Om fællesskaber

Som vi har set i teksten Om mennesket II, så er en gruppe to eller flere personer med et eller flere tilstande til fælles. Dermed vil disse mennesker, i nogle bestemte situationer, handle nogenlunde på samme måde.
Der findes to slags grupper: de grupper, hvor man en gang imellem søger hinanden, og de grupper, hvor man ikke søger hinanden. De grupper, hvor man en gang imellem søger hinanden, vil jeg benævne som fællesskaber.
Et eksempel på et fællesskab er et venskab mellem to gode venner. Det kan også være større grupper, såsom befolkningen i et helt land. Når der er VM i fodbold, har brasilianerne helt sikkert et fællesskab omkring deres landshold. Denne definition er vist fint i overensstemmelse med den dagligdags brug af ordet.

Man kan så bemærke, at et fællesskab ikke kan være påtvunget, thi i et påtvunget fællesskab vil man ikke føle samhørighed, og man vil i hvert fald ikke søge hinandens selskab. Og så kan der alligevel ske ændringer, når tiden går. Et eksempel er Stockholm-syndromet. Syndromet er navngivet efter et røveri mod Kreditbanken i Stockholm, hvor to røvere holdt fire gidsler fra den 23. august til den 28. august 1973. I denne sag begyndte gidslerne at forsvare røverne, og det fortsatte også efter, at den seks dage lange gidselperiode var afsluttet.

Der findes selvfølgelig grupper, der ikke er fællesskaber. Et eksempel er fodgængere ved et fodgængerfelt. Det er en gruppe, fordi de alle vil gå for grønt og stå for rødt, men det er ikke et fællesskab, fordi de ikke føler samhørighed. De andre fodgængere får i hvert fald ikke opmærksomhed, men sker der nu fx en ulykke, som de alle er vidner til, ja, så kan der meget hurtigt opstå et fællesskab, fordi der pludselig opstår en opmærksomhed og bevidsthed om de andre.

Et andet tilsvarende eksempel er bilister på en motorvej. Det er også en gruppe, fordi de handler ens, men man kan ikke sige, at de har et fællesskab. Det kan de hurtigt få, hvis de fx sner inde og må blive holdende på motorvejen.

Det er næsten overflødigt at nævne, at fællesskaber er uomgængelige, dvs. man ikke kan undgå fællesskaber gennem et helt liv. Først og fremmest kan man ikke undgå fællesskaber som barn, fordi man som barn er meget afhængig af hjælp og vejledning fra voksne. Senere i livet kan man selvfølgelig godt have perioder, hvor man forsøger at undgå alle fællesskaber, fx ved at flytte langt ud i en skov og bo helt alene. Men mon ikke de fleste søger tilbage igen på et tidspunkt, fx i forbindelse med sygdom, eller når man lige mangler et redskab?
Med disse eksempler antyder jeg, at der kan være et dilemma mellem individ og fællesskab, men sådan er det ikke generelt. Mange vil sikkert opfatte det som et dilemma, mens andre vil opfatte det som et mere harmonisk forhold. Det afhænger helt af de involverede personer og fællesskaber, men helt undgå fællesskaber igennem et helt liv kan man ikke.

Første sætning om fællesskaber:
I ethvert fællesskab er der en latent tendens til opløsning

Grundlaget for et fællesskab er de tilstande, der findes hos medlemmerne af fællesskabet. Dermed ændres grundlaget for fællesskabet, hvis disse tilstande ændrer sig. Men kan man overhovedet være sikker på, at der vil indtræde ændringer? Ja, det kan man faktisk. Det ligger implicit i formuleringen: ”Man er i en tilstand, indtil der indstiller sig en ny tilstand”. Her er der med andre ord ikke specificeret, hvornår man skifter tilstand. Man kan selvfølgelig ofte sige, i hvilke situationer en given tilstand er aktiv, men man kan aldrig være helt sikker. Da der er mange flere konkrete tilstande, end der er generelle tilstande, må vi gå ud fra, at der optræder langt flere små ændringer end store. Det passer vist meget godt med vores erfaring og forventning. I mødet med andre indtræder der eksempelvis ofte ændringer, men man kan ikke specifikt sige hvilke der vil indtræde.
Grunden til de mange ændringer er, at der ofte opstår handlingsbehov, når man er sammen med andre, og at handlingsbehov åbner op for ændringer. Det betyder, at der er større sandsynlighed for, at der indtræder ændringer i situationer, hvor der opstår et handlingsbehov. Ydermere er situationer, hvor der opstår et handlingsbehov, ofte udgangspunkt for tænkning, som yderligere fremmer ændringer. Det er med andre ord ikke usædvanligt, at der optræder ændringer af tilstande i samværet med andre. Men det ligger som sagt implicit i formuleringen: ”Man er i en tilstand, indtil der indstiller sig en ny tilstand”, at ændringer kan forekomme momentant.

