogito, ergo sum", som eksempel. Med denne sætning fandt Descartes noget fast og uforanderligt i vor erkendelse, nemlig at vi er til. Men dilemmaet var og er stadig det samme, nemlig at finde noget fast og uforanderligt, men fra og med renæssancen er det altså mennesket, man fokuserer på. Det faste og uforanderlige ændrer selvfølgelig karakter: Hos Descartes er det vores medfødte ideer, hos empiristerne er det sansedata, hos Kant er det betingelserne for erfaring, hos Wittgenstein er det sproget osv.
Spørgsmålet er blot om der i det hele taget findes noget sådant fast og uforanderligt hos os mennesker. Kan man i det hele taget beskrive mennesket uden et fast holdepunkt? Dette spørgsmål kan man selvfølgelig diskuterer i lang tid. Dette vil jeg ikke gøre her. Derimod vil jeg demonstrerer, at det er muligt at fremstille mennesket uden at pege på noget fast og uforanderligt hos os mennesker. Som man næsten kan fornemme giver det også et helt andet teoriindhold. Man kan nemlig tegne et landskab af mennesket, som på afgørende punkter afviger fra en mere traditionel fremstilling. Og det uden at gå på kompromis med logik, stringens og konsistens. Velkommen til en anden slags filosofi om mennesket.
Den oprindelige ide til disse to tekster fik jeg helt tilbage i 1982. Det blev i første omgang til den lille bog med titlen Om mennesket I som jeg blev færdig med i 1999. Her i efteråret 2021 fik jeg så en god ide til en helt anden fremstilling. Dette blev til teksten med titlen Om mennesket II. Den første tekst er en induktiv fremstilling, dvs. en mere undersøgende fremstilling. I modsætning hertil er Om mennesket II en deduktiv fremstilling.
I tekst II er der også en kort, men en klar henvisning til filosofihistorien. Referencen til filosofihistorien stod mig ikke så klart, da jeg skrev tekst I. I tekst II er jeg mere klar i spyttet: Dette er simpelthen en helt anden måde at tænke filosofi, end man ellers møder i den traditionelle filosofihistorie om mennesket.