Som nævnt er det tilstande, der ligger til grund for et fællesskab, men da der altid kan forekomme ændringer blandt de aktive tilstande, ja, så betyder det, at der i ethvert fællesskab er en latent tendens til opløsning. Dette er den første sætning om fællesskaber.

Anden sætning om fællesskaber:
Hvis man vil bevare et fællesskab, så må man gøre noget for at bevare det.

Ifølge den første sætning om fællesskaber er der er en latent tendens til opløsning i ethvert fællesskab. Det skyldes disse tilstande og deres tilfældige ophav. Derved kan der pludseligt eller umærkeligt over lang tid opstå nye tilstande, der ikke harmonerer med de tilstande, der ligger til grund for fællesskabet.

Hvis man derfor vil bevare dette fællesskab, ja, så må man gøre noget for at bevare det. Dette er den anden sætning om fællesskaber. Pointen er, at hvis man ikke selv aktivt skaber og vedligeholder fællesskabet, vil medlemmerne før eller siden udvikle sig i forskellige retninger, fordi der er en tilfældighed i dannelsen og ændringen af disse tilstande.

Et ægteskab er godt til at illustrere tankegangen. Faktisk er et ægteskab ofte et fællesskab, men ikke altid. Men det er selvfølgelig et noget specielt ægteskab, hvis man ikke en gang imellem søger hinandens selskab. Heldigvis er de fleste ægteskaber fællesskaber, men der er så også en flue i suppen: I begrundelsen for den anden sætning benyttede vi, at ethvert fællesskab har en tendens til opløsning. Det må så også gælde et ægteskab. Ifølge den anden sætning må man derfor gøre noget for at bevare fællesskabet, som i dette tilfælde er ægteskabet. Sætningen siger dog intet om, hvad man skal gøre.

Lad os se på nogle flere eksempler fra hverdagen. Det første er et eksempel på at vedligeholde et fællesskab: Jeg boede på et tidspunkt på en vej, hvor vi havde et godt sammenhold. Når der var arrangementer, bakkede alle op. Jeg kan især huske en gang, hvor vi havde vejfest, og hvor der til lejligheden var arrangeret fællesdans. Desværre var det både blæsende, koldt og regnfuldt, og det var mørkt. Det var ikke indbydende dansevejr, men alle bakkede op og deltog i dansen, selvom vejret ikke ligefrem indbød til det. Se, det skaber en god stemning og et godt sammenhold, fordi alle deltog i dansen uden forbehold.

Det andet eksempel er et, som mange sikkert kender fra arbejdspladsen eller andre steder, hvor man ofte færdes sammen med andre. Af og til opstår der også konflikter. En kollega gør et eller andet, som man bliver lidt stødt og vred over. Spørgsmålet er nu, hvad man stiller op med det. Skal man lade konflikten blive stående og ligesom lægge en linje, så man fortsætter med at være forbeholden over for sin kollega? Eller skal man engagere sig i den anden igen og forsøge at genskabe det gode forhold, fx ved at være lidt imødekommende over for sin kollega? Det kan være lidt svært at overvinde sig selv til at være imødekommende, når man nu er vred. Men her er det vigtigt, at man ikke lader sig lede af sin umiddelbare indskydelse, men netop engagere sig, hvis man altså vil genoprette det gode forhold.

Et tredje eksempel er to gode venner, som ofte ses og hjælper hinanden i lyst og nød. De har med andre ord meget til fælles og meget at være fælles om. Men der er en lurende fare for dette venskab. I kraft af disse tilstande opstår der af og til nye tilstande, eller etablerede tilstande ændrer sig en smule, så grundlaget for venskabet ændrer sig. Hvordan det? Jo, hvis den ene eksempelvis siger eller gør et eller andet, som den anden ikke kan acceptere, ja, så kan dette venskab gå i stykker med et brag. Der kan også ske umærkelige ændringer over lang tid, så grundlaget for det fællesskab, de to venner har, ikke er så stærkt som tidligere. Og det er i sådanne situationer, den anden sætning om fællesskaber påpeger, at man har mulighed for at gøre noget for det gode venskab. Gør man ikke noget, lader man dermed de nye ændringer sætte dagsordenen.

Men hvad er egentlig betydningen af ”jeg vil”? Med disse tilstande findes der jo ikke et overordnet ”jeg”, der kan sætte dagsordenen og sige ”jeg vil”. Hvad betyder det, når man fx siger: ”Jeg vil have en is”, når der ikke som sådan er en overordnet instans i form af et ”jeg”? Men svaret er egentlig ret enkelt. Man må huske på, at en tilstand blot lægger en linje i ens handlinger. Når man derfor vil have en is, så har man en aktiv tilstand, der forsøger at arrangere, at man får en is. Hvordan gør tilstanden det? Jo, den ”benytter” sig af mere konkrete tilstande til at nå sit mål, nemlig at få en is.

Men hvad så med bevidsthed? Har det ikke noget med bevidsthed at gøre, når man siger ”jeg vil” et eller andet? Ikke nødvendigvis. Det er et gennemgående træk ved disse tilstande, at jeg ikke giver bevidsthed den store opmærksomhed. Baggrunden er selvfølgelig, at jeg ikke opfatter bevidsthed som særlig central. Når man handler, er det først og fremmest tilstande, der ligger til grund. Ofte er man ikke bevidst om, hvorfor man handler, eller hvordan man handler. Først når der opstår et handlingsbehov, bliver man opmærksom på den pågældende situation. Se Om mennesket I, kap. 8. Man kan næsten forestille sig, at der dannes en hukommelsestilstand i en situation, hvor der opstår et handlingsbehov. Se Om mennesket I, kap. 5. Det betyder, at man godt kan ”ville” et eller andet uden at være bevidst om det. Men man kan selvfølgelig også være bevidst om det, men det ændrer ikke på, at der lægges en bestemt linje, når man vil et eller andet.

Tredje sætning om fællesskaber:
Principielt er det altid muligt at finde hinanden og skabe et fællesskab.

Spørgsmålet er, om man altid kan skabe et fællesskab. Man kan i mange tilfælde, men spørgsmålet er, om man kan i alle tilfælde. Kan Rusland og Ukraine fx igen skabe et fællesskab på trods af, at de nu er i krig med hinanden? Her er svaret: ”Ja, det er muligt”. Det er sådan set kun de respektive parters interesser, præferencer, normer, værdier og personlige idiosynkrasier, der adskiller dem, og de har alle baggrund i deres tilstande. Da tilstande kan ændres, eller der kan skabes helt nye tilstande, ja, så kan man selvfølgelig godt ændre på ovenstående. Jeg siger ikke, at det er nemt. Jeg siger blot, at det principielt er muligt. Dette er den tredje sætning om fællesskaber: Principielt er det altid muligt at finde hinanden og skabe et fællesskab.

Fjerde sætning om fælleskaber: Hvis man vil skabe et bestemt fællesskab, så må man selv skabe det.

Hvis man vil bevare et fællesskab, ja, så har man den anden og tredje sætning at henvise til. Den fjerde sætning siger, at det altid er muligt at skabe et fællesskab, men hvad gør man, hvis man vil skabe et fællesskab, eller blot ændre et eksisterende fællesskab? Ja, så må man selv skabe grundlaget for fællesskabet, dvs. man må bidrage med at skabe tilstande, der kan ligge til grund for et fællesskab. Og hvorfor så det? Jo, ifølge disse tilstande findes der ikke en instans i os mennesker, der sikrer, at man vil indgå i et vilkårligt fællesskab. Derfor må grundlaget skabes af deltagerne selv. I en given flok mennesker vil der altid opstå fællesskaber, men det er tilfældigt opståede fællesskaber. Vil man derimod skabe et fællesskab med et bestemt indhold, fx et fællesskab der omfatte alle, så må man selv skabe det - dvs. selv skabe grundlaget for dette fællesskab. Det skaber ikke sig selv, fordi der ifølge disse tilstande ikke findes en instans i os mennesker, der fx sikrer, at alle er med i et fællesskab.

Men vil der ikke altid opstå et fællesskab?

Men altså, der må være andre måder at skabe et fællesskab på. Vil der ikke helt af sig selv opstå et fællesskab, når man er en flok mennesker? Jo, som nævnt ovenfor vil der opstå fællesskaber. Det er i mange situationer en fordel at indgå i et fællesskab, fordi man så kan hjælpe og støtte hinanden, men det er langtfra sikkert, at der vil opstå et fællesskab, som man ønsker. Særligt i en stor flok er chancen for, at der opstår et sådant fællesskab, ikke ret stor.

Men kunne man ikke lade tiden arbejde og håbe på, at der med tiden fx vil opstå et fællesskab, der omfatter alle? Chancen for en sådan tilfældig dannelse af et ønsket fællesskab er faktisk meget lille. Som nævnt ovenfor vil der opstå fællesskaber, men der ligger ofte tilfældigheder bag disse fællesskaber, så chancen for, at de bliver som ønsket, er meget lille. Ifølge disse tilstande har vi mennesker ikke en naturgiven tendens til at indgå i fællesskab med alle andre.

Men hvad med lande? Er det ikke et eksempel på, at der ofte vil opstå et fællesskab, der omfatter dem, der bor i et landområde? Men nej, det er det så ikke. Mange lande er opstået ved vold og magt. Ofte er indbyggerne med vold og magt blevet tvunget til at underlægge sig samme hersker, og de, der har modsat sig, er simpelthen blevet fjernet på den ene eller den anden måde. Men der skabes alligevel et fællesskab. Er det så ikke et eksempel på, at der med tiden alligevel opstår et fællesskab? Indrømmet, det er svært at benægte, at fx russere har et indbyrdes fællesskab. Det har indbyggerne i Iran også, selvom deres ayatollah ikke er vellidt - nærmest tværtimod. I Iran opretholder ayatollahen også her i 2026 sin magt med vold og undertrykkelse. Typisk er der i disse lande et fællesskab blandt den almindelige befolkning, men det omfatter ikke de ledende kredse i landet, fordi der er et modsætningsforhold imellem ledelse og befolkning.

Når man altså forsøger at skabe et fællesskab ensidigt, får man ikke alle med. Der vil være modstandere. Dem kan man så eliminere, og måske på den måde skabe et fællesskab, men det bliver så ikke et fællesskab for alle. Eksempelvis er der måske stor opbakning til Putin i Rusland, men det er ikke alle, der bakker ham og hans ledelse af Rusland op.
Et andet godt eksempel er Skåne, Halland og Blekinge, som er tre landområder i den sydlige del af Sverige. De var danske indtil Roskildefreden i 1658, hvor Danmark måtte afgive de tre områder til Sverige. Det var imod indbyggernes ønske, fordi de havde været danske i mange år. I dag er der intet ønske om igen at overgå til Danmark. Er det så ikke et eksempel på, at man med vold og magt kan skabe et fællesskab? Nej, det er det ikke. Sagen er, at Sverige efter overtagelsen af de tre landområder iværksatte en ret brutal nedkæmpelse af al modstand mod svensk overherredømme samt en undertrykkelse af de dele af befolkningen, der holdt fast i deres dansksindede identitet. Man fordrev eller slog de utilfredse ihjel – enkelt, men effektivt. Og så er det jo ingen sag at skabe et fællesskab, hvis man fordriver alle dem, der ikke vil deltage i fællesskabet.
Hvad med at lokke med guld og grønne skove? Kunne det ikke være en vej til at sikre et fællesskab? I vore dage ville man fx lokke med job til alle og god økonomi. Men igen: Tilstande skabes til en hvis grad ved en tilfældighed. Der ligger ikke nødvendigvis et ønske om velvære og god økonomi bag. For nogle år siden skrev Francis Fukuyama en meget kendt bog med titlen ”Den historiske udvikling er afsluttet”. Tankegangen var, at alle lande efterhånden ville blive liberale demokratier, så al diskussion, fx af ideologisk karakter, ville forstumme. Tilbage ville der blot være samhandel og økonomisk konkurrence. Sådan gik det så ikke helt. Det er lande som Rusland, Polen og Ungarn gode eksempler på. Her fik nationalismen pludselig gode kår. Fukuyama er blot endnu et eksempel på, at man forsøger at forudsige, hvilke fællesskaber der opstår. Men som sagt ligger det ikke i disse tilstande, at man fx kan skabe fællesskaber ved økonomiske incitamenter.

Og så er vi sådan set tilbage ved udgangspunktet: Vil man skabe et bestemt fællesskab, så må man selv skabe det.

Hvordan skaber man et bestemt fællesskab?

Men hvordan skaber man så et grundlag for et bestemt fællesskab? Det oplagte er selvfølgelig at inddrage de andre i en egentlig drøftelse, dvs. en samtale. Og hvorfor så det? Jo, for at skabe et fællesskab skal der skabes nye tilstande hos medlemmerne af det ønskede fællesskab, men det er lettere sagt end gjort, fordi der ligger en tilfældighed bag skabelsen af nye tilstande. Det betyder, at man ikke kan kontrollere eller planlægge skabelsen af nye tilstande. Der er kun en ting at gøre, nemlig at koordinere indbyrdes mellem alle medlemmer for at sikre, at der dannes passende tilstande.
Men det er blot en måde. Der er mange andre måder at skabe et fælles grundlag på. Først og fremmest kan man prøve med en fælles fysisk aktivitet.
Et oplagt eksempel er en skoleklasse, der ikke fungerer særlig godt pga. diverse interesser og grupperinger blandt eleverne. Her kunne man godt forsøge sig med en mundtlig aftale, men det er nu nemmere sagt end gjort. Man kan måske godt indgå en aftale, men når den skal praktiseres, ja, så kommer de gamle gnidninger og grupperinger op til overfladen igen, og så kan det være svært for klassen at overholde aftalerne, fordi man let falder tilbage til gamle roller, når der er gået lidt tid. Man kan så forsøge noget helt andet, nemlig at arrangere en fysisk aktivitet sammen for hele klassen, som fx en hyttetur. Her bliver klassens elever rystet sammen på en helt anden måde, som måske skaber nogle relationer, der kan bryde de grupperinger, der ellers er i klassen. Det sikrer naturligvis ikke, at der dannes et fællesskab.
Et andet tilsvarende eksempel hørte jeg om for nogle år siden. Det drejer sig om en kommunalbestyrelse. Som alle andre kommunalbestyrelser havde de budgetforhandlinger en gang om året. Det var til tider ret hårde forhandlinger. Derfor arrangerede borgmesteren altid en frokost efter disse forhandlinger for at bløde stemningen op igen og skabe lidt bedre relationer efter de hårde budgetforhandlinger.

At skabe et grundlag for et fællesskab kræver ofte, at man sætter egne normer, værdier og holdninger i baggrunden. Vi taler jo ikke om en magtkamp, hvor det gælder om at udmanøvrere de andre. Man vil jo netop skabe et fællesskab, og det er ikke et fællesskab, hvis man tvinger andre. Man kan lokke eller bedrage, men altså, det virker ikke som vejen til et godt og stabilt fællesskab. Hvis de andre mister tilliden, er det slut med dette fællesskab.

I ovenstående eksempler skal man være indforstået med de fælles fysiske aktiviteter, selvom man fx ikke brænder for en god frokost med de andre byrødder. Det er vel at mærke ikke et spørgsmål om høflighed. Man må tænke på, at den anden og den fjerde sætning er ubrydelige, dvs. hvis man vil fællesskabet, så må man også gøre noget, og det trumfer alt, hvad man kan stille med af gode argumenter for, at netop dette eller hint er uomgængeligt. Gyldigheden af den slags definitive argumenter holder ikke ifølge disse tilstande. Ellers ville den anden og den fjerde sætning ikke være definitive.

Lad os se lidt nærmere på et konkret eksempel på at negligere egne normer og værdier. Jeg tager tit bussen, selvom jeg har en bil stående. Jeg sparer ikke mange penge ved at tage bussen, og det koster lidt tid, men til gengæld undgår jeg besværet med at finde en parkeringsplads. Det, der motiverer mig, er, at det ikke udleder så meget CO2 at tage bussen, som det gør, når man selv kører i egen benzinbil. Udledning af CO2 vil skabe mange problemer for fremtidige generationer, og gør det sådan set allerede nu med skovbrande, tørke, storme og voldsomme regnskyld. Jeg er kort sagt klimabekymret, dvs. bekymret for menneskets udledning af CO2, og at det vil føre til global opvarmning.
Modsætningen hertil er klimaskeptikeren, som ikke mener, at menneskets udledning af CO2 vil føre til global opvarmning. Det er så en ting, men værre er det, at klimaskeptikeren kun har hån til overs for den klimabekymrede. Dermed lægger klimaskeptikeren ikke op til at skabe et fællesskab med de klimabekymrede, fordi klimaskeptikeren lader hånt om dem. Personligt har jeg svært ved at forstå og acceptere synspunktet, fordi fortsat udledning af CO2 vil påvirke levevilkårene for kommende generationer. Det mener i hvert fald mange, men det er klimaskeptikeren sådan set ligeglad med.

Men kunne det ikke tænkes, at denne klimaskeptiker havde ret? Jo, det er en mulighed, men det er sådan set ikke det, sagen drejer sig om. Her er det et spørgsmål om at skabe og vedligeholde et fællesskab, og på det punkt fejler klimaskeptikeren i den grad. Det er nemlig ikke et spørgsmål om sandhed, men om man tænker de andre med - og det gør klimaskeptikeren ikke. Han tænker kun på sig selv og sit eget perspektiv.
Men er det ikke kontraintuitivt, at sandhedsværdien ikke har nogen betydning? Jo, men baggrunden er den enkle, at man på baggrund af disse tilstande ikke kan begrunde bestemte livsformer. Eksempelvis kan man ikke begrunde, om et liv uden klimaforandringer er bedre end et liv med klimaforandringer. Derfor har sandhedsværdien ingen betydning for forholdet mellem mennesker. Det er et spørgsmål om at ville et fællesskab med de andre. Og det er faktisk lige så banalt, som det lyder. Sagen er, at man ikke kan finde noget mere sikkert end dette: Hvis man vil skabe et fællesskab med de andre, så må man selv medvirke til at skabe et fælles grundlag. Der findes ikke den ”sandhed”, der trumfer denne sætning.

Problemet er selvfølgelig, at der er mange derude, som ikke er så reflekterede, som jeg her lægger op til. Mange har en mening, som de på et tidspunkt har erhvervet sig mere eller mindre ved en tilfældighed, fx på facebook. De er sig ikke engang bevidst, at det er en mening, de uden overvejelse har overtaget fra andre. Ydermere er de overbevist om deres egen ufejlbarlighed og derfor immune over for argumenter og forandring af enhver art. Men det ændrer nu ikke på gyldigheden af denne fjerde sætning. Den gælder for alle, også for dem, der har fået foræret deres mening, fx på facebook: Hvis man vil skabe eller vedligeholde et fællesskab med de andre, så må man regne med selv at skulle skabe grundlaget for fællesskabet.

Men det afleder så det næste spørgsmål. Skal man så lytte til en, der på den måde er immun over for argumenter, eller mere generelt formuleret: Skal man lytte til enhver, der stiller sig op med et kontroversielle synspunkt? I princippet ja. Men der er et stort men, thi der er mange, der ikke er parate til at flytte sig, og her skal man passe på. Indlader man sig nemlig med dem, ja, så risikerer man at ende, hvor de er, fordi man selv er indstillet på at lytte og inddrage, mens de fastholder deres standpunkt. Et eksempel så vi ovenfor, hvor mange klimaskeptikere afviser at gøre noget for at mindske vores udledning af CO2, men de kan afvises, fordi de ikke selv er indstillet på forandring. De vil fortsætte som hidtil. På den måde kan man afvise mange galninge og facebook-specialister, fordi de som regel ikke er indstillet på nogen form for hensyntagen til andre.

Men har videnskaben og forskning ingen betydning? Jo, for den enkelte, men faktisk ikke for vores indbyrdes forhold og respekt for hinanden. Man må respektere den anden for det standpunkt, vedkommende har taget; dog kan man ikke respektere den respektløse. Respektløse er fx mange klimaskeptikere, fordi de afviser enhver tanke om at ændre levevis.

Århus, torsdag den 29/1 2026.